Afbud fra Arlo Guthrie til Tønder Festival

”Til gengæld kommer Cedric Burnside, Cohen hyldestkoncert, Mary Gauthier m.fl.”

Fotograf: Frank Nielsen

Her ugen efter at Roskilde Festival kunne offentliggøre at et at de senere års største succeser på Tønder FestivalenTyler Childers – bliver en del af deres jubilæums program sammen med den moderne country-pop dronning Kacey Musgraves (hvis honorar sandsynligvis ligger på det samlede budget for hele Tønder Festivalen) – ja , så kommer sidstnævnte i dag ud med otte gode nyheder og en dårlig.

Den dårlige først – Arlo Guthrie – har meldt afbud – begrundelsen er ikke oplyst. Til gengæld har programmet fået tilføjet et andet navn, med stærke musikalske gener. Cedric Burnside – barnebarn til navnkundige R.L. Burnside – kommer og byder på en rå omgang North-Mississippi-blues. Side 33 så ham sidste år på ALICE cph, og kan love at der er noget at glæde sig til – hvis man altså har en blå tone i livet.  

Derudover vender et par meget populære damer på de kanter – Mary Gauthier og Irish Mythen – tilbage til festivalen. To artister der rummer både humoren og alvoren, og som har så meget personlighed og så meget at give, at det virker fornuftigt at hive dem til grænsen igen.  

Det er mildt sagt en anden fest, der opstår når skotske Red Hot Chilli Pipers byder på hæsblæsende coverversioner af rock- og popklassikere udsat for sækkepiber og rockbacking. Ærlig talt – det er vel nok det værste denne skribent endnu har lagt ører til på en Tønder Festival . Men det var der så tusindvis der var ret uenige med mig i , da de så Red Hot Chilli Pipers på Open Air scenen dengang i 2017 . De havde en fest – og så kunne jeg sådan set gå og hænge lige så meget med sækkepiben, som det passede mig.

Skal man høre cover versioner, så er der heldigvis også andre muligheder – ikke mindst med hyldeskoncerten til Leonard Cohen, som også er kommet på plakaten – med solisterne Mike Andersen, Bjørn Fjæstad, Steen Jørgensen, Claus Hempler, Sara Indrio og Signe Svendsen akkompagneret af et dream-team af et orkester med Palle Hjort, Lars Skjærbæk, Troels Skjærbæk, og Mads Andersen.     

Sidste tilføjelser til året line up er i denne omgang Saint Sister fra Irland, Còig fra Canada, og Blazin’ Fiddles fra Skotland – og her lyder især Saint Sister, som en duo man lige skal gøre sig den tjeneste at tjekke lidt nærmere ud. Maybe the Next Big Thing?

Samlet ser feltet til Tønder Festival 2020 foreløbig nu således ud:

John Prine (USA), Keb’ Mo’ (USA), Ryan Bingham (USA), Lars Lilholt Band (DK), Blind Boy Paxton (USA), The Secret Sisters (USA), Michael McGoldrick: Fused 20th (UK), Teitur (FO), Christopher Paul Stelling (USA), The Henry Girls (IRL), Lula Wiles (USA), Cara Dillon (IRL), Claus Hempler (DK), Hans Theessink & Knud Møller (NL, DK), Amythyst Kiah (USA), The Once (CAN), Sean Rowe (USA), Blue Rose Code (SCO), Friel Sisters (SCO), Mo Kenney (CAN), Mike Elrington (AUS), Jeffrey Martin (USA), The Small Glories (CAN), Ida Gard (DK), Birds of Chicago (USA), Del Barber (CAN), Hogslop String Band (USA), Kira Skov (DK), Red Hot Chilli Pipers (SCO), Mary Gauthier (USA), Irish Mythen (IRL), Saint Sister (IRL), Cedric Burnside (USA), Còig (CAN), Cohen Hyldestkoncert (DK), Blazin’ Fiddles (SCO).

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.