Det kan godt være at han uden for hjemlandet USA ikke har samme legendestatus, men har man alligevel som herboende musikelsker holdt af outlaw-country eller sydstatsrocken, så er han næsten umulig at komme uden om – Charlie Daniels.
Nu er han – bekræftet af hans officielle hjemmeside – pludselig død efter et slagtilfælde – i en alder af 83 år.
En passioneret amerikaner – en patriot med stort P – der især på sine ældre dage gik mod den mere almindelige strøm i musikverdenen – og åbenlyst støttede stærkt konservative synspunkter og politikere som George W. Bush og Donald Trump.
Musikkarrieren tog for alvor fart i midten af 60’erne – da han sammen med Bob Johnson leverede hittet ”It Hurts Me” til selveste Elvis Presley. Det udviklede sig til at han de kommende mange år var en meget benyttet og ganske respekteret studiemusiker, der bidrog på album med blandt andre Bob Dylan, Ringo Starr, Al Kooper, Leonard Cohen og Marshall Tucker Band.
Hans gamle arbejdsgiver Bob Dylan hyldede han i øvrigt i 2014 på glimrende vis med albummet ”Off the Grid – Doin’ it Dylan” med 10 veloplagte fortolkninger the Charlie Daniels way.
Han pladedebuterede i eget navn i 1970 og udsendte siden jævnligt album – enten som Charlie Daniels eller som The Charlie Daniels Band – og hele vejen med blues, country, rock, gospel og bluegrass – som de mangfoldige ingredienser i en musikalsk gryderet, der næsten altid simrede the southern way.
Hans største hit fik han I 1979 med “The Devil Went Down to Georgia”, som blev hans signatur nummer, og iøvrigt sikrede ham den eneste Grammy i karrieren i kategorien ”Best Country Vocal Performance by a Duo or Group”.
Han var utrættelig på landevejen, og til det sidste – eller indtil COVID-19 satte en stopper for alt live aktivitet – optrådte han rent faktisk stadig omkring 100 gange om året.
I 2016 blev han optaget i Country Music Hall of Fame – samme år som han udsendte sit regulære nye album i eget navn – ”Night Hawk” – et rost konceptalbum om cowboys.
I 2018 udsendte han dog albummet ”Songs in the Key of E” under sideprojekt navnet Beau Weevils – et særdeles veloplagt og sydstatssvingende funky delta blues album lavet i samarbejde med hans mangeårige samarbejdspartner – produceren James Stroud.
Bestemt et værdigt punktum på en karriere baseret på gamle dyder, hårdt og helhjertet arbejde, og et musikalsk talent ud over det sædvanlige. Ikke noget at sige til at mange af hans album – ikke mindst udgivelserne, der kom fra midt 70’erne og en håndfuld år frem – og især ”Fire on the Mountrain” og ”Nightrider” stadig har en berettiget højstatus i hjemlandet.
Æret være hans minde.
