Ærkebritiske Paul Weller, der også lyder tilnavnet ‘The Modfather’, fyldte forleden 62, og i denne måned er det henholdsvis 25 og 35 år siden, det tredje soloalbum ‘Stanley Road’ og hans tredje plade i spidsen for Style Council, ‘Our Favorite Shop’, blev udgivet. Derudover er Paul Weller selvfølgelig kendt som frontman, sanger, sangskriver og guitarist i The Jam, der fra 1977-82 dominerede den engelske Top-40 og Top-10 liste med en markant stribe af hits.
Musikalsk er Weller vokset op med og rundet af The Beatles, The Kinks og især The Who samt Small Faces, modbevægelsens foretrukne bands. Hertil føjes en masse amerikansk Motown/Stax soul og r&b med rødder i New Orleans’ frodige sump af svedige beats og voodoo lignende ritualer. Omkring 1979-80 til deres opløsning var nyt fra The Jam noget, der rykkede hos en teenager som mig i Udkants-Danmark små 30 km syd for grænsen.
En tur på Deutsche Bücherei Apenrade, der hurtigt fik nyudgivelserne bestilt hjem, eller i den lokale Fona på Gågaden i håb om at få fingre i decibelholdige The Jam sager som ‘Setting Sons’ (1979), ‘Sound Affects’ (1980) og afskedstriumfen ‘The Gift’ anno 1982 var selvklart et must for en pletvis akneplaget og rockhungrende filejs, der forsøgte at spille smart med sin endnu begrænsede viden om den engelske punk- og new wave scene.
Efter The Jam dannede Paul Weller bandet The Style Council, der excellerede i et tidstypisk og hipt 80’er mix af soul, verdensmusik, pop og et snert af jazz. I 1985 blev jeg hovedkulds verliebt i ‘Our Favorite Shop’, som min local recordpusher fluks fik besked på at bestille hjem i vinyludgave. 14 sange der strittede i diverse genreretninger med finesse, stil, schwung og socialistiske holdninger.
Weller var i Style Council årene særdeles aktiv på venstrefløjen, hvilket prægede sangene i stigende grad først hos The Jam og endnu mere intenst med hans nye gruppe. Tjek ‘Our Favorite Shop’ numre som ‘Come To Milton Keynes’, ‘Internationalist’, ‘The Lodgers’ og ‘Walls Come Tumbling Down’ – dansevenlige opråb til handling, stillingtagen og revolution. Det forstod jeg vist kun delvist i en alder af 20 år, mens skiven røg af og på pladetallerknen. Et yderst velkomment genhør som forberedelse til dette skriv og en genanskaffelse skal heller ikke udelukkes.
The Style Council gik i opløsning ved årtiets udgave, og Paul Weller etablerede sig som soloartist med ‘Paul Weller’ (1992) og ‘Wild Wood’ året efter. Det røg ærgerligt nok hen over hovedet på mig i første omgang. Jeg bemærkede dog, at anmeldere og publikum var oppe at køre over fuldtræffere som ‘Stanley Road’ og ‘Heavy Soul’ (1997) samt flere udspil fra nullerne og 10’erne. Men af uransagelige årsager fandt jeg først ud af for seks-syv år siden, hvad jeg missede i 90’erne og første halvdel af 2000-tallet.
Men så blev der dæleme taget revanche, og friske forsyninger bestilt i al hast. Nølende og uopmærksomme Vilhelm endte som hengiven Weller discipel, en af de vigtigste og mest stilskabende sangskrivere i Storbritannien. Derudover er han cool, lidt af en modebevidst laps, veltalende og pokkers velsyngende.
En af grundene til Wellers skyhøje status skyldes ikke mindst ‘Stanley Road’, der i anledning af de 25 år måtte en tur i cd maskineriet påny. Titlen er opkaldt efter den gade i byen Woking nær Surrey, hvor Weller tilbragte en stor del af sin barndom. Skulle nye som gamle lyttere tørste efter mere end det dusin suveræne sange, ‘Stanley Road’ byder på i original form, anbefales 10 års jubilæumsudgaven fra 2005 udvidet med demoer, liveoptagelser, BBC sessions plus dvd indeholdende en dokumentar om albummets tilblivelse. Den forefindes på reolen. Ikke flere udeladelsessynder og forsinkelser herfra.
Popart kunstneren Peter Blake, der stod bag omslaget til ‘Sgt. Pepper’, har kreeret en smagfuld collage til forsiden af ‘Stanley Road’ med flere visuelle henvisninger til Wellers mod rødder. De findes også i rigelige mængder rent musikalsk. Noel Gallagher fra Oasis, der er stor fan af Weller, spiller akustisk guitar på den tunge og funky version af Dr. Johns ‘I Walked On Gilded Splinters’ oprindeligt inkluderet på hans debut lp ‘Gris Gris i 1968 – ‘The Nighttripper’ meets ‘The Modfather’. Selveste Steve Winwood bidrager med keyboards til ‘Woodcutter’s Son’, der ligeledes har et drys New Orleans over sig i beatet, og ‘Pink On White Walls’.
Trommeslageren Steve White, mangeårig hårdtslående krumtap hos Weller siden Style Council dagene, brillerer overalt på ‘Stanley Road’ med sit massivt magtfulde spil. En skam han ikke længere er en del af teamet. Mike Talbot (ex Style Council) keyboard kolorerer her og der, og den skarpe guitarveteran i Weller land, Steve Cradock, bør også fremhæves for sit arbejde. Niveauet er ganske enkelt tårnhøjt på ‘Stanley Road’.
Der lægges effektfuldt ud med singlen ‘The Changingman’, og herefter går det slag i slag. ‘You Do Something To Me’ er en ballade ‘to die for’ i al sin sjælfulde glans, og selve titelnummeret rykker som bare pokker. ‘Broken Stones’ er en af mine favoritter, og dens iørefaldende el-piano hookline går lige i systemet. ‘Out of The Sinking’ er klassisk 60’er inspireret mod rock, som ville have passet fint i repertoiret hos The Who og Small Faces.
Der sættes yderligere damp under foretagendet med den mere end syv minutter lange ‘Whirlpool’s End’, hvor samtlige hestekræfter slippes løs – hvilket powerfuldt orkester Weller rådede over den gang. Glødende guitarrock dynamisk bygget op til klimaks, så begejstringen indrømmet løber af med skribenten her.
Der er meget lidt plads til fedtede kritikfingre på ‘Stanley Road’, og det samme gælder såmænd den 10 år yngre ‘Our Favorite Shop’ uagtet forskellene på dem, og at de er rundet af hver deres tid og udgangspunkt.
Paul Weller har præsteret markant klasse gennem dekader i et langt kreativt amokløb, der vedbliver med at imponere. Sådan skal det sgu gøres – giv hele dynen et lyt, er der kun tilbage at tilføje fra en fan, som dårligt kan skjule det.
Og så er der endda mere at glæde sig til som Weller fan – nyt album “On Sunset” udkommer 03.07.20.
