Johnny Cougar, John Cougar, John Cougar Mellencamp og nu blot John Mellencamp. Den amerikanske sanger, guitarist, sangskriver, maler, skuespiller, filminstruktør og aktivist, der nu fylder rundt, har gjort brug af fire kunstnernavne i karrieren siden midten af 70’erne. På dåbsattesten står der John J. Mellencamp, født den 7. oktober i Seymour, Indiana.
At sammenligne hans tekstmæssige og musikalske univers med Bruce Springsteen er ret beset ikke helt skævt, og netop The Boss og Mellencamp har for nylig i fællesskab begået det ikke uefne singleudspil ‘Wasted Days’ som forløber for sidstnævntes annoncerede 2022 album, hvor Springsteen medvirker på tre sange. Om Mellencamps lyriske udgangspunkt skrev Rolling Stone journalisten Anthony DeCurtis for år tilbage:
‘His songs document the joys and struggles of ordinary people seeking to make their way, and he has consistently brought the fresh air of common experience to the typically glamour-addled world of popular music.’ Ganske rammende og præcist, hvilket langt henad vejen også gælder for indholdet i Springsteens sangkatalog.
Begge har de fået prædikatet ‘Heartland Rock’, en stilart der med udgangspunkt i rootsrock, r&b, folk og country tager almindelige menneskers daglige udfordringer op på tekstsiden fyldt med farmere, såkaldte blue-collar workers og lastbilchauffører på job og farten jagtende den amerikanske drøm og livsstil. Kort sagt småbyernes stemme i tekst og musik.
Denne signatur var i store dele af 80’erne en ‘hengiven discipel’ i forhold til Mellencamps udgivelser, sange, statements og mix af traditionelle instrumenter og højelektrisk forstærkning, som det kom til udtryk i en stime af hits, helstøbte numre og hård riffrock i de klassiske formative år. Her kan i flæng nævnes ‘Hurts So Good’, ‘Jack & Diane’, ‘Crumblin’ Down’, ‘Pink Houses’, ‘Lonely Ol’ Night’, ‘Small Town’, ‘R.O.C.K. in the U.S.A.’, ‘Paper in Fire’ og ‘Cherry Bomb’ og albums som ‘American Fool’ (1982), ‘Uh-Huh’ (1983), ‘Scarecrow’ (1985), ‘The Lonesome Jubilee’ (1987) og ‘Big Daddy’ (1989) alle jævnlige gæster i mit hi-fi-system.
Violiner, dulcimer, autoharp og trækharmonika møder el-guitar, bas og trommer tilsat inspiration fra Bob Dylan, Woody Guthrie, James Brown og The Rolling Stones. En hang delvist på Mellencamp karavanen i 90’erne, der bød på fine skud a la ‘Whenever We Wanted’ (1991), ‘Human Wheels’ (1993) og ‘John Mellencamp’ (1998). Mellencamp har stadig været aktiv i 00’erne og 10’erne med albums som ‘Cuttin Heads’ (2001), ‘Freedom’s Road’ (2007), ‘No Better Than This’ (2010), ‘Plain Spoken’ (2014) og ‘Sad Clowns & Hillbillies’ fra 2017. Tælles det kommende 2022 udspil ‘Strictly a One-Eyed Jack’ med, når værkfortegnelsen op på 25 udgivelser i alt.
Mellencamps malerkunst er farvet af tysk ekspressionisme, og mange af motiverne er befolket af ensomme figurer i skyggefulde baggrunde. Det triste og forladte dominerer hans billedeudtryk. Mellencamp er visuelt produktiv, og hans værker har været flittigt repræsenteret på store udstillinger i USA særligt i det forrige årti. Derudover er det blevet til enkelte filmroller i 90’erne og 00’erne plus debut som instruktør i 1992 med ‘Falling From Geace’.
Mellencamp er derudover særlig kendt som initiativtager til Farm Aid, der med årlige stjernespækkede koncerter siden 1985 har sat fokus på små amerikanske farmeres ofte barske vilkår og rejst midler til, at mange af dem kan blive boende på deres familiegårde ejet gennem generationer frem for, de opkøbes af spekulanter i det storindustrielle landbrug.
Herhjemme har han desværre været en sjælden gæst på live scenerne – og hans seneste besøg skal vi helt tilbage til 2011 i VEGA i København – og 1992 i Valby Hallen for at finde. Efter sigende to koncerter der til fulde bekræftede hans ry som en karismatisk, farverig og givende LIVE artist – der altid stiller op med et stærkt og velspillende ’no- nonsense’ band omkring sig.
Den åbenmundede Mellencamp har blandet sig i den offentlige debat siden starten af 80’erne, hvor det først var den republikanske præsident Reagan, der måtte stå for skud. 2003 gik han kritisk i offensiven omkring USA’s militære intervention i Irak, og fire år senere fik George W Bush det glatte lag i sangen ‘Rodeo Clown’. 2008 blev senator John McCain bedt om øjeblikkeligt at stoppe brugen af ‘Pink Houses’ i sin kampagne, og januar 2009 optrådte Mellencamp under Barack Obamas indsættelsesceremoni til Det Hvide Hus. 2020 støttede Mellencamp demokraten Michael Bloombergs forsøg på at blive sit partis præsidentkandidat, hvilket dog ikke lykkedes.
Et varmt tillykke med den runde dag er således forfattet til John Mellencamp, der har nydt markant kommerciel som kunstnerisk succes gennem et langt virke samt modtaget ros fra flere af de største kolleger i faget herunder Bruce Springsteen, John Fogerty og Johnny Cash.
Om Mellencamp helt kan måle sig med denne trojkas musikalske som lyriske bedrifter, vil sikkert stå til diskussion, hvilket dog ikke skal forklejne hans bedste stunder som arbejderklassen, den normale amerikaner og dagliglivets poet.
