Alt er relativt – det gælder også prisuddelinger

”Men en tosset spillemand fik endelig noget velfortjent hæder her i 2021”

Fotograf: PRESSEFOTO

Prisuddelinger indenfor musik har sit eget liv, og er til evig debat. Sådan var det også i år, da en af de største priser indenfor dansk musik – ’Årets Ærespris’ til Danish Music Awards blev uddelt, og givet til den 41-årige popsnedker- og sanger Rasmus Seebach.

Nogle – blandt andre undertegnede – kunne vel nok argumentere for at der rettelig er nogle artister, der over noget længere tid har leveret på et mindst lige så højt, originalt og bredtfavnende niveau. F.eks. Allan Olsen, Lars Lilholt, Hanne Boel eller den efterhånden 83-årige Povl Dissing.

Sidstnævnte har i mere end 60 år som troubadour og spillemand utrætteligt underholdt, udfordret, provokeret, og beriget et stort og loyalt publikum, om det så har været med udgangspunkt i folk, beat, blues, vise- eller salmesang, rock, jazz, verdensmusik, eller spoken-word.

Men det er altså åbenbart ikke nok – selvom det også har resulteret i uopslidelige klassikere som ”25 minutter endnu”, ”Den grimmeste mand i byen”, ”Kvælerslangen”, ”Snehvidekys” eller ”Jeg gør dig rig igen” – for ikke at tale om hans mange evergreen, der blev skabt i de mange år sammen med Benny Andersen. Branchen har åbenbart generelt stadig brug for at placere folk i kasser – så de har nok ‘bare’ placeret ham i folk- og roots kassen – selvom han altså ofte har optrådt helt ‘uden for kategori’. Og er du først kategoriseret som ‘niche’, så du altså ikke tæt på den helt store ‘æres-pris’. Men livet har altid været relativt uretfærdigt, så det der vel ingen grund til at få ‘the blues’ over!

Og intet er så skidt at det ikke er godt for noget, og derfor var det en stor glæde at erfare, at Povl Dissing fik noget velfortjent hæder, da han i år blev det første medlem af den nystartede Hall of Fame for folkroots-musikken. Den d. 27. november 2021 blev han hyldet i forbindelse med Danish Music Awards Roots i Tønder. Her opførte jazzguitaristen Jakob Bro et 25 minutter langt værk – inspireret af Povl Dissings legendariske sang “25 minutter endnu”.

Pressefoto 2021

Dissing var selv til stede, og kunne derfor også høre begrundelse og motivation for medlemskabet af Hall of Fame blive overbragt af tekstforfatter, radiomand mv. Jens Folmer Jepsen, der i øvrigt er i gang med en portrætbog om Povl Dissing.

Det kræver ikke meget researche at konstatere, at Povl Dissing uomtvisteligt har opnået status som en folkekær kunstner, der nok har delt vande undervejs, men som også har ramt flere generationer – og altid med musikken og historierne, som de altafgørende ledetråde.

Det er svært at sige hvornår han har været bedst. For hans præstationer har været så mangfoldige. Personligt betyder langtidsholdbare værker som ”Jeg er en tosset spillemand” (1968), ”6 Elefantskovcikadeviser” (1971), ”Yderst ude” (1980), ”Over adskillige grænser” (1988) og ikke mindst ”That lucky old Sun” (2010) næsten lige meget. De indeholder så meget kraftfuldt og givende hver især, og har på hver sin måde bidraget væsentligt til mit soundtrack her i livet.

At jeg er ikke den eneste, der har det sådan kunne jeg erfare i forbindelse med en lille ‘SoMe dialog’ om emnet med ’netværket’ i forbindelse med prisuddelingen. Der var uden tvivl både følelser og begejstring på spil når snakken gik om den tossede spillemand, og hans meritter og de oplevelser han har givet i årenes løb. Og da ikke ikke mindst da ordene kom fra min gode og skarpe kollega fra Fyns Stiftstidende – journalist og fotograf Simon Staun.

Hans udgangspunkt var ligesom mit albummet ”Jeg er en tosset spillemand”, og så havde han tilmed som barn jævnligt været på ekstraordinært tæt hold af hovedpersonen. Jeg bad ham derfor sætte lidt ord på om hans oplevelser, og om hvad der gør Povl Dissing til en så unik scenefigur herhjemme, og ikke mindst berette lidt om hvorfor det omtalte album slet ikke er så tosset endda, uanset om man går i gymnasiet, er midtvejs i livet eller et helt tredje sted. Læs her hans beretning – eksklusivt for SIDE 33.

Foto fra 2015 : Simon Staun

“Simon Staun og den tossede spillemand, der gik fra Snøvsen”

Der er ingen andre udgivelser, jeg har dyrket med samme begejstring og mængde af grine- og grædeflip som “Jeg er en tosset spillemand” fra 1968.

Jeg kan ikke huske præcis hvornår, jeg hørte albummet eller en af de mesterlige sange derfra første gang. Men jeg må have været 15 år, da jeg købte albummet og forelskede mig hovedkulds i sangene om kvælerslangen, Floobie Doobie Doo og den grimmeste mand i byen. Sidstnævnte blev nærmest min temamelodi som ung bebumset teenager, der fandt trøst i, at jeg måske kun var verdens næstgrimmeste. Fordanskningerne i samarbejde med Beefeaters og Benny Holst er eminente, unikke og aldrig overgået i deres bizarre krydsning mellem børnefabler og traurig voksenblues.

Den episke beretning om de sidste 25 minutter i en mands liv føles som at være med på dødsgangen. Jeg havde albummet med i Kibbutz i 1996, hvor jeg lærte samtlige tekster udenad. Jeg kunne faktisk de fleste allerede, da albummet ofte røg på til gymnasiefester, hvor vi sikkert alle skrålede med på “Lad mig blive noget”.

– Simon Staun
Foto fra 2015 : SImon Staun

Jeg lærte Povl Dissing at kende som barn, da han optrådte sammen med Benny Andersen i en musikforening, mine forældre var en del af.

Jeg husker især, hvordan han efter en koncert kom ind på mit værelse, hvor “Snøvsen” lå på en hylde. Han begyndte at læse op fra bogen, og først mange år senere gik det op for mig, hvor unik godnatlæsning, der var tale om.

Man kan diskutere, om Povl Dissing på albummet synger godt i traditionel forstand. Men det står ikke til diskussion, at man som lytter skal være døv, hvis man ikke bliver ramt af hans desperation, melankoli og nostalgien, der gennemsyrer for eksempel “Tak for gode som onde år”. En af de smukkeste danske bluessange, der nogensinde er sunget. Måske kun overgået af “Jeg tændte ingen sol for dig”, som man kunne lade sig trøste af, når endnu en ung kvinde havde formastet sig til at afvise ens kurmageri. Der er så mange lag i sangene på albummet, at jeg stadig forsøger at skrælle dem af, 30 år efter jeg fik albummet. At spille de forrykte splittergale er en gave, de færreste er forundt. Povl Dissing har med sine glade, tossede, triste, fænomenale, fjantede og uforlignelige sange været spillemanden over dem alle i mit liv.

– Simon Staun
Foto fra 2015 : Simon Staun

PS.:

Et fint eksempel på Povl Dissings bredde, nysgerrighed og ikke mindst dygtighed kunne man også opleve da han i 2010 gæsteoptrådte på Per Vers nummeret “Fri og Fallit”.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.