Første gang Alan Doyle gjorde indtryk på et dansk publikum var som forsanger i Great Big Sea, der fra 1993 og årtiet ud i den grad etablerede sig som et markant nyt folkrock band på den internationale scene, og i hjemlandet var de i de år på Top-20 listen over de mest sælgende artister.
Alan Doyle var en af de karismatiske sangere – fuld af både energi og inderlighed, og en evne til at sætte de ofte traditionsbundne sange i nye rammer. Men Great Big Sea har mere eller mindre været parkeret siden deres 20-års jubilæums tour i 2013. Til gengæld er Alan Doyle sprunget ud som solist, og har udgivet fire fuldlængdealbum og senest sidste år en EP.
Her er han trådt i karakter som både sangskriver og sangskriver, selvom han dog stadig bygger på en stolt og lang musiktradition, ikke mindst fra hjemstavnen på Newfoundland. Det har givet genlyd, også hos vores egen danske roots-rock stjerne Jacob Dinesen, der tidligere i et interview med undertegnede fremhævede netop Doyle som en af sine tidlige inspirationskilder.
Foruden at have en fabelagtig og kraftfuld stemme, så mestrer Alan Doyle både guitar, mandolin, banjo og det græske strengeinstrument bouzouki. Han er den slags medrivende entertainer og performer, der altid kommer ud over scenen, og magter både det kraftfulde, det inderlige og det man møder på vejen ind imellem.
Sammen med sit band var han senest med stor succes på en større Danmarksturnéen i 2019, og nu vender han tilbage med endnu en tour, der kommer forbi hele seks spillesteder i dagene fra 17. – 22. november.
Denne gang har han desuden et regulært es med i ærmet som supportnavn. Han har nemlig taget sin gode ven og kollega Matt Andersen med. Matt Andersen er en erfaren og uovertruffen sjælfuld blues- og roots orienteret sanger, der alene med sin betagende og store stemme kan tryllebinde et publikum. Derudover er han en fabelagtig sangskriver og storyteller, der leverer den slags sange, man bare automatisk får lyst til at vende tilbage til. Det har han bevist på mere end en håndfuld soloalbum, senest “House to House”, der udkom tidligere på året.
Der er således garanteret ‘dobbelt up’ på rodfyldt musikalsk verdensklasse fra Greve til Odense, via Sønderborg, Herning, Ålborg og Esbjerg. Hverken mere eller mindre.