Australsk fødte Rick Springfield (23.08.49) pladedebuterede tilbage i 1969 – og fik sit første store kommercielle gennembrud i 1981 med sin hook-holdige power-pop-rock, der toppede hitlisterne med ”Jessie’s Girl”. Siden fulgte hits som “I’ve Done Everything For You”, “Don’t Talk to Strangers”, “Affair of the Heart” og “Love Somebody”, der alle gik Top 10 på single hitlisten i USA – ligesom de to album “Working Class Dog” (1981) og “Success Hasn’t Spoiled Me Yet” (1982) begge gik Top 10 på albumhitlisten.
Han var i den grad toppen af poppen i første halvdel af 80’erne, men har siden det glimrende album “Living in Oz” (1984) kommercielt set ikke kunne holde den status siden. Populær har han dog alle dage siden været i brede kredse og han har stadig en større loyal fanskare verden over. Ikke mindst fordi han også har haft større roller i ganske populære og langvarigere TV-serier – og hvad skal vi kalde det – gjort sig grundigt umage i forhold til at pleje sit gode udseende.
I forhold til at udgive musik holdt han en længere albumpause fra 1988 – 1999, men har i dette århundrede udgivet album i en ganske jævn strøm – dog med ret vekslende resultater. Der findes dog bestemt flere anbefalelsesværdige album i rækken, ikke mindst albummet fra sidste år ”The Snake King”, der fremstår som et af karrierens absolut bedste. Det et album der har sammenhængskraft og kant, og musikalsk er der tilsat en klædelig blues-rock feeling undervejs.
Til gengæld er det nye album ”Orchestrating My Life” nok et der vil dele vandene noget mere. Gamle numre og et 60 mands orkester – og lidt markant guitar i front. Et perfect match eller pure madness? Døm selv.
Han træder nu ind i klubben af aldrene stjerner, der i år har rundet 70 år. At tænke sig, at også navne Mark Knopfler, Billy Joel, Lionel Richie, Richard Thompson, Nick Lowe, John Farnham, Daryl Braithwaite, Steve Perry, Hans Williams Jr. og Eddie Money er passeret det hjørne.
Og inden året er omme så er f.eks. Bruce Springsteen (23.09), Lindsey Buckingham (03.10) Lindsey Buckingham, Bonnie Raitt (08.11) Ulf Lundell (20.11), Tom Waits (07.12) og Paul Rodgers (17.12) sørme også med i selvsamme klub.
Heldigvis ved vi, at god musik ikke har nogen aldersgrænse! TILLYKKE til Rick.