Guitaristen, produceren og sangskriveren Dave Stewart er især kendt som den ene halvdel af Eurythmics og for sit samarbejde med Annie Lennox. Men Stewarts akkreditiver tæller dog meget andet end det, og hans karriere startede allerede som teenager, hvor han spillede med folkrock bandet Longdancer, der opnåede en pladekontrakt uden nævneværdig succes. Hans fulde navn lyder David Allan Stewart født den 9. september i Sunderland, England.
Efter at være flyttet til London blev han i slutningen af 1976 introduceret for den to år yngre Annie Lennox, som han forelskede sig i og dannede par med. Først kaldte de sig for The Catch og dernæst The Tourists, som i 1979-80 udgav tre albums og indkasserede et beskedent singlehit med en coverversion af Dusty Springfields I Only Want to Be with You. I 1980 blev Tourists opløst, Stewart og Lennox brød deres forhold, men fortsatte det professionelle parløb under det navn, der i løbet af 80’erne gjorde dem verdensberømte, Eurythmics.
Debuten In The Garden (1981) rørte kun beskedent på sig, men to år efter var der gevinst med Sweet Dreams (Are Made of This) (1983), hvorfra titelsangen endte som et millionsælgende singlehit. Be Yourself Tonight (1985) og Revenge (1986) satte yderligere hitkaravanen i globale svingninger, der kørte i højt gear med deres iørefaldende mix af rock, pop og soul frem til opløsningen i 1990. Eurythmics blev gendannet i 1999, udsendte albummet Peace og drog på verdensturné.
Solokarrieren
Stewart flyttede til Frankrig i 1990 og dannede sit eget band Dave Stewart and the Spiritual Cowboys, der udgav to plader uden at nå blot i nærheden af Eurythmics gennemslagskraft. Efter at være hoppet fra projekt til projekt kom hans første egentlige soloalbum i 1994, Greetings from the Gutter, der resulterede i singlen Heart Of Stone, et fint nummer, som havde fortjent bedre.
Fra 1998 til 2013 blev det til yderligere fem udspil i eget navn, hvorefter han påbegyndte et duosamarbejde med Thomas Lindsey under navnet Stewart Lindsey. Det har foreløbig kastet to glimrende mere moderne bluesorienterede album af sig i 2016 og 2020. Derudover udgav han i 2017 et album udelukkende med duetter – “The Nashville sessions – vol. 1” – med en prominent række af gæster – f.eks. Stevie Nicks. Alison Krauss og og Martina McBride.
Her i 2022 har han udsendt et større nyt solo værk “Ebony McQueen”, der er en slags samling af musikalske memoirer og et tilbageblik på teenageårene i 60’erne.
Mange sideprojekter
Den lidt ujævne albumfrekvens er dog langtfra repræsentativ for Stewarts generelle aktivitetsniveau. November 2002 indledte han et samarbejde med Sydafrikas forhenværende præsident Nelson Mandela ud fra en ide om, at Mandelas fangenummer på Robben Island, 46664, skulle oprettes som telefonlinje, hvor der kunne lyttes til nye sange af ham selv, Paul McCartney, U2 med flere, mens man donerede beløb til AIDS sagen.
I 2007 annoncerede Stewart at ville optræde live med et stort orkester, der skulle spille sange fra hele karrieren. 2011 dannede han all-star bandet SuperHeavy med Mick Jagger, Joss Stone og Damian Marley, der kun udgav et og noget rodet album, før gruppen gik i sig selv igen.
Der er imidlertid anderledes format over hans parallelle karriere som gæstemusiker, sangskriver, producer og co.-producer. I 1985 kom han fornemt fra land som medproducer på Tom Petty and the Heartbreakers’ Southern Accents og producerede samme år ex The Undertones forsangeren Feargal Sharkeys debutalbum.
Året efter hjalp han Bob Geldorf i gang med solokarrieren, co.-producerede Three Hearts in the Happy Ending Machine for Daryl Hall og bidrog til Alison Moyets hit Is This Love. I 1987 blev Stewart krediteret som co.-writer og co.-producer på Mick Jaggers andet soloudspil Primitive Cool. 1992 arbejdede Stewart sammen med Shakespeare Sisters, og i 1993 leverede han sågar materiale til den tyske punk-rock dronning Nina Hagens album Revolution Ballroom, som han spiller keyboards og synger kor på.
Jon Bon Jovi og Bryan Ferry havde bud efter Stewarts kompetencer i 1997 og 2002, og Ringo Starr meldte sig på banen for at bede ham om at producere sit 15. studiealbum Liverpool 8. I 2010 skrev Stewart sange med Stevie Nicks, der endte på hendes soloplade In Your Dreams. Dave Stewart, der fortsatte sit virke hos Ringo Starr på yderligere fem udgivelser, har derudover som musiker, sangleverandør og i producerstolen samarbejdet med blandt andet Bob Dylan, Katy Perry, Anastacia, Sinead O’Connor og Aretha Franklin, og senest med danske Iris Gold på hendes nye og aktuelle album ”Woman” .
Filmmusik og bøger
Det er ydermere blevet til en del aktivitet inden for film- og tv mediet, hvor Stewart har leveret sange og underlægning til en række dokumentar- og spillefilm samt serier. Her kan nævnes Ruthless People (1986), Lily was Here (1989), Around the World in 80 Days (2004), Alfie (2004), Off The Record (HBO serie 2006) og Living The Life (Sky Arts serie 2012).
Også bogprojekter kan den entreprenante Stewart tilføje sit alenlange CV. Listen tæller The Dave Stewart Songbook: The Stories Behind the Songs (2008), The Business Playground: Where Creativity and Commerce Collide (med Mark Simmons, 2010) og selvbiografien Sweet Dreams are Made of This: A Life in Music (2016).
Sluttelig bør det også tilføjes, at den alsidige og multitalentfulde Dave Stewart er en aldeles fremragende guitarist, der evner at boltre sig i et utal af genrer. Det kan man få et udbytterigt eksempel på ved at tjekke hans gæsteoptræden i Live From Daryl’s House i 2011, hvor han trykker den heftigt af med værtens husorkester. Stewart og Daryl Hall giver desuden en rygradsrislende skøn duo fortolkning af Eurythmics nummeret Here Comes The Rain Again for akustisk guitar, klaver og vokal. Klasse fornægter sig ikke. Spørg blot den svorne Sunderland fan Dave Stewart, der har fået mere fra hånden end de fleste andre i branchen.