Danmarks svar på Plant & Krauss?

"Ivan Pedersen & Nanna Larsen på tour med nyt album"

McKinleys, Taxie, Laban, Moonjam, Backseat, Sing Sing Sing, IVAN & DANMARKS NÆSTBEDSTE TRIO, Things We Do For Love.

Ovenstående er bare et udsnit at den efterhånden 73-årige Ivan Pedersens imponerende CV. Sangeren, sangskriveren og musikeren synes udtryksfuld utrættelig og heldigvis evigt nysgerrig.  

Derfor overrasker det måske så meget endda, at han igen er klar med et nyt projekt. En duo, der måske fremover kan udgøre det for Danmarks svar på Robert Plant og Alison Krauss.

Duoen er skabt sammen med sangeren og sangskriveren Nanna Larsen, der ligesom Ivan Pedersen også har en del soloalbum bag sig.

Aldersmæssigt kunne Nanna Larsen været hans datter, men hverken når sød eller sprød musik opstår er alder som bekendt nogen hindring. De mødtes ved et tilfælde, da der skulle skabes et band omkring hans 50-års jubilæumstur tilbage i 2016, og siden har et musikalsk venskab vokset.

De har nemlig begge en fælles forkærlighed for amerikansk sangskriver-tradition, folk-ish pop, country og noget så gammeldags, som hang til en egentlig, sangbar melodi. Samtidig har de begge også noget at sige på tekstsiden, der også gerne må indeholde mere end hjerte og smerte.

Det kan man høre på albummet ”Fortunate” der udkom (digitalt/CD) den 20. oktober. 11 harmoniske nyskrevne sange, der både har kant og karakter, og fremført af to stemmer, der hver især har masser af personlighed, og samtidig klæder hinanden ualmindelig godt.  

Albummet er ganske velvalgt denne uges ’UGENS ALBUM’ på DR P5 – selvom man da ikke kan lade være at undre sig over, at sådan en omgang kvalitetstung ’melodisk americana’ ikke også kan finde adgang til f.eks. DR P4, hvor en artist som Taylor Swift huserer, og vel i brede termer dyrker selvsamme musikalske kærlighed, bare drysset med lidt popnoter.

Men det er en anden snak, som du f.eks. kan tage, mens du selv sætter albummet på, og nyder nogle af de mange nye pletskud, som ”Elephant In The Room”, ”Fine Old Fiddle”, ”On the Other Side of Us”, for ikke at tale om den underskønne og straks vanedannende ”Nothing Stays The Same”. Sange, der bare flyder af autentisk nærvær i vellydende rammer, udført at et hold sangere og musikere, der ikke bare kan deres kram, men også investerer noget af sig selv til gavn og gunst for helheden.

Ivan Pedersen og Nanna Larsen tager nu på turne med albummet og nogle ældre sange i bagagen, og det gør de blandt andet sammen med den altid velspillende guitarist Lars Krarup (Henrik Strube, Backseat, Poul Krebs m.fk). Tour starten var i går i Birkerød, og i aften den 27. oktober gæster de Kulturium i Ishøj, mens de i morgen den 28. oktober spiller i teaterbygningen i Køge.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.