I dagens Danmark, der på en lang række områder er blevet tiltagende kontrolleret, regelstyret samt ramt af en verdensomspændende COVID-19 krise, kan tanken om et frit Klondyke i en lejr nær Thisted beboet af hippier på en mark virke uendelig fjern. Ikke desto mindre skete det for 50 år siden, da Det Ny Samfund uofficielt åbnede for adgang til Thylejren, hvor idealer og drømme blev konfronteret med rå realitet. Peter Øvig Knudsen stiller skarpt på tiden i Hippie I og II (2012), der anbefales varmt.
I 2015 fortalte musikeren Tømrerclaus om sine oplevelser i lejren, der fik deres eget kapitel i ‘Prisen for at ryge cigar – Tømrerclaus´ historie fortalt til Thomas Vilhelm’ udgivet af mit daværende forlag DreamLitt. I dagens anledning bringes Tømrerclaus´ beretning i forkortet og lettere redigeret form sammen med en tilføjet koda om en af sangene fra hans 2019 dobbeltalbum ‘Det lange farvel til 1970’, der handler om Thylejren i med- og modvind.
Uddrag fra bogen – ‘Prisen for at ryge cigar – Tømrerclaus´
‘En dag så jeg en annonce i Information, der kundgjorde, at nogen havde planer om at skabe en sommerlejr for det nye samfund i Frøstrup nær Thy. Derfor søgte man håndværkere til at opføre lejrens faciliteter, før den blev åbnet. Min ven Irving og jeg kørte derop små to uger inden den planlagte åbning 4. juli 1970. Bilen blev fyldt med værktøj og satte i retning af en flad græsmark beliggende et sted inden for Thisted Kommune.
Thylejren toppede for mig at se den psykedeliske æra fra 1967-70, da jeg indledningsvist stort set kun oplevede de positive aspekter af dette lejrliv. Det Ny Samfund, som Thylejren også kaldte sig, hentede inspiration fra af det forgangne års store Woodstockfestival i USA med hundredetusindevis af deltagere over tre dage i august. Langhårede københavnere, der skulle væk fra stenbroen og leve i pagt med naturen, kom i store flokke. Drenge og piger fra hele landet skulle prøve det hele: Mikro-makro kure, mu-the og tablamusik, sex og fællesmøder, kriser, kærlighed og kommunistiske agitatorer. Det startede magisk, men endte tragisk. Især en kunstner ved navn Peter Louis-Jensen gjorde sit til, at det endte som en tragedie.
Jeg arbejdede det meste af tiden i min lille butik Under Nålene’, hvor jeg solgte galar-kakao og smurte leverpostejmadder. Når mørket faldt på, blev folk på mikro-makro mad hamrende sultne igen. Det var der råd for hos mig sammen med muligheden for at blive høj af den euforiserende kakao. Optakten til lejrens åbning tegnede særdeles lovende. Beretningen om vores tilstedeværelse to uger før som et led i det team, der stod for det håndværksmæssige, blev dækket af flere medier herunder Alt for Damerne, Tidens Kvinder, Information og DR TV, der filmede og interviewede os.
Under etableringen boede der kun få i lejren. Vi havde en skurvogn, lavede mad på bål og snakkede om det igangværende ungdomsoprør akkompagneret af lærkesang og græshopper om dagen og under himmelhvælvet af knitrende ild om aftenen.
Naturen i Thy er enestående smuk og barsk på én gang. Jeg var lamslået over det stykke af Danmark, som jeg ikke tidligere havde set. Så smukt at jeg på stedet besluttede, at her ville jeg bo og leve fremover. De positivt vinklede historier om hippiernes lejrkultur fortsatte, indtil stemningen vendte. For i løbet af sommeren faldt Det Ny Samfund fra hinanden.
Der blev bygget et supermarked, oprettet sundhedspatruljer og flere andre ting. Men supermarkedets penge blev stjålet så tit, at det endte med at blive nedlagt. Det Ny Samfunds sommerlejr tiltrak alle mulige folk, ligeledes folk med ekstreme politiske holdninger. Louis-Jensens trang til voldeligt anarki toppede med besættelsen af den nært beliggende Hjardemål Kirke sammen med sin daværende kone Bodil Marie Nielsen og flere andre. Det kom til sammenstød med det lokale politi, der fjernede besætterne med fysisk magt. Og fornemmelsen af, at alt ikke var, som det burde være, blev kun ydermere forstærket. Ingen havde af gode grunde lyst til at forsvare besættelsen, og irritationen over en del af det, der foregik, forplantede sig fra det lokale til det landsdækkende plan. Heldigvis nåede nyheden om, at en autonom udbrydergruppe fra lejren havde iværksat besættelsen også ud til landets læsere, seere og lyttere
Forsøget med at grundlægge et åbent samfund med nærmest grænseløs rummelighed gav desværre også plads til folk med bevidst som ubevidst onde hensigter. Nogen af dem led af alvorlige psykiske forstyrrelser, tonsede rundt blandt folk og skabte utryghed, hvor de nåede frem. Der gik alt for lang tid, før der blevet taget hånd om dem, så de kunne komme i relevant behandling og få stillet den rette diagnose. Hvis du under lejropholdet var disponeret for at blive psykisk syg, kunne et regelmæssigt indtag af hash og andre stimulanser risikere at forværre tilstanden yderligere.
