Carsten (med det senere tilføjede kunstnernavn Valentin) Jørgensen er født og opvokset i Lyngby, hvor han fra midten af 60’erne spillede kopinumre med teenagerbandet King Size, der som så mange andre unge drak sig i hegnet, når lejlighed bød sig.
Jørgensen, der har måttet døje med sukkersyge gennem det meste af livet, blev uddannet som dekoratør i Magasin og efterfølgende som reklametegner med et sikkert blik for, at initialerne C.V. rent grafisk ville gøre sig godt på plakater og pladecovers, nu musikken og sangskrivningens kunst var udset til at blive hans levevej.
I 1974 debuterede Jørgensen med ‘En stynet strejfer’ optaget på fire spor i det nødtørftigt udstyrede Werner Demo Studie, som stedet oprindelig hed. Pladen med lange ordrige tekster og ditto guitarsoli af vennen Ivan Horn blev til uden valg af producer og modtog blandede anmeldelser.
Det tegnede lovende, skrev enkelte med tilføjelsen af, at det hele tekstmæssigt og musikalsk dog virkede noget rodet. Rytmegruppen bestod af trommeslageren Gert Smedegaard og bassisten Erik Falck. Især Smedegaard kom frem mod sin død november 2018 til at spille en central rolle i Jørgensens karriere som fast ankermand i diverse bandformationer.
Falck og Smedegaard udgjorde sammen med Per Wium (guitar og keyboards) holdet bag Jørgensen på ‘T-shirts, terylenebukser & gummisko’ (1975) indspillet samme sted under samme vilkår, hvilket voldte produceren Nils Henriksen visse hovedbrud undervejs.
Jørgensens toer var tilmed Henriksens debut i den rolle. Musikken er her mere stram og funkpræget, og teksterne er i forhold til debuten skåret ind til benet ændringer, der bestemt ikke gik kritikernes næse forbi. ‘Små kunstværker’ og ‘Vanvittig og alvorlig på samme tid som Marx Brothers var det’, stod der at læse i Berlingske Tidende og Aarhus Stiftstidende.
DET GANSKE LILLE BAND
I løbet af 1976-77 skete der markante ændringer omkring C.V. Jørgensen. Pladeselskabet Hookfarm blev skiftet ud med det større Metronome, der så potentialet til trods for, de første udspil ikke havde solgt specielt godt. Gruppen, Jørgensen turnerede med efter toeren, gik i opløsning grundet skænderier og uoverensstemmelser, og nye musikere måtte skaffes.
Erik Falck fulgte med, Ivan Horn vendte tilbage, og trommeslageren René Wulff komplementerede holdet, der i folkemunde blev kaldt Det ganske lille band, hvor Jørgensen tog sig af rytmeguitaren ud over det vokale. En skarp og uhyre kompetent kvartet viste det sig hurtigt.
Musikerne med indforskrevne gæster drog i det relativt nye Sweet Silence Studios for at optage ‘Storbyens små oaser’ (1977) produceret af Nils Henriksen og med Stig Kreutzfeldt som tekniker. Sweet Silence bød på rammer med anderledes moderne udstyr, flere spor og bedre akustiske forhold, hvilket høres tydeligt.
‘Storbyens…’ markerede Jørgensens gennembrud og tæller klassikere som ‘Det ganske lille band’, ‘Entertaineren’ og ‘Bellevue’. Hans spiddende pen og skarpe iagttagelsesevner fik yderligere næring, og både publikum samt anmeldere kvitterede med begejstring – Det ganske lille band var konstant på landevejen de år.
Succesen fulgtes op med ‘Vild i varmen’ (1978) og ‘Solgt til stanglakrids’ i 1979, indtil det hele sluttede brat, før 80’erne meldte ankomst. C.V. Jørgensen ville noget andet og væk fra gruppeidentitet og banddemokrati for at blive enerådende herre i eget (skrive)hus.
‘Det ganske lille band’ trilogien bød på hans mest samfundskritiske, kommenterende og politiske udsagn. ‘Vild i varmen’ kredsede om emner som pengemagt, fascistoide tendenser, dekadence og anonymitet i ‘Et satanisk mesterværk’, ‘Det rene hetleri’, ‘13.294 bananer’ og ‘I en blågrå kupé).
Modeluner, trends, personligt forfald og opportunisme tages under kærlig behandling på ‘Vild i varmen” i ‘Surf a la Mode’, ‘Christiania Blackstar’ og ‘Marchmænd i civil’. Musikken, der på toeren og treeren er produceret af Stig Kreutzfeldt, er inspireret af amerikanske navne som Steely Dan, Doobie Brothers, J.J. Cale og Little Feat. Ambitionsniveauet var højt, men varede dog så kort.
FRA ‘TIDENS TERN’ TIL ‘INDIAN SUMMER’
‘Tidens tern’ (1980), produceret af Billy Cross og indspillet med musikere fra Delta Cross Band, er med over 120.000 eksemplarer det klart mest sælgende C.V. album. Her finder man landeplagen ‘Costa del Sol’ og fine skud a la ‘Sæsonen er slut’ og ‘Det blonde danske smil’.
