70 år fylder den engelske sanger, sangskriver og guitarist Chris Rea i dag den 4. marts 2021 – dette på trods – og imod en del hårde odds. Hans første kræftdiagnose fik han nemlig allerede som 33-årig, og siden har han med jævne mellemrum lagt arm med døden, men heldigvis hver gang som en overvinder, selvom han har gennemgået ni større operationer og tilbragt i alt 32 uger på hospitaler.
Senest da han i 2016 fik et alvorligt slagtilfælde – som han dog kom sig rimeligt over – hvorefter han indspillede hans hidtil seneste studiealbum – det særdeles vellykkede ”Road Songs for Lovers” (2017) – og tog så på endnu en turne – for som han synger på åbningsnummeret på den plade ”I’m happy on the road”. Den glæde blev der dog sat en brat stopper for da han faldt om på scenen i december 2017, og igen måtte tilbringe noget tid i en hospitalsseng.
I en nyligt interview giver han dog udtryk for at glæden og optimismen igen er i behold, så hvem ved, måske ser vi ham på landevejen igen når COVID-19 pandemien forhåbentligt har sluppet sit omklamrende tag på alverdens livescener.
Chris Rea er ikke typen, der nyder livet som en berømthed. Han føler sig ikke hjemme på bonede gulve eller i glamourøse rammer. Han nyder at være sammen med sin familie, at øve sig på sin guitar, skrive sange, optræde med dem, og forsvinde ind i sin musik, sammen med et publikum, der sætter pris på den. Han er måske også manden med det længst varende parforhold i musikbranchen. Han har været sammen med hans kone Joan siden de mødtes som 16-årige, og sammen har de to døtre Josephine og Julia.
Chris Rae album debuterede i 1978 og har udgivet hele 25 studiealbum – og fik sit store kommercielle gennembrud med den poppede ”I Can Hear Your Hearbeat” fra hans femte album ”Water sign” (1983) – og kommercielt set er det naturligvis hans juleevergreen ”Driving Home for Christmas” fra 1986, der står som den store guldklump i produktionen. Personligt foretrækker jeg nu hans anden julesang ”Joys of Christmas” fra det ganske slidstærke 1987 album ”Dancing With Strangers”.
Indtil årtusindskiftet og hans syttende album ”Stony road” var hans musik primært pop/rocket tilsat mindre doser gourmet guitar a la musiker kollegaer som Mark Knopfler og J.J. Cale.
Det har dog også været tydeligt hele vejen igennem at hans evner som slide-guitarist lå et godt stykke over gennemsnittet – ligesom han også utallige gange har bevist at han har langt mere end en enkelt pop-rock formel i lommen – tjek bare et album som ”Auberge” – der bestemt er helt på niveau med Dire Straits i topform. Efter endnu en hård omgang sygdom omkring årtusindskiftet besluttede han helt at droppe at jagte det næste hit, og kastede mere og mere sin kærlighed på bluesmusikken. Et godt valg.
Hovedværket er den fuldstændigt unikke og mesterlige boks ”Blue Guitars” fra 2005 – et 11 dobbelt album med hele 137 forskellige nyskrevne numre, der tager dig en tur gennem hele bluesmusikkens historie – og dens forskellige påvirkninger fra Blues ballads, til Motown blues og Cceltic & Irish blues. En boks smukt illustreret af Chris Rea selv – for det kan en multikunstner som ham selvfølgelig også!
Og bluesmusikken har han holdt fast i efterfølgende på yderligere et par bokssæt i 2008 og 2011, mens det seneste studie album ”Road Songs for Lovers” på bedste vis er en berigende rundtur indenfor både blues, pop og rock.
For mig personligt står hans 1989 album ”The Road to Hell”, som kronen på værket. Her viser blandt andet de to åbningsnumre ”The Road to Hell, pt. 1” og ”The Road to Hell, pt. 2” at han uomtvisteligt er i helt samme stemningsopbyggende liga som fornævnte Mark Knopfler og Rogers Waters for den sags skyld.
At hele musikhjertet tillykke til en ydmyg og beskeden – og desværre herhjemme ret underkendt – stjerne, der i al stilfærdighed har solgt over 30 millioner album på verdensplan.
