Flere billetter frigivet til Tønder Festivals koncertrække

”Helt uhørt er der lige nu ledige billetter til en Niels Hausgaard koncert”

Fotograf: Brian Selander

Tønder Festival måtte som så mange andre opgive at gennemføre årets festival. Den skulle være afviklet i denne uge fra torsdag til søndag. I stedet kan man nu mødes og opleve musikken og fællesskabet ved en række koncerter i Schweizerhalle – Tønder Kulturhus. Her er der også mulighed for at fornemme festivalånden og stemningen i den lille “Circle City”, der er sat op for at sikre hyggen med god mad og drikke, merch- og musiksalg, og selvfølgelig live musik. De glimrende lokale artister Kasper Buch og Mallemuk optræder f.eks. her henholdsvis onsdag og torsdag. Så festival eller ej – det summer af sammenhold og ‘hand made music’ i Tønder.

Og så er det noget så sjældent som en international buket af artister, som til enhver tid ville stå med store bogstaver i et normalt Tønder Festival program, der præsenteres fra den 26. til den 29. august.

Flere af disse koncerter var meldt udsolgte, men efter seneste lempelser er der nu frigivet flere billetter, således at der kan være 500 tilskuere pr. koncert i Schweizerhalle. Det betyder at der blandt andet lige nu – i skrivende stund – er ledige billetter til en koncert med Niels Hausgaard. Han er ellers kendt for at kunne melde UDSOLGT – inden han næsten selv er begyndt at tænke på at stemme sin guitar og sætte et nyt show op.  Lørdag den 28. august kan han opleves i Tønder, og med i den oplevelse får man endda også canadiske Deep Dark Woods i pakken.

Også de andre dage er der internationale topnavne på programmet, som det ganske eksklusivt i disse stadig mærkelige tider er lykkedes at få til at kigge forbi Danmark.

Programmet er som følger:

Torsdag 26. august – Mary Gauthier (US) + Watkins Family Hour (US)

Fredag 27. august – Delgres (F), Michael McGoldrick, John McCusker & John Doyle ((SCO/IRL/ENG)

Lørdag 28. august – Niels Hausgaard + The Deep Dark Woods (CA)

Søndag 29. august – Kira Skov sings Billie Holiday + Dylan LeBlanc (US)

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.