I dag fylder Agnetha Fältskog rund og selvfølgelig verdenskendt for sit medlemsskab af den svenske popsensation ABBA i 70’erne og starten af 80’erne, som det lyse element visuelt set.
Men Fältskog havde allerede gang i sangerindekarrieren i Sverige fra midten af 60’erne og lå som teenager nr. 1 på Svensktoppen i 1967 med ‘Jeg var så kär’, som hun selv havde bidraget til. Senere jobbede hun som kontorelev og omstillingsdame, uden at musikken dog gav slip. Fältskog fortsatte med at skrive sange blandt andet ‘Om tårar vore guld’ i 1969, og her kommer der en dansk vinkel på historien.
Susanne Lana fik forstærket eget gennembrud med en dansk version i 1971, ‘Hvis tårer var guld’, og en mand ved navn Per Hviid påstod, at Fältskog måtte være inspireret af et nummer, han stod for. Men det stammede tilbage fra ca. 1950, hvor hun var et lille barn, så det kom der ikke meget ud af rent juridisk.
I 1969 mødte hun den senere nøgleperson i ABBA, Björn Ulvaeus, i forbindelse med et tv-program, og mens Lana hittede på Dansktoppen med tåresangen, blev Agnetha gift med Bjørn i sommeren 1971. Før dannelsen af ABBA året efter nåede Agnetha Fältskog at medvirke som Magdalena i musicalen ‘Jesus Christ Superstar’.
Ulvaeus/Fältskog parret slog sammen med Anni-Frid Lyngstad (den mørke) og Benny Anderson internationalt igennem som ABBA efter sejren med ‘Waterloo’ under Eurovision Song Contest i 1974. Resten er som bekendt historie, og gigahit på gigahit fulgte frem til den officielle opløsning i 1982. Otte gyldne år grundlagt på popmusikalsk håndværk af højeste niveau, perfekt og dybt professionel iscenesættelse af brandet ABBA med de to kvindelige sangerinder som blikfang og vokalt midtpunkt.
Her sniger en lille smule bekendelseslitteratur sig ind; jeg var som knægt i Aabenraa håbløst in love med Agnetha og Anni-Frid i al deres glamour, skønhed, dygtighed og uopnåelighed – dog over tid mest i blonde Agnetha. Sværmeriet tog til, mens jeg skrålede med til de hitspækkede albums, der spinnede fra grammofonen i det store drengekammer i vores forstadsvilla på Jørgensgård, og spillede imaginære sprøde harmonier på en legetøjsguitar designet i træ vistnok af min tre et halvt år ældre storebror, der samtidig fordybede sig i Led Zeppelin og The Jimi Hendrix Experience.
Den slags har det (heldigvis) med at gå over, jeg fandt rocken for alvor, og efter den svenske eksportsucces’ opløsning udgav Fältskog tre engelsksprogede lp’er uden at opnå tilsvarende gennemslagskraft. Dernæst en del års tavshed fra Fältskogs side, som blev brudt med nyt materiale i 2004 og 2013.
De senere år har Agnetha Fältskog, som blev skilt fra Ulvaeus i 1980, vist sig mere i offentligheden end normalt: Hun har ellers haft ry for at være decideret sky, men udgav i slutningen af 90’erne sine erindringer i bogform.
Objektet for ens puerile sværmerier bliver jo ældre som en selv – tillykke med dagen Agnetha, tak for sangene og undskyld min påtrængende distanceforelske i det sønderjyske.
