DARYL HALL 75 ÅR

”En af sin generations absolut bedste soulsangere”

Fotograf: PRESSEFOTO

Daryl Hall regnes ikke uden grund for en af sin generations absolut bedste soulsangere, men manden døbt Daryl Franklin Hohl, født den 11. oktober 1946 i Pottstown, Pennsylvania, USA, har dog mange andre talenter end lige det. Hall er en habil guitarist og glimrende keyboardspiller. Mens han studerede på High School og universitetet i 60’erne, tjentes der til uddannelserne som studiemusiker hos Philadelphia soul producerteamet Gamble & Huff. I 1967 mødte Hall sin senere duopartner John Oates, der læste på det samme universitet. Deres veje skiltes midlertidigt, men fandt sammen igen i starten af 70’erne.

De to venner debuterede som Hall & Oates i 1972 med albummet ‘Whole Oates’ og fik året efter pæn succes med ‘She’s Gone’ fra toeren ‘Abandoned Luncheonette’. Duoen arbejdede i løbet af 70’erne målbevidst på et internationalt gennembrud med deres mix af pop, soul og mere progressiv rock, hvilket først for alvor bar frugt i det kommende årti i en noget ændret stil.

Juli 1980 udsendte Hall & Oates det niende studiealbum ‘Voices’, min personlige favorit, der formåede at bide sig fast i den lukrative ende af Billboard 200 listen i næsten to år med holdbare hits af en vis dybde og kvalitet. Daryl Halls stemmepragt rammer her selv i det højt pressede toneleje så klokkerent, at man kunne få den tanke, at han personligt stod som opfinder af autotune. Næppe overraskende er det vokale arbejde tiptop over hele ‘Voices’ inklusive korstemmerne, der er mange af og elegant arrangerede.

Hatten af for denne tætte velklang. Blue-eyed soul og pop blandes her med new wave inspireret rock og tidlig 80’er synth lyd. Og ørehængeren ‘Kiss on My List’ går durk i ens pop nervesystemet. Dette gælder ligeledes for ‘You Make My Dreams’ med et dansant og smittende Motown beat der burde være i stand til at hive selv de mest nørdede bænkevarmere ud på dansegulvet.

Engelske Paul Young fik et globalt gigahit i midt 80’erne med en noget poleret fortolkning af Daryl Halls intense ballade ‘Everytime You Go Away’, der i sit oprindelige udgangspunkt på ‘Voices’ nærmere lyder som en gospeltintet slow song båret frem af et brusende Hammondorgel, der leder tankerne hen mod oldschool Stax soul af ædleste aftapning. Udgaven på Hall & Oates ‘Live At The Apollo’ (1985) er sågar en tand bedre, og efter at have lyttet til dette koncertalbum, hvor duoen forstærkes af de to oprindelige Temptations vokalister David Ruffin og Eddie Kendricks, blev jeg for små 35-36 år siden en del klogere i forhold til, hvad soul egentlig er for en størrelse.

Før ‘Live At The Apollo’ slog de to amerikanere hul i hitlydmuren med ‘Private Eyes’ (1981) ‘H2O’ (1982) og ‘Big Bam Boom’ (1984), der resulterede i en stime af fuldtræffere som ‘Private Eyes’, ‘Can’t Go for That (No Can Do),’ Maneater’, ‘One on One’, ‘Family Man’, ‘Out of Touch’ og ‘Method of Modern Love’, der grundlagde deres status som en af musikhistoriens klart bedst sælgende duoer. 1990 skiftede Hall & Oates udtryk med det rootsprægede og delvist akustiske ‘Change of Season’, som demonstrerede, at de var i stand til at udvide den musiske palette betragteligt. Siden har succesparret, der undervejs måtte indkassere enkelte dyk af økonomisk nær katastrofal karakter, kun sporadisk ladet høre fra sig med tre studiealbum i 1997, 2003 og 2004 – og senest i 2006 med pladen ‘Home for Christmas’, der udover fortolkninger af velkendte klassiske og traditionelle højtidssange – indeholdt par originale bidrag. I starten af 2020 – der var 50 år for deres samarbejde startede udtalte Daryl Hall, at de ville gå i gang med deres første album med helt materiale siden 2003 albummet “Do It For Love”. Men ikke for at markere jubilæet – tværtimod – Daryl Hall er nemlig ikke ligefrem fan af mærkedage!

“It’s the same reason I don’t go to fuckin’ high school reunions,” Hall says. “I’m not into celebrations or milestones or awards of any of that crap. It’s all about the work to me.”

– DarYL HALL (januar 2020 – www.hallandoates.com)

Halls sideløbende udgivet soloalbum. Det første ‘Sacred Songs’ udkom i 1980, men var indspillet tre år tidligere. Det var lagt på hylden af pladeselskabet grundet påstanden om manglende kommercielt potentiale. Albummet blev produceret af guitaristen og lydmageren Robert Fripp, en på papiret aparte konstellation, der allerede havde samarbejdet i 1979, da Fripp udsendte sin debut i eget navn, ‘Exposure’, nok det mest alment tilgængelige fra den kant. Hall er tilbage i konventionelt popland med ‘Three Hearts in the Happy Ending Machine’ (1986), co.-produceret af David Stewart fra Eurythmics. Herfra stammer ‘Dreamtime’, Halls mest succesfulde single i eget navn.

I alt fem studiesoloalbums er det blevet til for Hall, der ikke har udgivet yderligere siden ‘Laughing Down Crying’ i 2011, der imidlertid er hans klart bedste og mest charmerende satsning efter denne signaturs smag – tilegnet den mangeårige Hall & Oates bassist T-Bone Wolk, der døde februar 2010 blot 58 år gammel. Daryl Hall har dog gjort sig positiv bemærket på andre felter ikke mindst som executive producer af og initiativtager til programkonceptet Live From Daryl’s House (LFDH).,

LFDH er et musikalsk overflødighedshorn i højeste lyd-, billede og performancekvalitet med en særdeles velsyngende vært, spændende gæster og et husorkester to die for. LFDH er produceret og sendt via nettet plus flere tv-stationer herunder MTV på licensordninger i perioden fra 2007-16. Pt findes der i alt 82 episoder af LFDH, men forlydender om nye er desværre ikke blevet bekræftet.

Daryl Hall lagde bogstavelig hus til formålet beliggende i staten New York, dog er nogle af episoderne optaget on location forskellige eksotiske steder i verden, hvor et lyd- og kamerateam i topklasse har stået til rådighed hver gang samt været ansvarlig for mix og klipning bagefter. Hall og hans hold plus musical directors kan stort set spille alt; fra klassisk rock’n’roll over alternativ rock til soul, pop, funk,r&b, electronica, reggae og det mere heavy. Det hele sidder i skabet tilføjet flerstemmige vokalharmonier, overraskende arrangementer og opdaterede versioner af klassikere fra Halls bagkatalog.

LFDH er blevet tildelt diverse TV- og MTV-priser. Hovedparten af materialet ligger desuden på Youtube – kan på det varmeste anbefale at dykke ned i hele herligheden. Der er tale om en ren guldgrube.

Stort tillykke med den halvrunde dag til Daryl Hall, der hele livet igennem har knoklet hårdt med sine projekter, der ud over musikken tillige tæller tv udsendelser, hvor han beretter om arbejdet med at restaurere gamle bevaringsværdige huse og bygninger. Imponerende mand, cool, velformuleret, velbegavet, yderst entreprenant og ikke mindst ‘giftet with a golden voice’. En stemme der iøvrigt stadig er i vigør. Hall & Oates har nemlig netop med succes afsluttet en større turne i hjemlandet.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.