Det legendariske jamaicanske bas-ikon, Aston ”Family Man” Barrett, døde i går på det samme hospital i USA, hvor Marley tjekkede ud i 1981. Han blev 77 år.
Af Torben Holleufer
Der er historiske momenter, som man husker krystalklart. Som hvor man var, da man lukkede op for tv og så det ene tårn i World Trade Center i brand og et nyt fly så dukkede op. Zap, lige på nethinden, uudsletteligt for altid.
Og så er der de behagelige, hvor hele verden vugger i takt og et sådant havde jeg en sommerdag i 1978 på Dyrskuepladsen, som var et helt unikt år:
Vi havde indtil da siddet på jorden til festivalerne, hvor ingen drømte om at rejse sig op og spærre for udsynet foran den gamle hovedscene. Hvor der kom et kollektivt ”sæt jer ned”, hvis nogen formastede sig til at stå op.
Men lige det år havde festivalen strammet sig an og var røget med på tidens tand og havde anskaffet sig det orange telt, som The Rolling Stones allerede havde turneret med, og som herefter blev den sjællandske festivals vartegn. Så selv om den i programmet stadig hed Store Scene, var Orange Scene i realiteten født som begreb.
Så på den smukke og nye orange scene dukkede Bob Marley and The Wailers op lørdag aften, og med den gestikulerende vævre dansende mand med de lange dreadlocks i front og den kvindelige vokalgruppe, The I-Threes anført af fruen Rita Marley, var hele seancen et orgie i varme farver og gode vibrationer. Og så var der det dyr, der fik det hele til at svinge, og som var brødrene Barrett, der udgjorde den fænomenale rytmesektion og selv om trommeslageren Carlton ”Carlie” Barrett (1950-87) med sin rattlesnake-hihat og artistiske kantslag på lilletrommen er en af reggaeverdenens to giganter – Sly Dunbar fra Sly & Robbie er den anden – var det hans fire år ældre storebror, som vi nærmest omgående kom på fornavn med, for han hed Aston Barrett og havde det tilforladelige tilnavn Family Man. Den lettere korpulente herre med hatten og det lange skæg eksekverede nemlig det tungt duvende pulsslag af en bas, som dannede selve den scene, som Bob Marleys reggaehits dansede på den juniaften.
Det var fuldkommen mageløst, og jeg var 21 år og blot en af mange tusind, som var én stor stort dansende bevægelse, som var som dyr totalt forhekset af domptørerne fra den caribiske østat og deres forunderlige musik og budskaber, som gik lige ind, for som Bob sang, ”don’t give up the fight” og ”stand up for your rights” og har du ingen kvinde, er der heller ikke noget at græde over.
Marleys bandleder
Nu er der så lidt at græde over, men også kun lidt, for selv om Aston ”Family Man” Barrett nu skal omtales i datid, fik, han over sine 77 år på jorden nået så meget. Ja, der er måske endda i reggaemytologi en slags lykke ved, at det lige var 77, som blev antallet af år udmålt på jorden som Jah’s tjener, for de fleste reggaefans husker reggaens ypperligste vokaltrio, Culture, som op til 1977 udgav den berømte skive og sang Two Sevens Clash?
Men den markante bas er altså forstummet, for Family Man har endegyldigt sat sin ikoniske Fender Jazz Bas i stativet og slukket den store Ampeg-forstærker for sidste gang, thi døden kommer til os alle, og skæbnen ville, at den legendariske bassist døde på samme hospital i Miami, hvorfra hans bandleder Bob Marley drog hjem til Zion-bjerget for næsten 43 år siden i 1981. Det er sådan man siger det indenfor rastafaritroen, som de to gamle bandkammerater jo begge tilhørte.
”Family Man” startede ud tidligt på en hjemmelavet bas af affaldstræ og en gardinstang som arm, men det stoppede ham ikke, og han blev fra starten leder af gruppen bag solisterne, som i de oprindelige The Wailers var de tre sangere, Bob Marley (1945-81), Peter Tosh (1944-87) og Bunny Wailer (1947-2021), som egentlig spillede stilen Rocksteady, som fra midt-1960’erne var kraftigt inspireret af den amerikanske soulmusik, som radiostationerne på Jamaica blev tæppebombet med. Men via ska-stilen endte de i reggaeformen med dens meditativt henslængte kvalitet, som passede så perfekt til endeløse sug på piben med ganja, hvor de første plader før de kvindelige korsangere kom med i stedet for Tosh og Wailer, stadig i dag regnes som kultplader, fordi de har en egen rå og upoleret form og simpelthen er reggae skåret ind til benet.
Hør bare legendariske udgivelser som albummet African Herbsman, som egentlig fortrinsvis var en genudgivelse på det lokale Trojan Records af 1971-albummet Soul Revolution II, men som rummer legendariske sange som Small Axe, Duppy Conqueror og Trench Town Rock.
Det var umiddelbart før produceren Chris Blackwell i spidsen for Island Records sørgede for det verdensomspændende gennembrud og fik udgivet mange af de gamle numre i mere strømlinede udgaver, ligesom vokalgruppen I-Threes altså blev blikfang, mens Peter Tosh og Bunny Wailer gik solo.
Utallige indspilninger
Men selv om man især forbinder Aston ”Family Man” Barrett med Bob Marley, er indspilningerne med denne bare en lille brøkdel af de mesterplader, der med forskellige solister på vokal ville have den skæggede bassist med de enorme dreadlocks til at lægge bunden.
Faktisk er det nogle af reggaemusikkens mest berømte sange og album, som indtil lillebror Carlton blev myrdet udenfor sit hjem som bare 36-årig, havde de to som garanter for, at det svingede maksimalt. Blandt de store plader, som Family Man var inde over som musiker eller producer var en hel stribe med Burning Spear, inklusive Marcus Garvey og Augustus Pablo’s berømte dub-eventyr, King Tubby Meets The Rockers Uptown, hvor den anden afdøde gudebassist, Robbie Shakespeare, som var elev af Family Man også i parentes var inde over på et par numre.
Men vi snakker simpelthen hundredvis – hvis ikke tusindvis – af udgivelser som bassist, men han var altså en multiinstrumentalist, som leverede professionelt på alle instrumenter i øvelokalet, når han ikke sad i producerstolen.
I øvrigt er der en lille detalje omkring hans kælenavn, ”Family Man”, som han faktisk fik allerede før han selv fik børn. Men han tog revanche og fik i alt 41 børn, hvoraf en af sønnerne Aston Barrett Jr. i dag er bandleder i den eksisterende udgave af The Wailers, der er uden originale medlemmer.
Det vides ikke, hvad han døde af, men for seks år siden stoppede han med at indspille og udgive musik, fordi han blev ramt af adskillige blodpropper i hjernen.
Æret være Aston ”Family Man” Barrett’s minde.
