Tiden er inde til den tredje udgave af Side33s ”Album Walk and Talk”.  Noget vi har valgt at lave lejlighedsvis, og som i alt sin enkelthed går ud på at lade den gode musik vandre fra den ene musiker til den næste i forbindelse med et interview. For musikkens veje er uransagelige – vandrer fra hånd til hånd – og fra mund til mund. Musik er en fællesnævner for det enkelte individ.  

Side 33 medbringer et signeret album fra kunstneren før, overdrager det til den næste i interview rækken og får så et album med retur. Denne gang medbragte vi Signe Svendsen nyeste album ”Det Forlyder” med til Bo Evers, der kvitterede med sit ”Stiv og blød” album, og efterfølgende nedenstående interview.

Stedet vi mødtes, var i Kulturhuset på Islandsbrygge i lørdags, hvor alt var udsolgt. De ca. 300 mennesker, der fyldte salen kunne vælge mellem siddepladser tættest på scenen eller stå pladser længere bagude. Med et glimt i øjet går Bo Evers alene på scenen, og efter et enkelt solonummer kommer resten af bandet, der består af Anders Nilou (guitar) Rasmus Rude (guitar), Emil Rude (kontrabas), samt Jesper Pyskow (trommer, keys) – på scenen.

Bo Evers musik og tekster er en håndgribelig fornøjelse – musikstilen er Jazz og verdens orienteret folk med en snert af pop, og det svinger noget så godt sammen. Bo Evers tekster har en meget special tilgang til det danske sprog, han forstår at bruge det i sine tekster på en moderne måde, der gør at man spærre sine sanser op. Sproget er på en gang unikt og ungdommeligt samtidig med at det ofte har en dristig og dybdeborende pointe eller vinkel fra det virkelige – til tider dødsyge – liv.

Publikum i salen hyggede sig, og de kunne nyde et tæt sammenspillet band og den afslappende stemning, der blev sendt ned fra scenen, sammen med de iørefaldende sange og pletvise flotte soloer. Jesper Pyskow kom i slutningen af andet sæt op af sin tromme stol og gav stående en anderledes, syngende opsang på et udefinerbart sprog, med grimmaser der ikke kan købes for penge. Flot og finurligt fremført. 

INTERVIEW MED BO EVERS

SIDE 33 – Inspirationen til det sprog du bruger i dine sange, hvor kommer det fra?

”Jeg bestræber mig virkelig på at bruge så hverdagsagtigt et sprog som overhovedet muligt. Alt det vigtigste, mest følsomme eller det sjoveste kan som regel siges med meget simple ord: “Jeg elsker dig”, “Du ligner lort”, “Pizza nr 13, med ekstra ansjoser”. Hvis man skal ud i omvendte ordstillinger eller mærkelige bøjninger for at få det til at passe, skal man stramme op eller blive lejlighedssangsskriver. Eller gemme det i produktion eller melodi.

Min inspiration kommer ikke altid af sig selv. Jeg kan være heldig at støde på inspirerende situationer, mennesker, sætninger eller melodier, men ofte skal inspirationen og de gode ideer også jages, forfølges og fanges. Og det bedste udgangspunkt for en god sang er en god ide. Så der er klart et element af ideudvikling over sangskrivningsprocessen. Det kan starte et sted og ende et helt andet. På den ene side kan man blive en bedre “håndværksmæssig” sangskriver, af at have været igennem processen flere gange, men som udgangspunkt starter jeg altid helt fra scratch og som total amatør, når der skal laves nyt. Der hjælper bagkataloget ikke, næsten tværtimod, da man kan risikere at komme til at gentage sig selv ved at forelske sig i de samme ideer.”

SIDE 33 – Er der nogensinde folk, der rent faktisk bliver stødt af dine sange?

”Det er der aldrig nogen der har (turde) sige til mig. Så ville jeg også selv virkelig blive stødt. Det handler igen om sproget. Hvis indholdet eller “budskabet” i sangen er reelt, så tror jeg stødende ord eller sætninger, af og til kan være med til at forstærke eller understrege vigtigheden for afsenderen.

Når det virkelig brænder på i livet, taler vi jo heller ikke altid pænt. Og det må gerne brænde lidt på i en sang, hvis der er noget på spil og noget på hjerte. Selvom man synger om kærlighed, behøver sproget ikke være ren flødesovs. Medmindre der er tale om en rendyrket, kvalm teenage-forelskelse, men så skal der fandeme også smøres tykt på før det bliver interessant at være vidne til.

Det er underligt hvor meget stærkere stødende ord kan virke i “rigtige”, melodiøse sange sammenlignet med i hiphop/rap. I hiphop forventes det jo nærmest der siges pik i hver anden sætning, men hvis det synges over en melodi, er radioen bange for at spille det fordi det kan virke stødende. Man sku ha’ været hiphopper.”

SIDE 33 – Føler du dig lidt frasorteret af public service stationerne fordi du rent faktisk tør mene noget i dine tekster?

”Tak for du spørger. Ja, jeg har ofte følt mig frasorteret af radioen, men det gælder vist for 99% af alle aktive musikere. Og det skyldes, efter min bedste overbevisning, at radioen af en eller anden grund, forelsker sig i meget få, meget ens, meget ufarlige kunstnere og efterfølgende så stopfodrer uskyldige lyttere med disse teenageligegyldigheder – sagde den vrede, gamle, mand.

Men hvor ville verden være et smukkere sted, hvis radioen havde nosser (økonomi?) til at vise en bredere side af paletten. Det gælder i øvrigt ikke kun i musikbranchen, men over hele linjen, så længe det er kapitalismen og de frie markedskræfter og laveste fællesnævner, der får lov at diktere samfundsordenen – sagde den eftertænksomme modne mand. Men kom nu radio. Stop jeres paradise-audio-show.

Min første sang der blev “fravalgt” af radioen (efter mit Fred-“gennembrud”) faldt utroligt nok sammen med, at mit samarbejde med et major label sluttede. Det var sangen “Et Dansenummer”. Jeg fik at vide at grunden var, at sangen kunne tolkes til at have homeerotiske undertoner. Den handler om en pige, der elsker at danse så højt, at hun tager til takke med en liderlig stivstikker som dansepartner. Men fordi det er mig der synger den i hendes sted, hører man måske ved første lyt bare en fyr synge “lige nu så danser HAN med mig” i omkvædet og det ville radioen ikke spille. Sangen har heldigvis alligevel fået lov at vise sit værd mange gange efterfølgende til vores koncerter. Det gælder i øvrigt for de fleste af vores livesange, der er publikumsfavoritter, men som radioen aldrig har ville eller turde røre. Det er efterhånden kommet dertil, hvor det er et kvalitetsstempel at lave en sang som radioen ikke vil spille. Husk det derude, kære medmusikanter.”

SIDE 33 – Jeg læste et sted at du har gået på Danmark medie og journalisthøjskole. Er det en uddannelse du bruger nu eller har brugt?

”Jeg elsker sproget og kan godt lide at nørde med det og lege med det, og det var grunden til at jeg tog den uddannelse. Det var virkelig fedt. Jeg arbejder ikke som journalist og har ikke ambitioner om at gøre det. Jeg kunne godt tænke mig at blive musiker en dag.”

Læs resten af vores interview i morgen …………