”Sommerdahl” er en populær kriminalserie, hvis anden sæson har premiere den 28.02.21 på TV-2 Charlie.
En sådan serie skal naturligvis have et ordentligt soundtrack – og det har duoen Aske Jacoby & Jeppe Kaas fået til opgave – og løst på forbilledlig vis – se anmeldelse her på siden. To personer der næppe kræver den store præsentation. Aske Jacoby for sit professionelle musikalske virke i over fem årtier, som prisvindende producer, sideman og solist og Jeppe Kaas for sine evner som filmkomponist, der blandt andet har givet hele fem ’Robert’ priser – senest i år i kategorien ”Årets Score” for filmen ”Retfærdighedens ryttere”.
Albummet bliver forhåbentligt ikke det man hører til dette nye spændende samarbejde. I dag udkommer singlen ”Balloon” – og om den skriver vi blandt andet i anmeldelsen:
”Hvad er så det mest opløftende ved albummet? Svaret er helt klart ”Balloon”, der da også er udvalgt som singleudspil. Et nummer, der præsenteres i to versioner. Den ene udgave ”Hvassåder Helsingøøør/Balloon med Anton” med Johan Olsen (Magtens Korridorer, Pligten Kalder) på vokal, Aske Jacoby på guitar og bas, og Kristoffer Sonne på trommer – og så singleudgaven uden Johan Olsen, men med Aske Jacoby selv på lead-vokal og Johan Dalsgaard på keys.
Et gedigent og grundfedt nummer, der i den lange (4.28) og mere garagerockende udgave med Johan Olsen – med ret stor sikkerhed matcher den enkelte scene i serien perfekt – men som – hørt med musikkritiske ører fungerer endnu bedre – grænsende til det perfekte – i den mere skarpskårne klassiske pop/rockede udgave med Aske Jacoby i front.
Et af den slags numre som var hittet ’big time’ i 80’erne om det var udsendt af The Cars eller Rick Springfield eller i 00’erne med f.eks. Matchbox 20 eller Train som afsendere. Det er ”No Shit Sherlock” klassisk rock, af den slags der altid bliver ved at give, og burde give den klassiske rock endnu et hit – også selvom vi skriver 2021 i kalenderen. Singlen fortjener i den grad at få udløst det store potentiale – som bør kunne skabe bred genklang og glæde – og ikke kun hos ”Madsen” på P5.“
Om nummeret har Aske Jacoby selv udtalt:
‘Der er stor frihed i at skulle skrive sange inden for rammen af en bestemt historie, som det for eksempel er tilfældet med rocker’en, ‘BALLOON’ og balladen ‘TRUE LOVE NEVER DIES. Sangene er involverede i mordgåden i starten af den kommende sæson. Jeg havde nok ikke tilladt mig selv at skrive SÅ poppede numre uden den helt konkrete arbejdsbeskrivelse, og det viste sig jo at være MEGA sjovt at gå linen ud.’
Find nummeret hos din foretrukne streaming tjeneste eller via vores spotify playliste med alt det bedste nye danske – “SIDE 33 – ALT GODT – HJEMME”