David Lindley var om nogen indbegrebet af en musikernes musiker. En yderst respekteret studiemusiker, der dog også i eget navn fik har sat ganske betydelige aftryk.   

Han døde i går den 3. marts 2023 efter kort tids sygdom. Dødsårsagen er ikke angivet.  

Det har allerede afstedkommet masser af reaktioner på de sociale medier. Reaktioner der bekræfter hvilken unik status Lindley havde blandt sine kollegaer.

“David Lindley was a true stylist and a unique voice on whatever instrument he picked up. His lap steel playing in particular was a big influence on me. I’ve always put David on a short list of major influences on my slide playing- especially on the melodic side. Often times when I’m approaching a song or solo in a major key Lindley’s influence will appear automatically. His style was so vocalesque and his sense of melody was a deep well” – Warren Haynes

“Lost one the most truly unique and special musician and friends EVER! There was no other like David Lindley” – Leland Sklar

“When it comes to my sound and my style…I owe a lot to David Lindley. If I had to pick one guitarist it’d be this guy David Lindley . His tone, his touch ,his note choices . He was the master. So sad to see he died . A true maestro. Never flashy. The epitome of taste and class. Putting feel and tone at the absolute center of his playing” – James Maddock

“Rest in Peace to one of the greatest ever to ever play music. David Lindley changed the game for all of us”  

– Joe Bonamassa

“His tone, his melodic approach, his fearlessness, his kindness and willingness to share his time and his immense talent with guys like me.  Man, he was larger than life, in my eyes. I thought that David would live forever. And he will.” – Lee Roy Parnell

“The way I see it, this week the world lost two of the greatest musicians to ever walk this big blue ball. Wayne Shorter and David Lindley” – Jerry Douglas

 “The loss of David Lindley is a huge one. Without his influence my music would sound completely different. I was genuinely obsessed with his playing from the first time I heard it. The man was a giant.” – Jason Isbell

“I had the honor of working with David Lindley when he played slide guitar on the Freight Train Heart Album. He was a truly a beautiful  musician who brought songs to life” – Jimmy Barnes

Hans melodiske og næsten syngende guitarsignaturlyd har haft afgørende indvirkning på resultatet af utallige store album fra rockhistorien – ikke mindst på banebrydende album med Jackson Browne, Warren Zevon, Crosby Stills & Nash, Rod Stewart og Ry Cooder. Alle navne han spillede med i deres bedste perioder af karrieren.

Hans pladekarriere begyndte tilbage i 1966, hvor han var en del af rockbandet The Rodnets, der udgav en enkelt single. Siden grundlagde Lindley bandet Kaleidoscope, der gjorde sig i psykedelisk folkrock og udsendte tre plader i slutningen af årtiet.

David Perry Lindley, blev født den 21. marts 1944 i San Marino, Californien. Han startede med violinen som treårig og gik videre til baryton-ukulele og banjo. Som teenager vandt han flere banjo- og violinkonkurrencer i hjemstaten. Han hang ud på folkscenen og stiftede bekendtskab med russisk folkemusik og indisk sitar musik. Videbegærligheden syntes grænseløs geografisk og stilmæssigt. Et karaktertræk han forfulgte hele sin karriere, hvor hans samarbejdsrelationer gik i alle retninger, og hvor omfanget af strengeinstrumenter, som han beherskede, kun steg i antal.  

Maxi-instrumentalist

Magasinet Acoustic Guitar mente i en artikel ikke, at betegnelsen multiinstrumentalist var dækkende for Lindleys virke og indførte i stedet begrebet maxi-instrumentalist. Listen over kendte som mindre kendte instrumenter, Lindley havde taget på, er vitterlig da også imponerende. Et udpluk: violin, akustisk og elektrisk guitar, bas, banjo, lap steel guitar, mandolin, hardingfele, bouzouki, charango, oud og zither.

I 1981 etablerede Lindley sit eget band El Rayo-X, der talte fremragende musikere som Bob Glaub (bas), William D. ‘Smitty’ Smith (orgel) og trommeslageren Ian Wallace. Et band der forstod at yde ham optimale betingelser til udfoldelse af hans sprøde strengeleg og nysgerrigt afsøgende territorier ud i blues, reggae, r&b, rock, verdensmusik plus enkelte eksperimenterende indslag. Mageløs musiceren af en karakter, der ofte savnes i vor tid.

