Midt i april måned – mens COVID-19 gjorde sit ubarmhjertige indtag i alle menneskers gøren og laden, liv og leben – ja så udkom der rent faktisk stadig hel en del album. Mange fik slet ikke den fortjente opmærksomhed, og (måske) derfor skulle vi da også helt hen til den 19. maj før at man første gang i hele Danmarks Radio kunne høre, at der var kommet nyt album fra beat-poeten Butzback, da Madsen på P5 endnu engang luftede sin nysgerrige og gode brede musikalske smag – og spillede det sublime nummer “Lykkelige vaner”, som det gerne må blive en vane at præsentere noget mere – og hvorfor ikke også på P6 – Beat eller P4?

“Steder” er det fjerde solo album fra Peter Butzback – og er alene udkommet digitalt. Her på siden gav vi det 5 ud af 6 stjerner og også anmeldelser i GAFFA og POV Internation var ladet med positivitet over resultatet. Det er da heller ikke hver dag at der udgives ny musik, med en artist, der bare mere end antyder at han er fuld beredt når stafetterne fra folk som Povl Dissing, Niels Skousen, Benny Holst og C.V. Jørgensen en dag skal gribes eller samles op.

Heldigvis er Peter Butzback i den grad blevet ramt af inspirationen – og han er rent faktisk allerede i gang med sit kommende album, hvor han for første gang i karrieren vælger at stille med helt samme stærke hold af musikere omkring sig, som på det forrige album. Hvem der er på det hold, hvor inspirationen kommer fra – hvad han forventer af sig selv – og af sit kommende album kan du læse meget mere om i vores lille snak med ham. Her kommer han også med lidt gode råd til hvilke tre album og tre bøger, der bør kunne fylde sommerferien med kvalificeret indhold uanset om man er ude i verden eller derhjemme.

INTERVIEW MED PETER BUTZBACK

SIDE 33:

”Alt det solskin vi ska gå i

 Med åbne hjerter, åbne sår

Sjældne sprukne silhuetter

Ser vi skyggerne er vores”

Sådan lød et af versene på dit anmelderroste fjerde soloalbum ”Steder”, der udkom 18. april, midt i COVID-19 havde overtaget landet, og stjal alle overskrifter.

Dette til trods har du netop meddelt, at du næsten allerede har otte nye sange klar til et opfølgende album, der skal indspilles med selvsamme hold – Jacob Funch; guitar, Jeppe Skovbakke; bas, Jeppe Gram; trommer, Anders Filipsen; tangenter, Marie Louise Von Bülow (Søsser); kor, Martine Madsen; kor – som gjorde ”Steder” så vellykket.  

Er det så det åbne hjerte, de åbne sår, eller alt det solskin vi har fået hen over foråret og sommeren, der har skabt dine nye sange og holdt din kreative åre varm?

”Godt spørgsmål! Svaret er egentlig ret enkelt: Det at skrive sange for mig, er ligesom at trække vejret. Det lyder måske som en kliché, men det er sådan, det er.

Jeg kan holde en kort pause, som jeg også gjorde her. Jeg hev guitaren frem igen i slutningen af marts. Og så gik jeg i gang.

Det har været en langt mere intens skriveperiode end tidligere. Jeg tror det er fordi, jeg har skrevet ud fra et andet udgangspunkt. Altså albummet ”Steder”. Det har givet mig enormt meget at indspille lige netop dén plade.

Når jeg læser, går ture og ellers holder sindet åbent, så bliver det uomgængeligt ikke at omsætte det til sange. Jeg er faktisk inspireret hele tiden. Det er en beslutning og en arbejdsdisciplin. Så er forskellen kun om det jeg skriver, er virkelig godt eller bare godt. Jeg plejer at skelne mellem gode sange og nødvendige sange. Det er kun de nødvendige sange, der skal med. Alt andet skal skrottes ubarmhjertigt.

Lige nu har jeg 7 af sangene i bogen. Det betyder at jeg har to måneder til at skrive den sidste. Og det betyder også, at jeg stadig kan opleve udskiftning – fx kom Sprukne Silhuetter, Lykkelige vaner og Til skyerne som de 3 sidste sange til Steder. Jeg har vel skrevet cirka 35 sange i perioden slutningen af marts frem til nu.”

