50 ÅR MED ‘WORKINGMAN’S DEAD’

”ET STILSKIFTE SOM FRA EN ANDEN PLANET”

Kontrasten mellem den knap 25 minutter lange og ustrukturerede syrerock-jam i ‘Dark Star’ fra dobbelt live sættet ‘Live/Dead’ (1969) til ‘Workingman’s Dead’, der udkom den 14. juni 1970, kan vanskeligt blive meget større. For mange må det have virket som om, at Grateful Dead, dannet i Californien i 1965, dumpede ned fra en fjern galakse, da de foretog et af de mest markante stilskift i rockens historie. Bandet, som i anden halvdel af 60’erne blev kendt for et spraglet psykedelisk mix af syre-, space- og bluesrock, slog i starten af det nye årti over i rendyrket Americana.

På ‘Workingman’s Dead’ kombinerede gruppen folk og country med et snert af bluegrass, blues og rockabilly. Det tidligere eksperimenterende og overvejende improviserede udtryk gennemgik en så markant forvandling på ‘Workingman’s Dead’, at man skulle tro, at der var tale om to forskellige bands. Og så alligevel ikke. Den bærende kraft hos Grateful Dead, guitaristen og sangeren Jerry Garcia, der døde 53 år gammel august 1995, lød alligevel som sig selv blot i nye gevandter og stod bag det meste af musikken, mens Robert Hunter skrev samtlige tekster.

Netop Robert Hunter, tekstforfatter, poet, sing & songwriter og oversætter, er en nøgleperson i Grateful Deads historie frem til den definitive opløsning for få år siden. Hunters ord, linjer og rim er essentielle ud i at få hold på, hvad gruppen egentlig stod for rent kunstnerisk og indholdsmæssigt.

Hans bidrag er på linje med Garcias guitarfigurer, solospil og resten af bandets input i arbejdsprocessen, hvilket forædler ‘Workingman’s Dead’ med en rodfæstet og ukunstlet charme, der gør den til en af deres absolutte hovedværker. Sangskriverhåndværket kan der heller ikke sættes mange fingre på. Otte originale bud der beskriver et anderledes USA end den forlokkende, glitrende og overfladiske kapitalisme, der ses i mange reklamer og Hollywood film.


Grateful Dead stod for alt den modkultur, Nixon styret båret frem af det tavse flertal ikke forstod eller ønskede at forstå. Selv om ‘Workingman’s Dead’ lød radikalt anderledes end forgængerne med vægt på vokalharmonier og ‘tilbage til rødderne’ konceptet frem for psykedelisk langtrukne udskejelser, var grundessensen stadig uforandret: Grateful Dead og den trofaste skare af hardcore fans, såkaldte ‘Dead Heads’ der fulgte dem overalt, repræsenterede et alternativt Amerika med en diametral modsat livsstil.

Arbejdet med de flerstemmige korarrangementer er stærkt inspireret af Crosby, Stills, Nash & Youngs måde at gøre tingene på. De to grupper var indbyrdes nære venner, men førstnævntes høje niveau ud i flerstemmighed når Grateful Dead dog ikke trods sikkert behørige anstrengelser. Deres vokaler hver for sig og unisont er for tynde i klangen, og udførelsen lader her og der lidt tilbage at ønske. Dog ikke værre end at det fungerer, og sangenes kvalitet i sig selv redder helheden mere end blot tørskoet i land.

Fra åbningsskæringen ‘Uncle John’s Band’ over ‘Dire Wolf’, ‘New Speedway Boogie’ og ‘Black Peter’ til ‘Easy Wind’ samt slutnummeret ‘Casey Jones’, albummets nok egentlige hit – perler på en snor og kernen af den stemning og de fortællinger det amerikanske hjerteland er så rige på historisk set.  Kig blot på omslaget af det forrige studiealbum ‘Aoxomoxoa’ (1969) og sammenlign det med ‘Workingman’s Dead’. Den visuelle stil forandres fra fuld knald på hippiefarveladen til en langt mere klassisk forside i monokromatisk sepia som et stillbillede taget fra en gammel film.


‘Aoxomoxoa’ endte som en dyr omgang at få færdiggjort, og bandet måtte ydermere ride stormen af efter at være blevet anholdt og sigtet for besiddelse af ulovlige stimulanser, der i værste fald kunne have kostet dem langvarige fængselsdomme. Desuden nægtede deres daværende manager at udlevere regnskaberne til gennemsyn og indkasserede en fyreseddel. Et nyt album skulle derfor af finansielle grunde ikke koste mere end strengt nødvendigt, betingelser Grateful Dead formåede at gøre til en kunstnerisk fordel.

Den ene af de to trommeslagere i gruppen, Bill Kreutzmann, forklarede i et interview, at ‘Workingman’s Dead’ handlede om at finde ind til selve sangenes substans med de psykedeliske rødder i behold, og at ‘American Beauty’, der udkom små fem måneder senere, mere fokuserede på at udvide det harmoniske landskab, der kunne forfine sangskrivningen. Det er faktisk en præcis og dækkende forklaring af den proces, Grateful Dead gennemlevede i den periode.

Både publikum og kritikerne var begejstrede for ‘Workingman’s Dead’, der af det toneangivende musik- og kulturtidsskrift Rolling Stone’s læsere blev kåret til ‘Årets album’ foran Crosby, Stills, Nash & Youngs ‘Deja Vu’ og ‘Moondance’ af irske Van Morrison. Det fortæller faktisk en del om vinderpladens kvaliteter i et mildest talt stærkt konkurrencefelt. Sande Grateful Dead afficionados kan den 10. juli se frem til en tredobbelt 50 års jubilæums-cd, som altid grundige Rhino Records står bag. Ud over en nyligt remastered udgave af albummet bydes der på to bonus discs, der indeholder en koncert i fuld længde optaget den 21. februar 1971 i Capitol Theater, Port Chester, New York. Nævnes bør det også, at Grateful Deads oprindelige bassist Phil Lesh fyldte 80 år i marts måned 2020.

Der må kippes med flaget og ønskes tillykke med de fem årtier til ‘Workingman’s Dead’ en ægte og slidstærk klassiker i amerikansk rock, der trods skønshedsfejl og lidt roderi hist og her er ældet med ynde inklusive rynkerne i panden. Hvad der ikke helt leveres i musikalsk og harmonisk perfektion opvejes til gengæld i righoldigt mål af glimrende sange og autensitet. I princippet er det jo så rigeligt og nogle gange mere til.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.