DA OZZY & CO SATTE METALGRYDEN OVER

”50 ÅR MED BLACK SABBATHS DEBUT!”

Fotograf: Album cover (uddrag)

Den 16. oktober 1969 gik fire unge mænd i starten af 20’erne i Regent Sound studiet i London for at indspille deres første album, der efterlod sig langvarige spor.

Alt fraset nogle få guitaroverdubs blev klaret på en gang inklusive vokalen, og det hele tog knap et halvt døgn, hvorefter kvartetten lige kunne nå den sidste udskænkning hos den nærliggende pub.

Bandet kaldte sig for Black Sabbath og valgte at opkalde pladen og den første skæring efter det navn. Triple Sabbath over hele linjen og nye tider på vej ikke mindst musikalsk. Vertigo udsendte resultatet februar 1970, men langtfra alle kritikere i England og USA klappede begejstret af den grund.

Eftertidens revurderinger har dog set anderledes på sagen, og ‘Black Sabbath’ kan fejre rund fødselsdag med klassikerstatus i forvisning om, at netop denne plade var med til at tænde bunsenbrænderen under metalgenrens efterfølgende gennemslagskraft og udvikling.

En del af debutens indhold minder umiddelbart om tung psykedelisk bluesrock gjort berømt af britiske sværvægtere som Led Zeppelin og navnlig Cream, men under overfladen anes en mere aggressiv og dyster mørk lyd, der især skyldes guitaristen Tony Iommis brutalt huggende riffs.

Rytmegruppen bestående af bassisten Geezer Butler og Bill Ward bag trommerne går til sagen med en kompromisløs tyngde, der bedst karakteriseres som netop ‘heavy’, og på de følgende lp’er fik volumen yderligere nogle nøk opad.

Heavy Metal gryden blev med ‘Black Sabbath’ sat over, og senere samme år bulderkogte den, da toeren ‘Paranoid’ understregede Ozzy & co.’s status som en af de vigtigste og hårdeste grupper inden for det felt.

I front stod Ozzy Osbourne, ‘Mørkets fyrste’, hvis urovækkende og uhyggelige stemmeklang ledte tankerne i retning af dæmoner og alskens djævelskab frem for blomsterdekorerede hippiefester med røgelse og myrra skær.

Især to af pladens numre understreger Black Sabbaths revolutionerende sound og lyriske univers, nemlig ‘Black Sabbath’ og ‘N.I.B.’, der samtidig giver et tydeligt hint om, hvor bandet senere bevægede sig hen.

‘Black Sabbath’ er lyden af tidlig ‘doom’ med klare referencer til det okkulte univers på tekstsiden, der nok har inspireret Iommi til at gøre brug af tritonus intervallet i sangens sortmejslede guitarfigurer.

Tritonus er tonen mellem 4. og 5. trin i dur- og molafledte skalaer fra ældre tid kendt som ‘djævelens interval’ og tillagt sataniske motiver ved hyppigt brug. Næppe tilfældigt at Iommi tyede til dette virkemiddel.

Også ‘N.I.B’ indikerer, at dele af rockmusikken i 70’erne og 80’erne forandrede sig i retning af det udpræget metalliske. Set i den kontekst er ‘Black Sabbath’ et særdeles væsentligt værk, der er i besiddelse af en pågående friskhed og umiddelbarhed til trods for det noget ufærdige præg, der ligeledes høres hist og her.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.