BONO 60 ÅR

”U2’S FRONTMAN DELER STADIG VANDENE”

Fotograf: Henrik Hildebrandt

En celeber populærkulturel prædikant, der både forsøger at tage sig af verdens uretfærdige tilstande og i ord og toner hylder kristen næstekærlighed, fylder 60 år i dag. Mest kendt er manden, hvis borgerlige navn lyder Paul David Hewson, som forsanger i U2 gennem mere end 40 år.

Nogle får kynisk kvababelse, når ireren trykke pavens hånd og finder det dybt patetisk, hvorimod der blandt faste fans findes menige ‘kirkegængere’, der anser fænomenet Bono som værende en samlingsfigur af messiansk karakter.

Måske ligger sandheden – som så ofte – et sted midt imellem? U2s musik kan også nydes, reflekteres over og værdsættes uden at gribe til alt for svulstig retorik. Lad os derfor vende blikket mod enkelte musikalske nedslagspunkter fra 80’erne, hvor skribenten her var fan af den irske kvartet.

MIG OG U2

Efter gennembruddet med ‘War’, der varslede nye tider med stærkt holdningsprægede sange som ‘Sunday Bloody Sunday’, ‘New Years Day’ og ‘40’, optrådte bandet august 1983 som del af Rockpalast’ store Open Air på Loreley sammen med Joe Cocker og Steve Miller Band.

Efter lidt indledede skepsis formåede U2 til sidst at overmande det tyske publikum, der lod begejstringen få frit løb. Et stort stadionrockband var tydeligvis født og havde i Bono en frontfigur, der kørte sig selv til kanten af udmattelse for at rive folk med.

Højstemte hymner velegnet til stadionrock formatet kom til at præge U2’s arbejde i studiet og deres koncerter efter ‘War’. Det gav mening for mange af os, der udlevede den turbulente teenager tid og tog hul på det vidtløftige voksenliv i et nyt årti præget af post punk, pangfarver og synth-pop.

‘Where The Streets Have No Name’, der indleder ‘The Joshua Tree’ albummet i 1987, er karakteristisk for denne udvikling. En sang der bare vokser i intensitet brusende og berusende.

‘The Joshua Tree’ skabte grundlaget for en irsk triumf på udebane ved at lægge Amerika for deres fødder som dokumenteret på film- og cd-versionen af ‘Rattle And Hum’ (1988). U2 blev mit soundtrack til kartoffelkuren, kommunismens kollaps og Berlin murens fald. 


I 1991 udsendte gruppen et af deres absolutte hovedværker, ‘Achtung Baby’ (1991), hvorefter min entusiasme for U2 dalede langsomt, men sikkert. De havde toppet, lød konklusionen, som mange svorne fans sikkert er lodret uenig i.

Tillykke med 60 årsdagen til Bono, som mange stadig har stærke for og imod meninger om. Jeg har nok lagt mig et sted midt imellem.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.