ANDY SUMMERS 80 ÅR

"POLICE GUITARIST MED HANG TIL JAZZ, FUSION OG AVANTGARDE"

Fotograf: PRESSEFOTO

Før, under og efter tiden med The Police, en af rockhistoriens største attraktioner i deres velmagtsdage, har Andy Summers taget udfordrende chancer i valg af bands, samarbejdspartnere, stilarter og musikalske udtryk som oftest med et fornemt kunstnerisk udbytte, men ej rent kommercielt. Andrew James Summers er født den 31. december 1942 i Poulton-le-Fylde nær Lancashire i England. Efter flere års klaverundervisning kastede den videbegærlige Summers sig over guitaren, spillede i de lokale klubber i teenageårene og flyttede i en alder af 19 til London i håb om at gøre karriere der.

Han startede som guitarist i rhythm and blues gruppen Zoot Money’s Big Roll Band og lærte som en af de første musikere i miljøet Jimi Hendrix at kende, da han dukkede op i den engelske hovedstad i 1966. Hendrix lånte en guitar af Summers, og resten er historie, som man siger. Summers fortsatte kortvarigt hos Soft Machine og blev en del af Eric Burdon and The Animals i 1968. Bosat i Los Angeles trak Andy Summers stikket som aktivt turnerende og albumindspillende musiker for at studere klassisk guitar og komposition på California State University, Northridge.

Han vendte retur til London i 1973 og turnerede og gik i studiet med navne som Kevin Coyne, Jon Lord, Joan Armatrading, David Essex, Neil Sedaka og Kevin Ayers. Summers afløste The Police oprindelige guitarist Henry Padovani og blev en del af trioen i 1977 sammen med Sting og Stewart Copeland. Summers har bidraget med egne numre til alle fem studiealbums plus en række single B-sider. Flere af de mest iørefaldende er ærgerligt nok alt for oversete i bandets diskografi, og enkelte af dem er decideret besynderlige præget af Summers hang til det jazzede, eksperimenterende og udpræget avantgardistiske.

Førstnævnte kategori tæller Be My Girl/Sally, Deathwish, instrumentalnummeret Regatta de Blanc (med Copeland og Sting) Omegaman (som Sting forhindrede blev en af singlerne fra Ghost In The Machine, 1981) samt Once Upon a Daydream og Murder by Numbers, begge skrevet sammen med Sting, der burde have været inkluderet på Synchronicity (1983), spørges denne signatur. Summers er ophavsmanden til den prægnante guitarfigur i Every Breath You Take, dog uden at blive krediteret herfor. Stings ego i de år er en anelse svær at overse.

Til sidstnævnte kategori hører den mellemøstligt og sært klingende Behind The Camel, som Sting nægtede at lægge bas på, hvilket underligt nok ikke forhindrede nummeret i at vinde en Grammy for Best Rock Instrumental Performance. Prisen for det i særklasse mest udsyrede indslag i Police sammenhæng går ligeledes til Andy Summers for Mother, der hylende og vrængende i skæv syv fjerdedele taktart besynger alle de udfordringer, afsenderen åbenbart har haft med sit moderlige ophav. Her kunne Sting med en vis ret have sat foden ned.

Bredspektret solokarriere

Hos The Police brillerede Summers med effektive soli ekskursioner, opfindsomt og præcist rytmespil, spændende harmoniske akkordforløb og ditto klang skabt ved hjælp af diverse effektpedaler Efter opløsningen af Police i 1984 udsendte Summers to duoalbums med King Crimson guitaristen Robert Fripp, I Advance Masked (1982) og Bewitched (1984). Summers debuterede i eget navn med XYZ (1987), det eneste hvor han selv høres på vokal. Resten af soloudspillene er instrumentale fraset enkelte gæstevokal indslag.

Summers favner stilmæssigt bredt iført egen kasket: Jazz, fusion, rock, latin, bossanova, new age, avantgarde, en anelse electronica, akustisk folk og eksperimenterende indslag af forskelligartet karakter bestemt ikke betegnet for et hitlisteorienteret publikum. Hans soloalbums demonstrerer et virtuost og alsidigt virke som guitarist med en personlig udtryksfuld tone. Summers er i den samlede musikhistoriske kanon, desværre alt for overset på sit instrument, men heldigvis er der rigeligt med godbidder at gå ombord i for lyttere med et åbent og nysgerrigt sind.

Tribute pladerne til Thelonious Monk, Green Chimneys: The Music of Thelonious Monk 1999), og Charles Mingus, Peggy’s Blue Skylight (2000) er fremragende og anbefales varmt. Compilationen The X Tracks (2004) er en fin introduktion til Summers univers, mens Synaesthesia (1995), Metal Dog (2015) og Triboluminescence (2017) nok er hård kost for de fleste. Summers har senest lade høre fra sig med det atmosfærisk afdæmpede Harmonics of the Night i 2021, der vinder ved flere gennemlytninger.

Nyt tribute band – Call the Police

Desuden har Summers indspillet filmmusik til Down and Out in Beverly Hills og Weekend at Bernie’s. Godt ti år efter den midlertidige gendannelse af The Police i 2007-08, der resulterede i en længere verdensturné, er han vendt tilbage til trioens materiale med sit eget Call the Police tribute band, der tæller de brasilianske musikere Rodrigo Santos (bas) og Joao Barone (trommer). Summers er en flittig og dygtig fotograf, der har flere udstillinger og fotobøger at tilføje cv’et.

I 2006 udkom Summers roste selvbiografi One Train Later, og han er stærkt involveret i den seværdige dokumentarfilm Can’t Stand Losing You: Surviving the Police (2012), der bygger på hans fortælling og synsvinkler. Ud over de nævnte har Andy Summers optrådt og indspillet med Sting, Carly Simon, Strontium 90, den tyske komponist Eberhard Schoener og Toni Childs. Når det gælder pristildelinger og udmærkelser, er der også rigeligt at tage af herunder Grammys og en æresdoktor titel. Andy Summers planlagte koncert i Bremen Teater i København den 23. oktober 2022 blev beklageligvis aflyst. Forhåbentlig vender han tilbage – gerne til næste år.

Pressefoto

Aktuel i ny video

For et par uger siden blev nedenstående officielle video udsendt, hvor Andy Summers er den prominente gæst i hovedrollen hos det italienske band 40 FINGERS, der giver det gamle The Police nummer Bring on The Night en ny spændende vinkel.

Leave a Replay

Scroll to Top
Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.