Dette bandnavn er om noget, så ganske sigende og indrammende for det du mødes af på øregangen, når A Circle Of Friends først spiller op til fest, fordragelighed og fortrøstning.
A Circle Of Friends kendte hver især hinanden fra diverse forskellige sammenhænge, men blev primært bragt sammen af kærligheden til den organiske, håndlavede musik, den fortællende sangskrivning, de delikate vokalharmonier og americana genrens direkte kommunikation.
I de sidste par år har A Circle Of Friends bygget deres ry op på den danske livescene, og her har de opnået bred respekt for deres ærlige og sympatiske tilgang til kunsten at formidle musik. Deres musik er som skabt til bevægelse for både krop og sind. De har allerede udsendt et par personlige fortolkninger af andres numre, der fint har afspejlet deres tilgang til musikken, som en evigt levende organisme. De amerikanske rødder er måske nok den primære inspiration, men de danske rødder vokser utvivlsomt også i bandet.
De kombinerer med stor naturlighed rollen som et upcoming act med en del års erfaring. Fra forsanger Alex Nyborg Madsen, der for generationer har fungeret som musikkens talerør, forlængede arm og bankende hjerte på landsdækkende radio, samtidig med at han sideløbende har været en del af bands som Sing Sing Sing, Savage Affair, Harlot m.fl. og til resten af line-up’et – der er en lidt yngre flok af musikere – som alle har foldet sig ud i forskellige sammenhænge på især roots og americana scenen.
De to kvindelige medlemmer af ACOF, Thea Damgaard ( double bass, banjo, vocals ) og Julie Krogsbøll ( violin, double bass, vocals ) kan nærmest kaldes musikalske pilgrimme, når man ser på deres metier med at rejse, bo og spille musik i Irland, U.S.A. og Canada og drikke direkte af inspirationens brønd.
Resten af bandet består af Morten Overgaard ( trommer, percussion, vocal ), Asger Søgaard Hajslund ( guitars, dobro, mandolin, banjo ) og Emil Meinild ( guitars, dobro, mandolin, banjo ), der har oparbejdet deres erfaring i forskellige sammenhænge og bands i flere forskellige genrer.
De har netop udsendt en helt ny single, der er skrevet af Alex Nyborg Madsen og Asger Søgaard Hajslund. Singlen Not Alone On The Floor er en rørende fejring af venskab og at være der, når de svære tider strammer til og svære beslutninger skal træffes.
Den ganske iørefaldende americana/alt-folk-sang blev skrevet til en ven, der kæmper med alkoholisme, og som endelig holdt op med at lyve for sig selv og besluttede at genvinde kontrollen over sit eget liv. Samtidig er den også tænkt, som støtte til alle, der kæmper, og til vennerne, der står ved siden af, mens de danser med deres egne dæmoner.
En smuk tanke, en sjælfuld og vennesæl single, som de næppe kommer til at stå alene med når de senere på året gæster en række stærkt anbefalelsesværdige festivaler – Skagen Festival den 2. juli, Wickmann Festival i Nykøbing F den 29. juli og Nashville Nights International Songwriter Festival i Odense den 15. september – inden de gør klar til en større spillestedsturne i efteråret, hvor man også kan forvente at debutalbummet bedre sent end aldrig udsendes.