Bands fra hele landet dukkede regelmæssigt op for at spille i Thylejren heriblandt en tidlig og meget upoleret udgave af Gasolin med Bjørn Uglebjerg bag trommerne. Ikke sjældent strakte disse musikseancer sig til langt ud på natten, hvis flere bands, der højst fik deres rejseudgifter refunderet, var på samme dag. Pengene rakte ikke til at udbetale noget, der mindede om rigtig hyre.
Mange hippier gjorde en dyd ud af at leve på et eksistensminimum. Man dyrkede om muligt sine egne grøntsager, og de, der tjente gode penge, betalte deres skat med glæde. De ville gerne være en del af samfundet og lukke andre ind i deres kreds. Hippiebevægelsens ide var i brede træk tænkt som en åben inkluderende dør til det øvrige samfund, men den ville blot helst være fri for at deltage i det økonomiske ræs, dog uden at ville bekrige det. Der, hvor jeg kom, havde man til hensigt at gennemføre en fredelig revolution, men alt, hvad der ikke skulle ske, skete. Det var alt lige fra Peter Louis-Jensen til Provo Knud, der endte som morder.
De gode og mindre gode stunder i Thylejren kan groft sagt deles op i en tid før og efter Peter Louis-Jensen. De personer, der startede med at påtage sig ledelsesansvaret, fralagde det hurtigt igen; det skulle være alles opgave at få det til at fungere. Kunstneren, der ville være endnu større kunstner, havde derfor nemt spil med at sabotere den såkaldte ledelse, der i starten betalte regninger, indgik aftaler med forskellige orkestre og holdt sig gode venner med de lokale. Helt galt gik det, da der under et af flere tyverier blev stjålet op mod 10.000 kr. fra supermarkedet. Jeg skal ikke sætte mig til endelig dommer over, om Louis-Jensen havde noget med tyveriet af det dengang store beløb at gøre endsige tilskynde andre til det.
Desværre evnede ingen inklusive mig selv at dæmme op for den demagogiske Louis-Jensen. Vejret begyndte at følge den samme vej som stemningen, og jeg pådrog mig en modbydelig lungebetændelse, hvilke jeg først fandt ud af efter at have forladt lejren. Atter hjemkommet til Aarhus klaskede jeg fuldstændigt sammen. “Jeg er meget syg”, lød ordene, da mor åbnede døren. Det tog over en måned, før jeg blev nogenlunde frisk igen. Efter at være kommet til kræfter igen besluttede jeg mig for at flytte til København, hvor min storesøster Lene boede. Hende holdt jeg meget af, og hun havde fingeren på pulsen i forhold til det ungdommelige røre.
Afslutningsvist skal det bemærkes, at jeg er helt på linje med Øvig Knudsen i hans digre dækning af Thylejrens 74 dage lange levetid. Vores samarbejde omkring ‘Hippie’ bind I og II samt turnéen med dem har været til glæde for os begge, selv om Øvig Knudsens samlede værk afstedkom en del vrede og polemik. Dokumentaristens rolle i den form for historieskrivning har jeg aldrig følt eller haft grund til at anfægte. Få mennesker inklusiv Peter Louis-Jensen formåede på kort tid at ødelægge det meste, og den historie er vigtig at få fortalt. ´
‘Det lange farvel til 1970’
Fra slutningen af 2017 gik Tømrerclaus i gang med et nyt pladeprojekt, hvor han indspillede de fleste af instrumenterne selv i sit studie i Herlev. Som hans duo- og bandpartner blev jeg inviteret til at lægge trommer plus en smule percussion på undervejs med clicktrack og diverse programmerede loops i hørertelefonerne. Moderne metoder til sange om fortid, nutid, drømme og bristede illusioner. En af dem, ”Sommeren 1970”, handler om skæbner og tildragelser i Thylejren for fem årtier siden.
Teksten er en af Tømrerens bedste i episk fortællerstil med stærke visuelle billeder. Sommeren 1970 endte på side tre af 2LPen “Det lange farvel til 1970” (2019). Slutteligt er det jo fristende at stille spørgsmålet: Hvad lærte vi så af af det?
