Amerikansk indie-rock kult-figur er død blot 52 år gammel

”David Berman stod foran turnestart med sit nye projekt Purple Mountains”

Fotograf: PRESSEFOTO

Onsdag døde David Berman – en amerikansk sanger og sangskriver, som mest er kendt som leder af anmelder-darling foretagenet Silver Jews, der blev dannet i 1989 med blandt andre de tidligere Pavement medlemmer Stephen Malkmus og Bob Nastanovich. Gruppen udgav i perioden frem til 2008 – seks roste album – men lukkede ned i 2009, og i den forbindelse udtalte den ellers pressesky Berman – ”I always said we would stop before we got bad. If I continue to record I might accidentally write the answer song to [R.E.M.’s] ‘Shiny Happy People.'”

10 år skulle der gå før han musikalsk igen meldte sig på banen – denne gang med projektet Purple Mountains, hvis debut plade udkom i juni måned. Et fremragende emotionelt americana album, som med overvejende sandsynlighed vil komme til at stå på mange internationale ranglister over årets bedste plader 2019.

Dødsårsagen er ikke nævnt – men ifølge newsweek.com – er hans ven – musikeren Joe Pernice – citeret for at have sendt et tweet, hvor det fremgår at årsagen er selvmord. Berman har tidligere kæmpet med misbrugsproblemer og depression.

Han nåede også at udgive et par bøger – og stod foran en større tour med sit nye projekt. 

Reaktionerne ovenpå hans dødsfald har allerede været mange – og også herhjemme har det gjort indtryk. Ordmanden og musikeren Peter Ole Pedersen fra Elevatørfører og Sweet Pete & the Land Band skrev f.eks. følgende i går på sin facebook profil – 

“Hva fanden! David Berman er død! Måske er det lidt i overkanten med to udråbstegn, for hele omdrejningspunktet i Bermans lyriske og musikalske univers består netop i at glo ned i afgrunden og aflægge en rapport, der får os andre til at grine og tro på livet trods dets åbenlyse absurditet. Krydrer man det med et heftigt stofmisbrug og en lemfældig omgang med likvider, så har man desværre opskriften på en tidlig afgang fra denne verden.

Bermans musik blev for en periode midt i 00’erne noget jeg samledes om med mange af mine bedste venner. Det hele kulminerede i 2006 med live-koncerten på Roskilde Festival. Lyden var ikke noget at skrive hjem om, men Bermans veloplagte sange og hans stærkt spillende countryrockband leverede. Vi elskede det – også selvom Berman eftersigende hadede at spille live. Det er også pladen ’Tanglewood Numbers’ fra den tid, der for mig står tilbage som et album, hvor det hele bare lykkes og går op i en højere enhed, både den kosmiske country fra de mest fejrede af de tidligere plader og den særdeles opperen nedturslyrik, der bare var Bermans varemærke og mesterstykke.

Hvordan kan man eksempelvis lytte til denne kontante passage fra det ellers lystige countryrock-nummer ‘How Can I Love You (If You Won’t Lie Down), uden at få et smil på læben:

“Fast cars, fine ass
These things will pass
And it won’t get more profound”

Det svært, ikke?”

Æret være hans minde! 

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.