En sagnomspunden lyriker og sangsmed med sproget i sin magt fylder rundt. Manden er døbt Robert Allen Zimmerman og født den 24. maj 1941 i Duluth, Minnesota og bedst kendt under sit senere kunstnernavn Bob Dylan. Men hvem er Bob Dylan egentlig? Det får vi nok aldrig et helt klart og entydigt svar på. Men her gøres et lille forsøg med diverse nedslagspunkter.
Et oplagt sted at starte vil jo være at læse hans egne erindringer i ‘Chronicles Volume One’ fra 2004. Selvbiografien er vittig, velskrevet, men holder sig til det faktuelle og anekdotiske uden deciderede svar på spørgsmålet. Noget klogere blev offentligheden, da lykkedes filminstruktøren Martin Scorsese at få Dylan foran mikrofon og kamera under indspilningen af den knap tre en halv time lange ‘No Direction Home’ (2005), der ved hjælp af arkivklip og interviews med folk, der kendte Dylan, følger ham fra gennembruddet som folkesanger i starten af 1960’erne frem til 1965-66, hvor han til stor forargelse og vrede for nogen skiftede den akustiske guitar ud med den elektriske. Han blev bakket op af The Band, der i ren provokation spillede højt og larmende.
Et tredje bud på at indfange fænomenet Dylan fås ved at gå tilbage til en klassiker indenfor dokumentargenren, D.A. Pennebakers ‘Don’t Look Back‘ (1967), der mandsopdækker Dylan under hans sidste turne som akustisk performer i England i 1965. Dylan svarede kun vrangvilligt på pressens spørgsmål – han anså ikke sig selv som værende talsmand for nogen eller noget og skyldte derfor heller ingen forklaringer – til hørbar frustration for flere journalister, der forgæves forsøgte at afæske ham sådanne. En ung Donovan, Joan Baez og Alan Price fra The Animals hang ud backstage, men det var Dylan, som alle ønskede at tale med i håb om en åbenbaring. Den kom bare aldrig.
Scorsese udsendte 2019 via Netflix ‘ Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story by Martin Scorsese’, der ved hjælp af faktuelle som fiktive klip i knap to en halv time stiller skarpt på Dylans 1975 Rolling Thunder Revue koncert turné og hele personkredsen omkring den. Anbefalelsesværdig pseudodokumentar der ligeledes er en skildring af et USA i tumult og opbrud efter Nixons fald. Men igen: Ikke alle kortene lægges på bordet, og det er netop uigennemtrængeligheden, der gør Dylan så pokkers interessant. Der er ingen facitlister, hvilket dybest set er unødvendigt. Hvad skal vi dog med dem?
Men koncerten, jeg overværede med Dylan i mudder og regn under Midtfyns Festivalen den 29. juni 1991, var lige så inspirerende som en monoton gengivelse af dagens fiskerinoteringer. Ærgerligt da sætlisten præsenterede en række højdepunkter fra værkfortegnelsen. Men det nytter bare ikke at gengive dem med tilsvarende entusiasme, som stod du ved at samlebånd for at udføre de samme dødssyge rutiner dag ud og dag ind. Heldigvis har poeten med cowboyhatten spillet langt bedre koncerter før og siden. Ellers så det skidt ud i Dylan(d).
August 1979 kom et af Dylans mest omdiskuterede albums, efter han officielt havde meldt ud at have fundet sit rette ståsted som ‘Born Again Christian’. ‘Slow Train Coming’ er en plade, jeg i en del år har haft et noget ambivalent forhold til som erklæret ateist. Det skal dog ikke spærre udsynet for, at der rent musikalsk er tale om et endog særdeles stærkt udspil. Stilistisk set er vi ude i en gang robust R&B spillet med en fed funky bund tilsat klar gospel fornemmelse i korarbejdet. ‘Gotta Serve Somebody’ indbragte Dylan en Grammy for ‘Årets mandlige rockvokal’, klart en af hans bedste vokalpræstationer overhovedet. Sangen handler om at tjene et større formål i livet end blot sin egen eksistens.
Beklageligvis gik der med de efterfølgende Dylan-skiver i 80’erne yderligere frelsermetaforik, løftede pegefingre og tung bogstavtro tekstskrivning i den uden at nå det musiske niveau, som får ‘Slow Train Coming’ til at funkle som en (lede)stjerne i den samlede produktion med en tændt ‘Bob The Preacherman’ bag mikrofonen. Det er jo ikke så lidt endda al evangelsk tale til trods, men derefter skulle der gå ti år, før nyt fra Dylan for alvor fik mig op i det røde felt af begejstring, hvilket skete med den Daniel Lanois producerede genistreg ‘Oh Mercy’ fra 1989. ‘Political World’, ‘Ring Them Bells’, ‘Most of The Time’ og ‘What Was It You Wanted’ – for lige at nævne nogle stykker, der eleverede Dylans position yderligere som poet i særklasse.
