Del Amitri gæster Amager Bio

”Legendarisk skotsk pop/rock band vender endelig tilbage - og med friske forsyninger af sange”

Fotograf: PRESSEFOTO

Et af årets bedste udenlandske album sidste år ifølge denne skribent var så afgjort comeback albummet ”Fatal Mistakes” fra Del Amitri. Deres syvende studiealbum, og det første siden ”Can You Do Me Good?” fra 2002. I mellemtiden har forsanger Justin Currie udgivet fire fine soloalbum, der har været tro mod Del Amitri ånden, men alligevel været mere melankolske og ofte mere afdæmpede, og generelt lidt mindre iørefaldende.

Som sanger er Currie således på ingen måde blevet rusten. Hans bløde og genkendelige vokal er fortsat, det første, der betager når man forkæler øregangen med Del Amitri.

Musikalsk er ”Fatal mistakes” stadig pop/rock med både kant og karakter, og masser af mindeværdige melodier og fremragende arrangementer. Det klæder samtidig Del Amitri, at teksterne er vokset med dem, og er blevet en smule mørkere, mere sarkastiske og mere bevidsthedssøgende.

De udgav deres debutalbum tilbage i 1985, men det store kommercielle gennembrud kom med deres andet album ”Waking Hours” fra 1989, der indeholdt klassikere som ”Kiss This Thing Goodbye” og ”Nothing Ever Happens” – siden fulgte numre som ”Always The Last To Know”, ”Roll To Me”, Driving With the Brakes On” – for ikke at tale om en af alle tiders måske bedste fodboldsange – ”Don’t Come Home To Soon” – som var skrevet som officiel slagsang til det Skotske landshold i forbindelse med VM i fodbold 1998.

I 90’erne besøgte Del Amitri Danmark hele 8 gange. Første gang 23. marts 90 i Musikcafeen i København. Derudover var de et par gange forbi VEGA, og så gæstede de såvel Roskilde Festival, Midtfyns Festival, Jelling Festival og senest Skanderborg Festival (i dag Smukfest) i 1999.

Nu kommer de så endelig tilbage. De har været på et par genforeningsturneer i det britiske siden 2013, hvilket der blandt andet i 2014 kom et LIVE album ud af, men det er altså først nu de igen drager rundt i Europa. Det må derfor betragtes som lidt af et scoop af Amager Bio , at Del Amitri kommer forbi den 14. september på et af deres bare 10 spillejob rundt om i Europa.

Efter ”Fatal mistakes” har de endda udsendt et par helt friske singler – ”Gone In a Second” og ”This City Loves You Back” – og mon ikke et fyldt Amager Bio vil skråle med på det sidste udsagn til september? Singlerne er begge fra albummet ”Fatal Mistakes ‘Outtakes & B-Sides’” der vil blive udsendt den 12. august 2022.

Del Amitri anno 2022 er et ganske rutineret og sammenspillet hold. Tilbage fra debutalbummet er udover Justin Currie – også guitarist og sangskriver Iain Harvie stadig med, og de er flankeret af lutter rutinerede kræfter, der har Del Amitri som en naturlig del af deres DNA. Keyboardmanden Andy Alston, har været med siden 1989, trommeslager Ashley Soan, kom med i 1994, og bassist Kris Dollimore lagde bunden første gang i 1997.

Jeg fornemmer allerede, at det vil være en fatal fejl hvis ikke man indfinder sig på Amager midt i september, ikke mindst hvis man da holder af pop/rock af absolut fineste karat, og holder af oplevelser man ikke lige kan forvente hver eller hver anden dag.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.