Som Dan Turell fastslog allerede i 1978 i glansnummeret “For meget, mand”: ‘Det er ikke let at være nogen’! Heller ikke at være medlem af ibens eller for den sags skyld fan eller følger af bandet. Ofte står man efterladt på perronen med en underligt uforløst følelse af Ølstykke i november. Bandet har i hvert fald uofficiel danmarksrekord i opløsninger og genforeninger for åbent tæppe. Nu er det, som vi skrev i går,  sket igen.

I den anledning har Side 33 taget en snak med bandets bassist Henrik Marstal, der uden skygger af tvivl har været med til at sætte markante spor i den samlede musikalske særegne udtryk, som ibens er kendt og anerkendt for. Han sidder i dag noget uforløst tilbage, men med åben dør, og kan tænke tilbage på dengang han opdagede, at selveste Kim Larsen rent faktisk kendte ibens og personligt gav dem sin uforbeholdne ros på sin helt egen facon.

INTERVIEW

SIDE 33 – Det er i dag meldt ud at Ibens er opløst – og så lige her i et jubilæumsår, hvor I ellers havde givet udtryk for at der var en del planer i støbeskeen. Årsagen angives til at være at Carsten Lykke gerne vil fortsætte som solist.

Sidder du lige nu tilbage og er lige så skuffet, som alle landets mange loyale ibens fans sikkert er det i dag?

Henrik Marstal – ”Jeg er i hvert fald temmelig uforløst inden i, fordi det ikke er min beslutning, at vi stopper. Det er virkelig frustrerende! “

“Jeg havde gerne havde set, at vi havde spillet meget mere sammen og lavet flere albums.”

SIDE 33 – I vores interview i forbindelse med udgivelsen af ”Cocio & beton” stillede jeg følgende spørgsmål: “HVIS du nu til jeres ”sølvbryllupsalbum” skulle skrive en sang om Carsten med en tilsvarende spørgende indgangsvinkel som han bruger på – ”Hvorfor bliver folk så sure på dig, Henrik?” – hvad tænker du så arbejdstitlen på nummeret skulle være?

Og hertil svarede du: ”Lige siden ibens’ allerspædeste tid sammen har Carsten brugt mange, mange timer på at overveje, om ibens skulle opløses. Derfor skulle mit bud på en sådan sang hedde:

“Hvordan går det så med den opløsning, Carsten?”

Fik du egentligt skrevet den sang, og var det i virkeligheden måske den der har udløst den aktuelle opløsning?

Henrik Marstal – ”Ha-ha, nej, jeg har faktisk ikke tænkt så meget på det svar, jeg dengang gav. Men det er sandt, at Carsten vel altid har været i tvivl om, hvorvidt han overhovedet skulle spille i band i forhold til at være solist. Det har vi andre to ikke – vi har altid haft en stærk bandidentitet, og det er måske den mest afgørende forskel, der nu har udmøntet sig mellem Carsten og os.”

Side 33 – Trækker du nu igen i Svenske Uniformer eller hvad består den musikalske dagsorden for dig nu af, i et år hvor ibens ellers skulle have markeret 25-års jubilæet for debutalbummet og et nyt Ibens album skulle være luftet? 

Henrik Marstal – ”Svenske Uniformer var et bevidst kortlivet engangsprojekt, så mine musikalske dagsordener går i lidt andre retninger. Jeg vil godt have lov til at holde mine eventuelle planer for mig selv lidt endnu, men jeg har i hvert fald lyst til at spille meget mere.”

SIDE 33 – Hvor langt var i processen med et nyt album? 

Henrik Marstal – ”Hvor ’carstenshenrikskristians’ var et udpræget kollektivt album med næsten alle sange skrevet i fællesskab, var det lige omvendt på ’Cocio & beton’, blandt andet fordi coronakrisen i 2020 – altså før vaccinerne – helt umuliggjorde, at vi kunne mødes fysisk.

Vi havde talt om, at vi gerne ville tilbage til metoden med at lave et kollektivt album igen, men nåede aldrig at komme i gang. Så der ligger ikke uudgivet materiale på en hemmelig harddisk noget sted. Dog havde vi en enkelt sang liggende, som vi havde lavet på bestilling til et tv-show med Huxi Bachs i 2019. Den havde vi planlagt at indspille – men nu må man nøjes med at høre den på DR’s hjemmeside, tror jeg.”

Side 33 – Ved du om der fra pladeselskabets side alligevel bliver en markering af debutalbummets jubilæum – og om der evt. er planer om et genoptryk af LP-udgaven (fra 2017), som jo i dag er blevet et samleobjekt?

Henrik Marstal – ”Jeg har ikke selv hørt om noget, men derfor kan det jo godt være i gang. Men jubilæet er måske en anledning til at genoptrykke alle de fire albums, der hidtil er kommet på vinyl – altså både ibens, Ufornuft, carstenshenrikskristians og Cocio & beton – da de alle er udsolgte.”

SIDE 33 – Hvis du skal se tilbage på de 25 år med ibens, hvad fremstår så som de absolut største højdepunkter – og hvad har tilsvarende været det mest triste kapitel?

Henrik Marstal –

” Jeg mødte engang Kim Larsen i forbindelse med min bog ’Alt hvad musikken kan – samtaler om musik og liv’ (2002). Det viste sig, at ibens havde mindet ham om The Kinks, som de lød i deres allerførste tid i 1964 – og det var ment som en ros. Og det sidste, han overhovedet sagde, før han gik, var: “Hils Carsten Lykke“. Det syntes jeg var ret stort.

“Det var også et højdepunkt at opleve virakken oven på ’carstenhenrikskristians’, fordi vi fik vist, at vi virkelig kunne lave nye sange og være et nutidigt band, der endda fik både god airplay og kanonanmeldelser.

Det mest triste har ikke været, at vores karriere altid har mindet om en hjertestarter med tændingsproblemer – men derimod, at vi har haft så svært ved at finde det samme trit.

Der har altid været sten i skoen i den henseende, og det var der også længe før vi overhovedet udgav noget. Det er vi aldrig kommet fri af. Det er trist, men det er måske også den omstændighed, der i virkeligheden har givet os alt.”

SIDE 33 – I har før været opløst – og siden genforenet. Tænker du at det kan ske igen eller er dette det endegyldige punktum?

Henrik Marstal –

”Vi har ganske rigtigt uofficiel danmarksrekord i opløsninger og genforeninger. Men det korte svar er: Det aner jeg ikke. Det er sådan set også det lange svar”