Bob Dylan modtog 2016 årets prestigefyldte Nobelpris i litteratur. Tildelingen satte en veritabel ‘for og imod’ debat i gang – Dylan fans glædede sig, mens det mere kritisksindede kulturparnas modtog meldingen med skepsis grænsende til decideret irritation. Den deler de nok med dem, der ganske enkelt ikke kan holde den nu 80-årige amerikaner ud. Men for millioner over hele verden står Dylan centralt som en af de mest betydningsfulde lyrikere, hvis indflydelse på samtiden vanskeligt kan overvurderes. Hans tekster har inspireret utallige kunstnere også herhjemme. Det er absolut en pris i den vægtklasse værd modtagerens samlede produktion taget i betragtning. Sanglyrik kan, når den er bedst, fortælle gribende og eviggyldige historier. Det evner Dylan stadig på en inspireret dag, og derfor er Nobelprisen berettiget. Tillad mig her at foretage et tidsmæssigt spring.
60’erne bød på uomgængelige Dylan albums som ‘Bringing It All Back Home’ (1965) ‘Highway 61 Revisited (1965) og rockens første dobbeltalbum Blonde on Blonde (1966), der serverer sublime statements på stribe som ‘Subterranean Homesick Blues’, ‘Mr. Tambourine Man’, ‘It’s All Over Now Baby Blue’, ‘Like A Rolling Stone’, ‘Ballad Of A Thin Man’, ‘Just Like Tom Thumb’s Blues’, Rainy Day Women #12 & 35″, ‘I Want You’, Just Like A Woman’ og ‘Absolutely Sweet Marie’. Senere i samme årti fulgte Dylan den suveræne stime op, dog i en lidt anden genre.
‘Girl From The North Country’ stammer fra ‘Nashville Skyline’ (1969). Duetten mellem Johnny Cash og Bob Dylan åbner et af sidstnævntes mest tilgængelige og countryfarvede albums spækket med ørehængere fra kataloget. Ud over Dylan/Cash i symbiotisk samklang byder ‘Nashville Skyline’ på slidstærke skæringer som ‘Lay Lady Lay’, ‘I Threw It All Away’ og ‘Tonight I’ll Be Staying Here With You’. Og nu springes der med forlov et halvt sekel frem mod vor tid.
Det 39. studiealbum ‘Rough and Rowdy Ways’ (2020) endte som en mindre åbenbaring i en opsplittet og COVID-19 ramt tid, der også tvang hans eget hjemland i knæ. ‘Rough…’ byder på kontant svingende blues og afdæmpede ballader, 10 sange fordelt over to discs, idet ‘Murder Most Foul’, den længste og mest ordrige komposition hidtil begået af Dylan, har fået sin egen. ‘Murder Most Foul’ dumpede uventet ned som 17 minutter lang single den 27. marts 2020 beregnet for streaming og download, mens verden våndede sig i krisekrampetrækninger. ‘Foul’ kan oversættes til ‘modbydelig’ og ganske dækkende for det usle og dødbringende attentat, der ramte præsident John F. Kennedy den 22. november 1963 i Dallas, Texas. Med denne skelsættende og fatale begivenhed i centrum reciterer Dylan sin egen udlægning af De forenede staters politiske og kulturelle historie, mens der spoles frem og tilbage i tidsperspektiv.
Udåden mod Kennedy beskrives med klinisk detaljerigdom, og konklusionen mellem linjerne lyder, at attentatet har splittet en stor og stolt nation til atomer, en splittelse der har trukket så dybe spor, at det er gået ned ad bakke lige siden og efterladt USAs demokratiske og liberale traditioner med ar på sjælen. Dylan gør så at sige ‘boet op’ på sit pt seneste udspil. I flere internationale anmeldelser, der med få undtagelser alle var oppe at ringe af begejstring, drages der paralleller mellem ‘Rough and Rowdy Ways’ og ‘Time Out of Mind’ (1997) samt ‘Love and Theft’ (2001) begge præget af sange om døden tilsat et skvæt galgenhumor. Det giver mening, da statusopgørelserne over livets tildragelser ligeledes er kørt i stilling på ‘Rough and Rowdy Ways.
Tillykke med den runde dag, Bob Dylan, en uudtømmelig kilde af ord, toner og mere eller mindre sande myter om en karriere, der foreløbigt har strakt sig over mere end seks årtier og resulteret i en guldgrube af stedsegrønne sange fyldt med vise betragtninger om kærligheden, tilværelsen, døden og verdens gang, kun de færreste nogensinde kommer i nærheden af at matche i omfang. Den ofte knarvorne og kompromisløse kunstner ville nok på sin 80 årsdag have befundet sig et eller andet sted i verden som led i ‘Never Ending Tour’, der først synes at slutte den dag, hovedpersonen ej længere er iblandt os, hvis ikke Covid-19 havde sat en stopper for den aktivitet marts 2020. Dylan har ikke været on The Road siden efteråret 2019. Spændende om vi får ham at se igen i 2022, når de allerstørste atter efter planen rykker i manegen – hvis ikke nye globale prøvelser sætter det hele skakmat.
