Bas-ikonet Robbie Shakespeare er død

”Den ene halvdel af Sly & Robbie blev 68 år"

Fotograf: Album Cover (beskåret)

Bassisten, produceren og sangskriveren Robbie Shakespeare fra Jamaica er død den 8. december på et hospital i Florida, hvor han var indlagt for at få lavet et kirurgisk nyre indgreb.  

Han har været aktiv som studiemusiker siden midt 70’erne – og blev især fra 80’erne anerkendt, som ikke bare ikke et reggaeikon, men også som en der rytmisk kunne levere små mirakler på indspilninger med f.eks. Bob Dylan, Grace Jones, Mick Jagger, Madonna, Carly Simon, Joan Armatrading, Joe Cocker og mange andre – i de senere år f.eks. Shaggy + Sting.

Han udgav utallige plader med makkeren Sly Dunbar under navnet Sly & Robbie, og han spillede undervejs med ALLE de største reggaenavne – Peter Tosh, Black Uhuru, Jimmy Cliff, Bunny Wailer osv. – ja, selv med Bob Marley, selv om han jo var kendt for at holde ved sit eget band. Shakespeare’s betydende rolle for musikkulturen på Jamaica og den fortsatte udbredelse af reggae på verdensplan er reelt ubeskriveligt. Derfor overrasker det heller ikke at landets kulturminister Olivia “Babsy” Grange allerede har været ude med en udtalelse og en kondolence til dem, han efterlader.

Hans aktivitetsniveau var uhyrligt højt, og han var ifølge et interview han gav til dagsavisen.no helt holdt op med at tælle hvor mange indspilninger han var med på. Ifølge discogs.com, der er en af de største og mest omfattende online musikdatabaser, er han dog noteret for at medvirke på 2.702 indspilninger. Så det er i hvert fald minimum! Ganske imponerende.

Selv opdagede jeg ham første gang i forbindelse med hans forbilledlige og markante spil på Bob Dylan albummet ”Infidels” (1983). Mærk bare bassen i åbningsnummeret ”Jokerman” – i smukt samspil med lyden fra Mark Knopflers klangfulde guitar. Mesterligt. Eviggyldigt. At have Sly og/eller Robbie med på et album var reelt som at have en Joker i ærmet.     

For nylig er der heldigvis udsendt et par officielle videoer til den alternative version af ”Dont Fall Apart On me Tonight”, der er at finde på Bob Dylans senest udsendte album i hans bootleg serie – ”Springtime in New York” – og samtidig udkom også en video til ”LIcence to Kill”- der også oprindeligt er fra ”Infidels”.   

Robbie Shakespeare har også før samarbejdet med norske Nils Petter Molvær, og det samarbejde genoptog de sidste år, hvor de begge var en del af på albummet ”500-push-ups” – med kompositioner af den finske dub-techno artist Vladislav Delay. Albummet er udgivet under navnet Vladislav Delay – Sly Dunbar – Robbie Shakespeare.

I år har Sly & Robbie også udsendt et par nye album – ”Red Hills Road” – der på Gaffa.dk fik hele fem stjerne under overskriften ”Rytmeduoen Sly & Robbie ærer deres rødder med nyt album” – samt ”The Final Battle: Sly & Robbie vs. Roots Radics”, hvor de blandt andet samarbejder med Lee “Scratch” Perry, der desværre også døde tidligere i år (29. august).

At dette så virkelig skulle blive ’The Final Battle” havde næppe nogen forudset. Men når det nu er blevet sådan er det to vægtige og ærefulde punktummer, der her blev sat, hvis man er til reggae og dub med dybde, rytmisk sjæl og en legesyg grænsenedbrydende nysgerrighed.   

Som rytmesektion var Sly & Robbie ofte magiske. Deres samspil sad i kroppen, bygget på gensidig kærlighed og respekt. De vidste hvor de kom fra, og de vidste at de altid ville videre. Indtil nu. Æret være Robbie’s minde.   

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.