Den molprægede og mandolinbårne ‘Losing My Religion’, der ifølge Michael Stipe blandt andet handler om ugengældt kærlighed og romantisk besættelse, banede som single og video knap fire uger før vejen for R.E.M’s syvende studiealbum ‘Out Of Time’, der udkom den 12. marts 1991. Yderligere tre succesrige singler fulgte frem mod november samme år: ‘Shiny Happy People’, ‘Near Wild Heaven’ og ‘Radio Song’.
Alle gode gange syv for kvartetten fra Athens, Georgia, må konklusionen have lydt, da ‘Out Of Time’ endte med at sælge over 18 mio eksemplarer globalt set og tog ophold i flere år på de britiske og amerikanske hitlister. Det blev til tre Grammyer i starten af 1992, hvoraf de to gik til ‘Losing My Religion’, der også i Danmark opnåede status af veritabel landeplage.
R.E.M udviklede og forfinede med ‘Out Of Time’ deres alternative rocksound, der i mere rå form gennem 80’erne havde skaffet dem et støt stigende publikum især hos amerikanske collegestuderende kulminerende med forgængeren ‘Green’ fra november 1988, en betydelig kunstnerisk som kommerciel satsning der banede vejen for ‘Out Of Time’ 1991-92, hvorefter gruppen blev et ‘household name’ i det meste af verden.
‘Out Of Time’ er et konglomerat af alternativ rock, folk og stærkt iørefaldende popmelodier tilsat en anelse country og lette strejf af klassisk musik på arrangementssiden, der ligeledes kom til at præge efterfølgeren ‘Automatic for The People’ i 1992.
Bill Berry (trommer), Peter Buck (diverse elektriske og akustiske guitarer plus mandolin), bassisten og keyboardspilleren Mike Mills samt forsangeren Michael Stipe havde fat i holdbart materiale af høj høj kvalitet under den kollektive sangskrivningsproces, der resulterede i 11 slidstærke skæringer på syveren med dens grundstemning af let klagende melankoli tilsat ironi og weltschmerz her og der.
‘The World is collapsing Around our Ears’, lyder den indledende linje i åbningsnummeret ‘Radio Song’, en profeti der virker svært ildevarslende anno 2020-21, hvor verden vånder sig i krampetrækninger fra den allestedsnærværende Covid-19 pandemi. For 30 år siden så det politiske og geografiske perspektiv dog radikalt anderledes ud post Murens fald, Sovjetunionens begyndende kollaps, Golfkrigens Operation Desert Storm og præ borgerkrigene på Balkan, mens R.E.M solede sig i opgangstider med en udgivelse af lutter ‘Radio Song(s)’ som perler på en snor’.
Som så mange i min generation, der aldersmæssigt satte kurs mod slut 20’erne og start 30’erne, trallede jeg med på ‘Losing My Religion’, den bevidst lalleglade ‘Shiny Happy People’ og førnævnte ‘Radio Song’ med indlagt rap fra KRS-One’, mens jeg bedrev lokal journalistik i Aabenraa og omegn, spillede musikerjobs i Jylland og på Fyn med diverse band samt bællede mig stiv i det lokale natteliv, der ikke sjældent havde ‘Out Of Time’ på anlægget.
Med tiden vandt sange som ‘Near Wild Heaven’, ‘Half A World Away’, ‘Texarkana’ og ‘Country Feedback’ stigende indpas i min bevidsthed, efterhånden som jeg fordybede mig i pladens indhold, og et nylig genlyt i anledning af jubilæet afslørede, at det faktisk gælder for samtlige numre med hver deres unikke islæt.
Stort tillykke med de 30 sæsoner til ‘Out Of Time’, der blev millioner af nye og gamle fans lydspor til start 90’ernes omvæltninger mod en ny verdensorden, mens den gamle og tilhørende ideologier samt systemer blev skyllet væk som ramt af en tsunami. R.E.M’s vederkvægende kompositioner gav for mange mening i en periode, hvor ens mentale kompasnål søgte andre kursretninger på det personlige og politiske plan. Næppe alle var ‘Shiny Happy People’ i hele åbningstiden uden ‘at tabe deres religion’ ‘Half A World Away’, men mindre kunne vel også gøre det.
BONUSINFO:
I 2011 gik R.E.M. i opløsning efter 15 album på 31 år – og efter et pladesalg på over 85 millioner. Sidste studiealbum blev albummet “Collapse Into Now” fra samme år. ”Out of Time” blev I forbindelse med dets 25 års jubilæum udgivet på 3CD/3LP med masser af bonusmateriale.
Guitarist Peter Buck har både før og efter været den mest aktive i flere musikalske sammenhænge – og han har siden opløsningen været en del af diverse andre band og duo sammenhænge, ligesom han har udgivet solo album. Alt i alt har han rent faktisk ifølge Discogs igennem sin karriere haft aktier i mere end 1000 udgivelse.
Michael Stipe har der derimod været mere stille om på musikfronten, hvor han bortset fra et par gæsteoptrædener hist og her – først i 2019 gav lyd fra sig igen – med en single ”Your Caprious Soul” i eget navn – og sidste år kom så singlerne ”Drive to the Ocean” og ”No Time For Love Like Now”. Alle tre sange, der viser at han bestemt ikke har tabt hverken tråd, nerve eller gnist – og altså på ingen måde er “out of time””.
