Den svimlende lyd af Hitchcock, James Bond og X-faktor

”The Vertigoes på vej med gysende godt soundtrack – uden en film”

Fotograf: PRESSEFOTO

Det ER en vild og sjov historie. Lige til at skrive en film om. I så fald har The Vertigoes allerede leveret soundtracket.

De har foreløbig udsendt syv fængende singler, der har alle det dramaturgiske og storslåede over sig.

Men kan naturligvis ikke begå så god ’filmmusik’ uden at det ledsages af en billedside. Så alle deres singler er blevet beriget med nogle ganske flotte og professionelt gennemarbejdede videoer skabt af Carsten Krogstrup på locations i lokalområdet omkring Nykøbing Falster, hvor de to medlemmer af The Vertigoes – multiinstrumentalisten Morten Krastrup og sangerinden Mette Glyholt –  begge kommer fra.

Det er et spændende kunstnerisk og kreativt projekt de har gang i, og det er helt tydeligt at duoen også vægter det visuelle udtryk, så samspillet mellem lyd og billede fremstår så tæt på optimalt – ud fra det mulige med de midler der er til rådighed.

Det er nemlig ikke ligefrem million budgetter der leges med her. Til gengæld er der masser af talent, skabertrang og en million gode idéer, der skæres ind til benet, og ender med det helt rigtige output. Det er underholdende, det er indholdsrigt.

Sådan har det været på alle de syv singler, der er kommet drypvis over de sidste par år.  De har i den grad skabt et ambitiøst grundlag for noget, der forhåbentligt ender i et debutalbum, der vil bør genlyd i det meste af den danske musik- og filmverden.

For det her er altså UHØRT godt, og den danske musikscene mangler lige nu denne form for grandios og generøs lyd. Et både melodisk og sanseligt film-noir udtryk, med internationalt tilsnit og noget udefinerbart besnærende nordisk melankoli og udkants ’gak og gys’ over sig.

Så kære læser – lad os sammen starte en svimlende HYPE om dette vidunderlige band, der i den grad fortjener at blive hørt og set. Også i hele Danmarks Radio – for The Vertigoes rimer jo nærmest på P6 Beat. Måske de bare skulle kalde stilen ‘indie-film-noir’? De skulle nok være en indgangsnøgle, der kan åbne en dør eller to på klem hos de altid nysgerrige og åbensindede værter?. Knock knock!   

Om det så også bliver på en LIVE scene at vi kommer til at høre The Vertigoes er stadig uklart, for Mette Glyholt er slet ikke skolet som sanger, og har ikke optrådt professionelt før, så det en større proces der skal i gang der. Men ganske underfundigt og livsbekræftende at en så dragende og karakterfuld stemme kan have gået rundt i så mange år og ’bare’ have sunget lidt for sig selv og sine nærmeste.

At tænke sig, at der altså stadig findes folk med en ægte X-faktor, også helt uden for TV! – og at de selv er i stand til at udløse den! Det er alligevel en vild historie. For real.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.