BOSSLADY MED ATTITUDE OG KANT

”Chrissie Hynde fra Pretenders runder de 70”

Fotograf: Frank Nielsen

Amerikanskfødte Chrissie Ellen Hynde (7. september 1951 i Akron, Ohio) har altid gået sine egne veje og meget andet end blot Pretenders, selv om det er nærliggende at forbinde hende med dette britisk/amerikanske band, hun grundlagde i 1978 og er det eneste konstante medlem af gennem 43 år. Sommeren 2020 beviste hun med ‘Hate For Sale’, at der stadig er liv i Pretenders, der gerne må lægge vejen forbi Danmark, skulle en større verdensturné atter stå på dagsordenen. De var her senest  i 2019 på Jelling Festivalen.

Hynde interesserede sig mere for rock og rul, tressernes modkultur, østlig mystik og veganisme end High School dance, dates og knap så modne drenge. Hun var blandt den menneskemængde, der blev beskudt af militæret under en Vietnam demonstration foran Kent State University maj 1970, hvor en ung mand i den nærmeste vennekreds mistede livet.

Tre år senere drog Hynde til London, tog forskellige jobs og landede dernæst på magasinet New Musical Express, hvor hun efter eget udsagn skrev en masse halvstuderet nonsens om tidens trends. Senere fik Hynde arbejde i Malcolm McLarens tøjforretning Sex og lærte der Sid Vicious og Johnny Rotten fra det nyligt dannede Sex Pistols at kende.

Hun prøvede på skift at overtale dem til at indgå et proforma ægteskab for at opnå en mere varig arbejds- og opholdstilladelse. Da en af dem til sidst indvilgede i at tage med hende op til det relevante kontor for at få orden på formalia, nu det hele hastede så meget, havde stedet ferielukket i flere uger. Goodbye proforma vielse og London-stay. Hynde forsøgte sig i Frankrig, rejste tilbage til USA for igen at ende i London i 1976, da punken kogte (over) og punkerne med.

Flere mislykkede bandkonstellationer fulgte, mens Hyndes frustrationer voksede: Hvorfor kunne hun dog ikke finde de rette musikere? I 1978 vendte lykken dog. Bassisten Pete Farndon, guitaristen James Honeyman-Scott og trommeslageren Martin Chambers dukkede op i miljøet og viste sig at være det perfekte match for Hynde, der tog initiativet til at danne Pretenders. Nick Lowe producerede deres første single og Chris Thomas de to næste i løbet af 1979, ‘Kid’ og ‘Brass In Pocket’.

Sidstnævnte strøg til tops januar 1980, hvor Pretenders eponyme debutalbum udkom, et hovedværk i engelsk new wave og punk-rock inspireret musik tilføjet enkelte ørehængere, som Hynde hurtigt viste sig leveringsdygtig i. ‘Pretenders II’ fulgte trop august 1981 sammen med yderligere et par single sællerter. Men katastroferne på de indre linjer udeblev imidlertid ikke. Stortalentet Honeyman-Scott døde af en overdosis sommeren 1982, og Farndon fristede samme skæbne året efter.

80’erne og 90’erne endte som en omskiftelig affære for Pretenders med hyppige rokeringer i besætningen, hvilket ikke hindrede det fremragende album ‘Learning To Crawl’ (1983) og det noget mere ujævne og poppede ‘Get Close’ (1986) i at slå an worldwide. Fra 2000 tallet blev der længere og længere mellem snapsene for bandet og Hynde. Kun fire udspil står noteret mellem 2002-2020, alle i den bedre og mere rockede Pretenders afdeling med ‘Hate For Sale’ som den seneste lysende stjerne.

Hynde har udgivet tre albums i eget navn. ‘Standing in the Doorway: Chrissie Hynde Sings Bob Dylan’ (2021) er det nyeste indspillet og undfanget på ideplanet under Covid-19 pandemien. Chrissie Hynde er desuden kendt for en del duosamarbejder og gæsteoptrædener i yderst forskelligartede musikalske sammenhænge. Blandt dem tæller navne som U2, UB 40, Cher, Iggy Pop, Robert Plant, Elvis Costello, INXS, Annie Lennox, Mick Ronson, Sheryl Crow, Morrissey og selveste Frank Sinatra.

Også på det amourøse plan har Hynde trukket overskrifter med forhold til kendte mandlige kolleger i branchen: Ray Davies (The Kinks) og Jim Kerr, forsanger i Simple Minds, og senest den 28 år yngre musiker JP Jones fra Wales, med hvem hun indspillede et album med i 2016. Hun er autodidakt sanger med et ganske flot register og en umiskendelig udtryksfuld klang, der kan skifte fra det oprørsk surt vrængende til det lavmælt afdæmpede i balladerne.

Chrissie Hynde er en af musikbranchens mest markante personligheder, A Real Bosslady med kant, stil og nerve, der ydermere formulerer sig skarpt og præcist uden dikkedarer. En foregangskvinde, der har inspireret en del kønsfæller til at prøve samme vej uden at føle sig unødigt intimideret i et ellers stærkt mandsdomineret fag.

Stort tillykke med de 70 til Chrissie Hynde, der går i brechen for sine mærkesager med stor, frygtløs og åbenmundet energi, når det handler om naturens ve og vel, dyrs rettigheder og vegansk livsstil. Denne signatur var vist noget verliebt i den slagkraftige dame i start- og midt-80’erne, når der blev annonceret nye Pretenders plader proppet med førsteklasses sangskrivning, råt rykkende Rock’n’Roll og pop perler på en snor.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.