80’erne blev generelt en god periode for Lindley med anbefalelsesværdige og stadig holdbare udgivelser som El Rayo-X (1981), Win This Record! (1982) og El Rayo Live (1983) – ligesom han stadig havde travlt som session musiker, hvor han medvirkede på en bred vifte af ganske forskelligartede album fra blandt andre Andreas Vollenweider, Toto, Peter Case, Marshall Crenshaw, Pat McLaughlin, Tanita Tikaram, Lonnie Mack, Church, Bangles, Jennifer Warnes, Dolly Parton/Linda Ronstadt/Emmylou Harris Trio, Jimmy Barnes, John Eddie, Belinda Carlisle, Glenn Shorrock og Joe Walsh.

I 90’erne var han stadig uhyre aktiv som session musiker og du i denne periode kan finde hans klare aftryk på album med f.eks. Linda Ronstadt, Ben Harper, Chris Hillman, Kenny Loggins, Eddie Money, Amy Grant, Emmylou Harris, Animal Logic, Dan Fogelberg, Dolly Parton, John Prine, Howard Jones, Aaron Neville, Taj Mahal, Iggy Pop og Bob Dylan.

I 90’erne havde han også fokus på nye duo samarbejder, og han udgav to album sammen med Hani Naser, og hele fire album sammen med Henry Kaiser.

I det nye århundrede droslede han ned på studie arbejdet, men du kan finde ham på Bruce Springsteens The Promise (2010), og Eric Clapton & Friends (2015). Han genoptog også samarbejdet med Jackson Browne, og de udgav i 2010 live albummet ”Love is strange”.

Roskilde Festival og Shu-bi-dua

David Lindley besøgte flere gange Danmark, senest solo på Roskilde Festival i 2013, hvor han også var i 90’erne sammen med Ry Cooder. De to herrer besøgte i 1995 også Midtfyns Festivalen.

Æret være David Lindleys minde, et mangesidet, talentfuldt menneske langt ud over det sædvanlige har nu spillet sin definitivt sidste Mercury Blues, en signatur nummer, svorne fans elskede ham for. Blandt andre Michael Hardinger, der tog Lindleys version til sig som inspiration og forlæg for det, der i dansk version blev til Shu-bi-dua hittet Folkevognen fra Shubidua 10, dog i en udgave, der desværre var noget finkæmmet i forhold til den oprindelige demo udgave fra Hardinger. Den kan dog findes på Spotify som bonusnummer til albummet med masser af Lindley inspireret guitar fra Hardingers side.

Michael Hardinger har i dag på sin facebook side lagt følgende anekdote op omkring tilblivelsen;  

“David Lindleys udgave af Mercury Blues er fantastisk. Jeg hørte den første gang mens jeg ventede på venner som aldrig kom på Hornbæk strand. Jeg skrev teksten til SBDs “Folkevognen” på stranden og kørte ind til Soundtrack i St. Kongensgade og indspillede den med Roberto Johansson ved pulten. Det tog det meste af natten, masser af spader og kaos lyd !! Næste morgen præsenterede jeg den for Bundesen. Han kunne lide den, men sagde ” Den trænger til et “signal” og pulsende på en cerut spillede han introen til sangen på en Juno 60 synth med 1 finger! Det var det ENESTE Bunde har komponeret i SBD hehehe.. men han havde jo helt ret! Vi brugte det meste af min tekst bortset fra en ændring: Jeg skrev ” Hitler fik ideen, folket sagde Heil, og dem der tog til fronten fik et gratis sidespejl”..det ændrede vi til “de styrtede ud til fronten men der var sket en fejl”

I 2010 skulle vi til USA fra Danmark, da vulkanen på Island eksploderede og alle fly i Europa blev annulleret på grund af askeskyen. Men kl 04.00 om natten fik jeg en email fra SAS at 1 fly ville afgå fra Oslo til Boston! Hvis man ville med skulle man være i Kastrup kl. 07.00 og med bus til Oslo. Vi styrtede afsted og var heldige. 7 timer senere stod vi i køen til det eneste fucking fly fra Europa til USA. Og hvem stod lige foran mig? DAVID LINDLEY! Jeg var lige ved at fortælle ham om Shubidua og Folkevognen, men jeg var for starstruck….”