SIDE 33 :

”Jeg tror ik på tempo

Eller magt

Jeg tror kun på tiden

Vi får skabt for os”

Det er det stærke og tankevækkende nøglevers i sangen ”Lykkelige vaner” – også hentet fra ”Steder”.

Hvad tænker du at tiden har skabt for dig – både som menneske, men ikke mindst som tekstforfatter – i de 11 år der er gået fra dit debutalbum som solist og frem til nu?

“Det vigtigste er, at jeg er blevet læser. Jeg læste kun sparsomt i starten, men de sidste 6 år har jeg læst enormt meget. Det kan virke modsat, for burde jeg ikke høre mere musik? Nej. Læsningen er det, der inspirerer mig. Musikken har jeg altid i mig. Det åbner mig at læse og det inspirerer til at skrive tekster og sange.

Så er jeg også blevet voksen! Ha ha. Det var jeg også, da jeg udgav Debut som 29-årig. Men jeg er nu midt i livet. Jeg er mere ambitiøs med min sangskrivning. Jeg presser mig selv meget mere, og jeg stiller store krav til, at det jeg laver, skal holde som et værk. Der skal være substans. Der er skal være noget i det. I flere lag.

Som menneske er jeg nu i et nyt kærlighedsforhold. Det er på en ny måde. Mine børn er ældre. Jeg er midt i det hele lige nu. Og så er jeg i gang med at bygge et katalog op. Et samlet værk. Jeg bliver ved. Jeg har taget den på mig – så at sige.“

SIDE 33:

Nu har du så dit tredje album på blot 3 år i støbeskeen. Er det at skrive sange for dig blevet en lykkelig vane, et hårdt arbejde eller bare noget helt naturligt, der ligger et sted ind i mellem, baseret på skabertrang og viljekraft?

Det er faktisk en god blanding af det hele. Mest af alt så er det, den jeg er. Jeg er sangskriver. Jeg er kunstnersjæl. På godt og ondt. Jeg er et sansende menneske, som altid har alle sanser åbne. Og så er jeg benhård ved mig selv. Så det er også hårdt arbejde. Det er viljekraft – og det er en meget stor skaberkraft.

 Jeg har ikke det store publikum. Jeg har ikke gang i noget live p.t. Men jeg er skrivende og skabende. Det driver mig. Uden det ved jeg ikke hvem jeg ville være. Og for mig er det oplagt at udgive et album om året, når jeg rundt regnet skriver en sang om ugen – sagt lidt smart. De kommer selvfølgelig i stimer – men det passer meget godt med 50 sange om året. Det skal dokumenteres. Det skal sætte spor.

 Du har valgt samme hold af musikere til næste plade. Et hold, der i den grad lydmæssigt var med til at skabe og farve ”Steder” med masser af håndspillet og velspillet roots i beattraditionens skær.

Ligger der mere end ”Never Chance a Winning Team” i genvalget?  – og hvad er det, som det her hold kan – og hvad forventer du af dem når i går i studiet til efteråret?   

Ja! Og det er første gang, jeg gør det. Første gang hvor hele holdet er det samme. Det er ellers imod mine principper. He he.

Men hvad kan man bruge dem til? Jeg er meget opmærksom på, at jeg aldrig vil lave den samme plade to gange. Ligesom jeg heller ikke ønsker at skrive en ny ”Lykkelige vaner” og så videre. Derfor skal vi dreje tingene lidt ift. sidst. Det bliver ikke Steder del 2.

Men jeg har valgt samme hold, da jeg synes det rummer mere end 1 plade. Og sangene er nye og har nogle andre vinkler. Så jeg har store forventninger. Ligesom sidst. Jeg forventer at vi skaber en virkelig god og slidstærk plade, som har masser af lag og substans, ånd og nødvendighed. Kunst! Tør man sige det. Jeg gør :- )

Du har i mange år bevidst været ret usynlig på de sociale medier – og har som jeg har forstået det – helst ville have at musikken skulle tale sit eget sprog. Du er dog blevet mere aktiv på det seneste – ikke mindst på instagram – hvor du blandt andet afslører en del af de forfattere, som du læser – og ofte inspireres af.

Er det bare hele COVID-19 stemningen, der har gjort at du har følt at du måtte dele noget mere af dig selv og dine tanker med verden ellers hvad er årsagen til at dine følgere nu lukkes mere ind i Butzback universet?

