Hvis jeg selv skal danne mig et overblik over den ’Memory Lane’ som hoved og hjerte er fyldt med i relation til Povl Dissing, så kunne jeg vel ligeså godt starte med at skrive en bog. Det gør jeg ikke, men nogle ord vil jeg alligevel bidrage med.
For Ingen anden artist har jeg igennem hele livet hørt mere – både på plade – og ikke mindst live. Skønne oplevelser på tværs af generationer. For første gang på skuldrene af min far i Fælledparken i KBH som bare 3-årig.
Det gjorde indtryk, og det har Povl Dissing gjort lige siden. Jeg fik lov at overtage mine forældres Dissing singler, da jeg i en alder af 6-7 år fik min første rejsegrammofon, og siden har hans musik mere eller mindre været i faste omdrejninger.
En spændende rejse, for man vidste aldrig helt hvad Dissing nu prøvede af musikalsk. Han var evigt nysgerrig, umulig at sætte i bås, og så gav han altid så meget af sig selv uanset hvilken retning han nu var (velbe)vandret i.
Hvad han ikke har gæstet af album og compilations er en historie i sig selv. Tjek bare hans bidrag ”Fugl på en snor” på albummet ”På danske læber – Leonard Cohen – sange i danske fortolkninger” eller hans varmblodige duet med Thulla på singlen ”Make Music Not War” indspillet i 2003 til Amnesty International.
Samarbejdet med Benny Andersen vendte han altid tilbage til – og godt for det, for jeg synes faktisk de blev bedre med årene. Album som ”Over adskillige grænser” (1988) og ”I al slags vejr” (1990) kan ikke fremhæves nok.
Men at Povl Dissing har været mindst lige så vægtig – bare på en anden måde – uden Benny Andersen, dokumenterer dels hans markante solo udgivelser i slut 60’erne, dels hans samarbejde med Peter Thorup – ikke mindst på ”Yderst ude” (80), men i den grad også hans ’grønlandske plader’.
Jeg har aldrig selv været på Grønland, og dog føler jeg at Dissing var min naturvejleder og rejseguide på album som ”Mor Danmark” (73), ”Lykkeland” (77) og ”Krakkemut mat” (97). Album der i den grad også understregede formatet hos sangskriveren Povl Dissing.
Men uanset om han fortolkede andres sange eller sang sine egne, så gjorde han det med fuld indlevelse i sin vokale formidling, der reelt er uden sidestykke i dansk musikhistorie.
Jeg har altid synes han var bedst når han sang på dansk, men i 2010 overrumplede albummet ”That Old Lucky Sun” mig fuldstændigt. Lavet med cremen af yngre danske jazzmusikere – Jakob Bro, Anders Christensen og Jakob Høyer – og en blæsersektion bestående af Jakob Dinesen, Mads Hyhne, Kasper Tranberg og så Marie Fisker og Mette Lindberg på kor. Et drømmehold, der nyfortolkede alle de gamle sange som Povl Dissing har elsket lige siden han selv som ung blev rigtigt ramt af New Orleans lyden via Louis Armstrong.
Et mesterligt album, som man kun kan begræde, ikke fik en opfølger. Af de mange Dissing koncerter jeg har set, er lige netop en koncert på Gimle i Roskilde i kølvandet på dette album og med dette hold, måske en af de stærkeste og mest rørende koncerter jeg nogensinde har set. Det var ligesom at hele essensen af hans mangeårige virke, blev samlet i et bindingsmiddel, hvor alder, baggrund, køn osv. absolut INGEN betydning har, hvis man formår at formidle sit budskab med hjerte, smerte og en uhørt grad af musikalitet, balance, humor og integritet.
Og sådan kunne jeg blive ved, men i stedet vil jeg overlade spaltepladsen til uddrag af nogle af de mange mindeord, der er kommet siden meldingen om at Dissing er død kom ud. Det er via social medier strømmet ind med ærefulde ord fra kollegaer og branchefolk, der også har så meget godt at side om denne spillemand, der med sine smertefulde sange altid var værd at lytte til i al slags vejr og over adskillige grænser!
