Det danske americana band Barrow – der har to album bag sig – og er centreret omkring sanger og sangskriver Mikkel Bøggild (Ester Brohus, Mike Andersen m.fl) – har i dag på Bossens 70 års fødselsdag udsendt en video med deres dybfølte og ærlige fortolkning af ”My Hometown”. I den forbindelse bringer vi her anden del af vores interview med Mikkel Bøggild om hans begejstring for og inspiration fra Bruce Springsteen.
På de to Barrow album fra 2013 og 2017 har man momentvis kunne fornemme inspirationen fra Springsteen – ikke mindst på fremragende numre som ”The King Returns”, ”In the Wink of an Eye” og ”Julia Wants to Take Me Home” og ”Along the Way”. Har du undervejs været bange for at inspirationen blev for tydelig eller dominerende?
”Jeg tror, at jeg altid har haft en tro på, at man er et produkt af det, man har lyttet til – og hører man inspirationen, så står jeg meget gerne ved det. På “The King Returns” og “Along the Way” har vi helt bevidst brugt kombinationen af flygel og klokkespil, ligesom på de tidlige Springsteen-plader. Men det er for mig generelt en stor påvirkning fra Roy Bittan, som også har lagt soundtrack til en stor del af min barndom med alt hans klaverarbejde på Dire Straits’ “Making Movies”. Han er en stor musiker, og man skal generelt ikke glemme, at meget af lyden, vi forbinder med Bruce Springsteen, også kommer fra nogle meget karakteristiske mennesker i E Street Band. Max Weinberg, Little Steven, Roy Bittan, Nils Lofgren osv. ”
Jeres nyeste single ”Superheroes” har også visse referencer til ”No Surrender” (også fra ”Born In the USA” albummet). Var det et bevidst valg (en skjult hyldest) – eller var det bare noget der opstod mere eller mindre tilfældigt?
”Det er i hvert fald ikke tilsigtet – men jeg kan godt høre det, når du siger det. Men jeg tror, at jeg for tiden lader mig meget inspirere af Springsteen på den måde, at jeg i højere grad prøver at skrive sange, som kan være stærke og alvorlige, men som man ikke nødvendigvis behøver at sidde stille til. Der er noget virkeligt stærkt i at synge store rocksange med hele sit band, og skrue op for lyden og tempoet – men stadig have en god historie og et budskab for dem, der lytter.”
Nu har I så udsendt “My Hometown”. Hvad er planerne herefter for Barrow?
”Vi har alle i bandet haft ret meget optur over at spille i samme rum, og gå efter et komplet take, med vokal og det hele. Og indspille uden hovedtelefoner, så vi fornemmer hinanden i rummet. Og det kom også bag på mig hvor hurtige, vi er til at finde hinanden og arrangere. Så jeg tror, at opskriften for næste album er, at samle gode sange, og lave helt komplette takes, med et minimum af dubs. Men det er nok også bare et udtryk for, hvor vi er nu. Vi er vokset som band, jeg er vokset som sanger. Vi er nået til et sted, hvor vi kan gøre det på den måde – så undskyldningerne for ikke at gøre det sådan er bare sluppet op.”
