DEN ORDRIGE POET FRA ASBURY PARK

”50 ÅR MED BRUCE SPRINGSTEENS DEBUTALBUM”

Fotograf: Album cover (beskåret)

Greetings from Asbury Park, N.J., der er en form for hyldest til det område, Bruce Springsteen færdedes i som ung, blev udsendt af pladeselskabet Columbia den 5. januar 1973 og fik generel ros fra anmeldernes side, men rørte først for alvor på sig salgsmæssigt, da andre mere populære albums trak debutudgivelsen op. Greetings from Asbury Park, N.J. blev første gang spillet igennem i sin helhed i 2009 i HSBC Arena i Buffalo, New York under den sidste koncert på Bruce Springsteen & The E Street Bands ”Working on a Dream” turné.

Albummet kom til verden i et billigt studie henover sommeren 1972 for at få mest ud af det forskud, Columbia Records havde givet Springsteen og hans manager Mike Appel, hvilket udløste en strid med selskabets navnkundige talentspejder John Hammond om hvilke numre, der var indspillet solo og dem, der kom i kassen med band. Hammond foretrak solosangene og ophavsmanden de sidstnævnte. Man blev enige om at mødes på halvvejen; fem af hver.

Af sangene med orkester fandt For You, Growin’ Up, Does This Bus Stop at 82nd Street?, Lost in the Flood og It’s Hard to be a Saint in the City vej til det færdige album, mens kun Mary Queen of Arkansas og The Angel overlevede bunken af de akustiske. Men selskabets chef Clive Davis var stadig ikke tilfreds, der manglede et par med hitlistepotentiale, hvorefter Springsteen gik i studiet igen for at indspille to nye kompositioner Blinded by the Light og Spirit in the Night. Davis godtog albummets endelige sammensætning og gav grønt lys for dets release.

Manfred Mann’s Earth Band hittede med Bruce’s sange

Blinded by the Light endte som debutudgivelsens åbningsskæring, hvor ordene nærmest vælter ud af Springsteen i en uendelig bevidsthedsstrøm startende med ‘Madman drummers, bummers, and Indians in the summers with a teenage diplomat’. Det skulle rime og gerne tage udgangspunkt i Springsteens liv og oplevelser. Blinded by the Light udkom som pladens første single og blev i 1976 et langt større hit for Manfred Mann’s Earth Band i en noget anderledes version inkluderet på deres album The Roaring Silence.

Allerede året før havde Manfred Mann’s Earth Band haft fat i Spirit in the Night, den anden single fra Greetings from Asbury Park, N.J, som det britiske band gjorde populær i deres fortolkning og medtog på Nightingales and Bombers (1975). Sandelig om ikke Mann & co. sagde alle gode gange tre ved at kaste sig over For You, oprindelig B-siden til Spirit in the Night. De udgav For You som single og del af albummet Chance (1980).

Hvad Springsteen umiddelbart har ment om Manfred Manns trang til at rode med numre fra hans etter, står vist hen i det uvisse. I lyd, genre og spillemåde er der i hvert fald pænt stor forskel på Earth Bandet og The E Street Bands tilgang til tingene. Men økonomisk set gav førstnævntes fortolkninger kommercielt bingo, så det har nok været til at leve med endda.

Tematisk lyrik – inspireret af Bob Dylan

Lyrisk er Bossens debut tematisk en forsmag på, hvad der ventede hans fans, dog med lidt færre gloser end på Greetings from Asbury Park, N.J., hvor han som sangskriver og sanger alt i alt er stærkt kørende med klar inspiration fra Bob Dylan, hvilket flere kritikere også nævnte i deres vurdering. Growin’ Up var et af de numre, Springsteen spillede for John Hammond, da han mødte op på hans kontor i håb om at lande en kontrakt med en af de største spillere på markedet. Sangen kredser om en rebelsk teenager fra delstaten New Jersey, der havde svært ved helt at tilpasse sig normerne. Det er sandsynligvis møntet på Springsteen himself.

Mary Queen of Arkansas blev ligeledes spillet under The John Hammond audition og handler om en drag queen, en tolkning, Springsteen senere har bekræftet. Sangen fremføres i roligt tempo med akustisk guitar i den rette dylanske ånd. John Hammond, der lukkede Springsteen ind i varmen og blandt andet har været med til at spotte navne som Bob Dylan, Billie Holiday, Count Basie, Pete Seeger, Aretha Franklin, George Benson, Leonard Cohen, Stevie Ray Vaughan og Mike Bloomfield, var imidlertid mere begejstret for It’s Hard to Be a Saint in the City, en af højdepunkterne fra Greetings from Asbury Park, N.J.

Som titlen antyder, handler sangen om en ung mand, der vokser op på gader og stræder samt forsøger at holde sig på den rigtige side af den moralske kridtstreg, men ender med at begå lovbrud, lignende emner Springsteen tog op på det overvejende akustiske soloudspil Nebraska (1982). The Angel har sjældent været på live repertoiret, selv om Springsteen tæller den med i kataloget af hans bedste frembringelser. The Angel har en ‘motorcycle outlaw’ i hovedrollen og fyldt med bil metaforer, som han benyttede sig flittigt af i en del efterfølgende numre.

Does This Bus Stop at 82nd Street? tilhører listen af Hammond demoer og fortæller om den busrute, Springsteen benyttede sig af, når han skulle besøge sin daværende kæreste på Manhatten i New York samt de skæbner, han så og mødte på sin vej. Springsteen er billedestærk som ord- og rimsmed og understreger disse talenter på debuten fra 1973, selv om det i sange som Blinded by the Light kan være svært at følge med i kaskaden af verber, metaforer og litterære referencer. Det er jo som sådan ikke Bossens problem, men ikke desto mindre valgte han på senere udgivelser at dosere ordstrømmen en anelse og nok et ganske klogt træk.

Springsteen spillede det meste selv, men blev eller bakket stærkt op af Clarence Clemons – sax, Vini Lopez – trommer, David Sancious – piano, Hammond organ, keyboards og Garry Tallent på bas,  samt Richard Davis – double bass på “The Angel”, og Harold Wheeler – piano på  “Blinded by the Light” og “Spirit in the Night”. Garry Tallent er den dag i dag stadig en del af The E. Street Band.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.