To år senere stod den atter på udskiftninger over hele linjen – og musikken skiftede med. På ‘Lediggang A Gogo’ (1982) er Nils Henriksen tilbage i producerstolen, Smedegaard sad bag trommerne, og Lars Hybel (bas og guitar) var ny mand i opstillingen. Lyden er 80’er tidstypisk med mere aggressiv snert end tidligere.
Titelsangen og de otte øvrige numre tager temperaturen på det moderne menneskes trængsler i et nyt årti. Albummet byder desuden med ‘Elisabeth’ på en af de smukkeste og mest ømme ballader i hele sangskatten.
‘Vennerne og vejen’ (1985) skruer yderligere op for 80’er sounden, og er efter min opfattelse en noget overset plade i C.V. regi. Henriksen spiller guitar ud over at producere, og guitar er der så rigeligt af med tilføjelsen af Aske Jacoby. Pete Repete sørgede for nye tonale farver med sine keyboards.
‘Datadisciplin’ og ‘Messe for en masse’ holder lyrisk og musikalsk stadig vand – C.V. har her mere end blot ‘fingeren på pulsen’. Han skærer den nærmest over. En produktion med power og punch.
80’erne rundes af med ‘Indian Summer’ (1988), der klangmæssigt kører videre ad samme spor som forgængeren. Holdet er det samme minus Jacoby, og for første gang valgte C.V. Jørgensen selv at producere. Det slap han fint fra med stærke skud som ‘Alle mine bagmænd’, ‘Det regner i mit hjerte’, ‘Lokomotivation’ og titelnummeret.
‘SJÆLLAND’ OG FRAKLIP
90’erne kastede kun to studiealbums af sig begge af vidt forskellig karakter. ‘I det muntre hjørne’ (1990), hvor det swinger ‘i Bjerringbro by Night’ i ‘Det si’r sig selv’, er mere afdæmpet og akustisk end ‘Indian Summer’.
Det tiende studiealbum i rækken er igen produceret af sangsmeden himself, hvor en vis Dylan inspiration træder tydeligt frem. Muntre poetisk set kan man næppe kalde numrene, men der bydes på lækkert guitarspil, lidt country og Americana, der får den lyrisk beske medicin til at glide lettere ned.
Med ‘Sjælland’ (1994) produceret af Kasper Winding foretager Jørgensen det mest radikale stilskift af dem alle, men med klar kunstnerisk og kreativ dividende. De selvbiografiske træk og en vis form for statusopgørelse er ej at overhøre. Lyt blot til åbningsskæringen ‘Ude af sync’, hvor der bekendes kulør: ‘Jeg er ude af sync & cirkulation, men sig det endelig ikke til nogen’.
Technobeats, trommemaskiner og atmosfærisk klingende jazztrompet indfølt udført af Flemming Agerskov faldt imidlertid enkelte kritikere for brystet, mens andre fandt det nyskabende og spændende. Jeg hører klart til den sidste lejr, og ‘Ude af sync’, ‘Florafobi’, ‘Spildte bedrifter’ samt ‘Skygger af skønhed’ er trumfkort, der rydder bordet i ord og toner.
Der skulle gå otte år, før det indtil videre sidste studiealbum udkom. Med ‘Fraklip fra det fjerne’ (2002) er dusinet fuldt. Winding producerede videre, og stilmæssigt er ‘Fraklip….’ en forlængelse af ‘Sjælland’ over i det jazzede, men denne gang i et roligere gear. Der er ikke meget at danse til her, og tekstuniverset er vendt indad. Dybest set er der ikke så meget mere at sige, sidder man tilbage med en følelse af.
EN AFTEN I VEGA
C.V. Jørgensen rejste land og rige rundt med bagkataloget i 2002 og 2009-10, og begge turnéer er foreviget på live pladerne ‘Så live som muligt’ (2003) og Sange fra scenen’ (2012). En del tydede på, at vi næppe kom til at høre yderligere fra den i forvejen lidet meddelsomme C.V., men i slutningen af 2017 lød det pludseligt, at sangskriveren atter ville glæde sit trofaste publikum med fire koncerter i april måned året efter.
Billetterne til dem blev øjeblikkelig revet væk, men via lidt hjælp fra en fingersnild ven lykkedes det mig at stå midt i en proppet sal den 20. april 2018 i Store Vega i København.
En velsyngende og veloplagt C.V. Jørgensen inklusive band, der både talte ældre veteraner og friskt blod, gav en noget kort koncert med vægt på repertoiret fra 80’erne og 90’erne. Kun ‘Flikflakker’ fra hans anden lp slap gennem nåleøjet fra 70’erne.
Sætlisten holdt han fast i med marginale ændringer i løbet af den tour, der blev udvidet fra de fire koncerter – blandt andet med en del store udendørskoncerter – den sidste i Tivoli i København den 14. september 2018.
Jeg tvivler stærkt på, at en af landets i særklasse bedste sangskrivere og tekstforfattere har mere at byde ind med live og i studiet, men han har jo overrasket før. Er det definitivt sidste ytret fra den kant, har vi allerede mere end rigeligt at tage af.
Derfor skal der slutteligt lyde et taknemmeligt og stort tillykke med den runde dag til C.V. Jørgensen, der gennem 45-46 år har budt på en række sublime stjernestunder, der ubesværet står tidens distance med alle dens omskifteligheder.