Jeg har til stadighed en dobbelthed med de såkaldt sociale medier. Jeg kan ikke lide ordet, og jeg kan ikke lide idéen om at vise mig selv frem. Jeg er gammeldags. Og jeg er i den grad en gammeldags kunster. Jeg er interesseret i værket. Sangene skal stadig stå og tale for sig selv. Men samtidig må jeg også erkende, at jeg selv synes, det er inspirerende at læse og følge andre kunstnere, som kommunikerer ift. inspiration, skaberproces med mere.

Og så er jeg også sammensat. Som de fleste af os er. Jeg er også et kommunikerende menneske, selvom jeg ikke ønsker at være selvpromoverende og tom og smart. Men jeg kan også godt lide at række ud og sætte noget i gang – og have en dialog og en vibe kørende.

Jeg har valgt Instagram, da jeg godt kan lide det rent æstetisk. Det er stramt. Det er rent. Og det er ikke så flagrende kræmmermarked-agtigt som Facebook, hvor alt er hulter til bulter. Og der også er alt det der forlorne og tidsrøveri med venner og så videre. Vi er jo ikke venner de steder der. Vi kan følge hinanden. Det er fint. Men vi er ikke venner på de medier. Lad os følge hinanden og inspirere hinanden. Det er fint med mig. Og så håber jeg, at folk kan finde det spændende og interessant at følge mig i mit virke – og at jeg kan byde på noget andet og måske lidt ånd og substans end alt det, der er i forvejen er alt for meget af alle steder.

Apropos inspiration. Hvis du skal sende Side 33’s læsere på sommerferie med tip om tre bøger og tre album, de skal bruge noget af ferietiden på – hvilke skulle det så være? – og kort hvorfor?

La mig se! Spændende.

Album:

Bob Dylan – Rough And Rowdy Ways

Balladerne på den her plade er noget af det bedste, jeg længe har hørt – fra nogen! Og så bare lytte til al den tyngde, der ligger i den her plade. Okay – lidt lange sange (og lidt for lange nogle af dem), men det er sgu en god plade. Og han synger godt! Som altid. Og bandet swinger voldsomt godt! Teksterne har jeg ikke forholdt mig til – jeg lytter til ånden og feelingen.

CV Jørgensen – Sjælland

Min yndlingsplade. Den slår alt. Det er stor, stor kunst. Det hæver sig op over sig selv – og bliver større og større for hver gang man lytter til den. Den er ikke ny. Men det er også lige meget. Jeg har hørt den plade et utal af gange, siden den udkom i 1994. Den er smuk. Den er dyb. Den er poetisk. Et mesterværk.

Leonard Cohen – Thanks For The Dance

Når en sang som “The Goal”, der varer 1 minut og 12 sekunder, kan ramme mig så dybt, så er der ikke meget mere at sige. Det hele ligger i tyngden. Igen. I et levet liv. I sjæl. Hvad mere?

Bøger:

Den var straks værre. Jeg læser et par bøger hver uge. Så…

Ali Smith – Forår

Det er sjældent noget kan være både politisk og poetisk. Men det lykkes til fulde her! Den skotske Ali Smith har gang i en kvartet om årstiderne. Denne er den tredje. Som de to forrige er den forrygende. Det er medrivende og særegent. Det er poetisk og ømt. Og det er skarpt og samfundskritisk. Og det sætter sig! Og bliver i dig som læser. Det er helt sig selv.

Solvej Balle – Om udregning af rumfang

Danske Solvej Balle er også helt sin egen. Hun har gang i en septet. Altså syv bøger som alle skal starte den samme dag og gentage den samme dag igen og igen. Den første bog er mageløs. Virkelig sublim. Hun har skrevet længe på det her. Bor på en lille ø. Skriver på sin egen enkle og meditative måde. Det er ikke svært at læse. Det er voldsomt rørende. Og det er meget atypisk og langsomt i forhold til tiden, som vi lever i.

Jon Fosse – Bådehuset

Norske Jon Fosse er en stor forfatter. Og igen meget original. Vel nærmest til tider sær, kan man sige. Han gentager sig selv igen og igen. Han dvæler. Han skriver musikalsk. Det er svært at lægge den her bog fra sig. Handlingen er enkel. Ganske få episoder. Det handler om længsel og ensomhed. Det handler om angst og erindring. Det er en stor bog på ret få sider. Desuden udgivet på Danmarks bedste forlag; det lokale Batzer & CO. Læs Fosse!