50 ÅR MED ‘WHO’S NEXT’

”FRA UFORLØST IDE TIL TOTAL TRIUMF”

Fotograf: Album Cover (uddrag - bagside) eskåret)

Pete Townshends påtænkte multi media iscenesættelse og senere kasserede rockopera ‘Lifehouse’ endte som The Whos femte regulære studiealbum udgivet den 14. august 1971. Det viste sig at være et overordentlig klogt træk, som pladens krediterede med producer, den erfarne lydtekniker og alt mulig mand Glyn Johns, har sin betydelige andel i.

‘Lifehouse’ skulle efterfølge ‘Tommy’ (1969), og ambitionsniveauet fra Townshends side var højt, men førte til frustrationer, uro i bandet, uforløste ideer og sluttelig forkastelse. Otte ud af de ni sange’, der slap igennem til ‘Who’s Next’, var oprindelig planlagt inkluderet i ‘Lifehouse’, kun John Entwistles ‘My Wife’ havde intet med projektet at gøre. ‘Lifehouse’ på ideplanet havde rumlet i Townshends hoved i længere tid som en futuristisk fortælling om et totalitært samfund, hvor blandt andet musik var forbudt.

Januar 1971 blev det meddelt, at bandet ville opføre musikken til ‘Lifehouse’ ved en række koncerter i The Young Vic teatret i London for et særligt indbudt publikum. The Who gik i gang med at i indspille nogle af sangene for dernæst at vende retur til The Young Vic, hvor de to planlagte koncerter april 1971 skulle optages live i håb om, materialet kunne bruges til et eller andet. Resten af koncerterne blev aflyst, Townshend nær randen af et nervesammenbrud røg i totterne på deres manager Kit Lambert, og de øvrige i bandet fattede hat af det hele. Og publikum i The Young Vic foretrak dybest set ‘My Generation’ i smadremandsversion med gearet slået til pindebrænde som i 60’erne.

Brugen af nyeste synthesizer teknologi og datidens primitive computere blev dog bibeholdt fra det aborterede konceptalbum, og uden rammehistorie at tage hensyn til fik gruppen nu frie hænder til at skabe den rette ramme om hver enkelt af de valgte numre. Townshend arbejdede senere videre med grundtankerne fra Lifehouse i andre sammenhænge, som kan høres på diverse outtakes udgivelser i hans navn.

The Who gik i gang med ‘Who’s Next’ ved hjælp af The Rolling Stones Mobile Studio for senere at gøre arbejdet færdigt i Olympic Studios i London, hvor Johns svingede pisken over dem og endda lykkedes med at disciplinere Keith Moons virtuose vilde trommespil, så det fungerede uden helt at tabe den anarkistiske aggressive gnist, Moon altid har været berømt og berygtet for. Johns fik kort sagt sat skik på sagerne og kreeret en tung velklingende rocklyd, der virkelig klædte The Who.

Moons indsats bag sættet på ‘Who’s Next’ er af høj klasse; opfindsomt, lydhørt og velsvingende med en kraft, så man må knibe sig i armen. Townshends powerakkorder afleveres med møllearmssvingende præcision og indestængt arrigskab, som gjaldt det livet, hvilket det nok også gjorde. John Entwistles bas er all over the place, men det fungerer med et teknisk musikalsk overskud, der stadig er lige fascinerende at lytte til. Og Roger Daltrey er bare den fødte rockvokalist, der yder samtlige strofer, tekstlinjer og fraseringer fuld retfærdighed.

Albummet sparkes i gang med modificeret synthesizer dronelydende effekt i ‘Baba O’Riley’, før nummeret bygges op mod klimaks ved hjælp af bas, piano, trommer, vokal og slutteligt violin (trakteret af Dave Arbus). Hvilken start, og en drøm af en født klassiker, hvor titlen refererer til Townshends helte, den indiske guru Meher Baba og komponisten Terry Riley. ‘Teenage Wasteland, It’s Only Teenage Wasteland’ linjerne afleveres med en rygradsrislende nerve, der intet har mistet i styrke anno 2021.

Og festen fortsætter med ‘Bargain’, dynamisk rock og rul with a twist i den kompositoriske opbygning efterfulgt af ‘Love Ain’t For Keeping’, hvis eneste fejl er, at sangen er alt for kort. ‘My Wife’ tager over, hvor Entwistle oveni håndterer blæserstemmerne i den potente Hard rock opvisning. Side 1 finder sin konklusion med den majestætisk smukke ‘The Song Is Over’ ført an af Nicky Hopkins klaverindsats, der blot understreger hans status som session man par excellence. Hopkins gentager sågar kunststykket i ‘Getting In Tune’, der indleder side 2 med bravour og bandet i topform. ‘Going Mobile’ er umiddelbart mesterstykkets svageste led, men det glemmes hurtigt, når den akustiske intro til ‘Behind Blue Eyes’ overtager lydbilledet.

‘No one knows what it’s like

To be the bad man

To be the sad man

Behind blue eyes

And no one knows what it’s like

To be hated’

To be fated to telling only lies’ – som et eksistentielt nødråb fra et tvivlende og anfægtet menneske på den yderste revle. Der hugges til den i nummerets anden sektion med en suggestiv energiudladning, så nogen måske har tænkt ved første gennemlytning, om bandet mon kunne toppe den i sidste skæring.

Det kunne The Who og mere til i den knap ni minutter lange slutsang ‘Won’t Get Fooled Again’, der i et nær eksplosivt tonesprog tilsat tonsetunge riffs, drivende synthesizer lydflader, vilde slagserier bag trommerne og ekstatisk skrigende vokal skaber den nok ultimative antiestablishment og systemkritiske rockhymne om revolution, magtudøvelse og tvetungede politikere. Tekstlinjer som ‘We’ll be fighting in the streets With our children at our feet And the morals that they worship will be gone’ og ‘Meet the new boss, Same as the old boss’ skærer Townshends snerrende skepsis ind til benet. 60’ernes hippie optimisme møder her 70’ernes skift mod øget desillusion med kriser og konfrontation lige om hjørnet.

Stort tillykke med den runde dag til The Whos magnum opus og kunstneriske triumf, der stadig står som en særlig strunk sølje af hard’n’heavy egetræ i (ur)skoven af rockens absolutte mesterværker. ‘Who’s Next’ er sublim sangskrivning på højeste niveau med en kvartet, der formår at kombinere enkeltmedlemmernes individuelle talenter med kollektivets samlede forløsende kraft og holdt til ilden hele vejen igennem af en co.-producer, der nægtede at rokke sig en tøddel, før alle havde præsteret deres ypperste. That Little Band From Shepherd’s Bush er så stejlt opadflyvende på ‘Who’s Next’, at det blev vanskeligt at holde den kurs sidenhen.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.