Citater ifm Povl Dissings død den 18. juli 2022
Povl Dissing In Loving Memory:
“Den Rejsende I Musik
Har pakket ned
Han har vendt snuden hjem….”
Benny Holst, Povl Dissings livslange ven, skrev allerede Rejsende I Musik til Povl for 50 år siden.
Lige for et år siden, til en mindekoncert for en anden af vores afdøde helte, Troels Jensen, sang Benny den igen.
Det var sammen med Benny Holst, tilbage i september 1968, jeg oplevede Povl Dissing, live, i levende live, første gang, hvor Povl og Benny optrådte sammen på en friluftsscene hjemme i Brabrand Hovedgade, da der var byfest i min føde-forstad til fordel for, at vi kunne få bygget en håndboldhal.
Jeg husker ikke ganske nøje, hvilket indtryk Povl Dissing lige gjorde på mig nede i Hovedgaden, der i 1968, men jeg var allerede fan via Lad Mig Blive Noget og andre af Shel Silverstein-fortolkningerne for slet ikke at snakke om Sov Min Lille Hundemand, børnesangene, for slet slet ikke at snakke om Povl og Bennys uforlignelige fortolkning af netop 1968-landeplagen, Lille Sommerfugl.
Blues på dansk.
Uden, at vi vist allerede dengang havde bevidstheden om, at Povl Dissing var Danmarks første bluessanger.
LP`erne, Nøgne Øjne og Mor Danmark cementerede Povl Dissings navn og stemme i min bevidsthed, jeg oplevede ham med Mor Danmark-band´et flere gange i Århus først i 1970´erne, 6 Elefantskovcikadeviser-pladen med Laus Bengtssons uendeligt smukke Snehvidekys hørte med til mit livs soundtrack i de år…og alle årene sidenhen.
Og så kom den anden Benny indover: Til en fællestime, da jeg gik i 1. G på Århus Katedralskole fik vi serveret Svantes Viser med Dissing, Andersen, Egon Ågård og Peter Bastian, live i skolens festsal. Ved siden af den fællestime-koncert var alt, hvad der ellers skete i mine tre Katedralskoleår ligegyldigt. Fuldstændig ligegyldigt. Og hvis nogen en gang, når jeg har pakket ned sidste gang, vil skrive noget på min gravsten, skal der stå:
“Mor Jer nu godt, når jeg er borte,
Jeg ønsker Jer Sange og kærlighed”.
Sidste gang jeg så en rigtig Povl Dissing-koncert var hans næstsidste rigtige koncert: I Voxhall, Århus, februar 2017, med det store Dissing og sønnerne-hold med Palle Hjorth ved tangenterne og et repertoire af Svante Viser og Nøgne Øjne-sangene, så stærkt, smukt og afklaret leveret, at jeg dengang tænkte, at, bedre Povl Dissing-koncert har jeg aldrig oplevet, bedre Dissing-koncert kommer jeg aldrig til at opleve igen.
En måned senere faldt Povl og slog hovedet hårdt mod et marmorgulv i Spanien og kom kun ganske sporadisk til at optræde igen.
Èn af de ganske sporadiske Povl Dissing-optrædender, sidst jeg så og hilste på ham, var i maj sidste år, KoncertKirken, Blågårds Plads, Kbh N til en Pierre Dørge & New Jungle Orchestra-koncert, hvor Povls beskedne, men vigtige rolle var at recitere Vedis Vuggevise, et Johannes V. Jensen-digt til musik af Per Nørgård.
Tak, Povl, for alt. Æret være dit minde.
Livet på Jorden går videre, men aldrig som før. Heldigvis har vi sønnerne, Jonas Dissing, Rasmus Dissing...og Las, selv om Las ikke hedder Dissing, men Las Nissen, til at føre arven videre.
– Kurt Baagø
Jeg tror det var i 2009! Jeg var på Jelling Festival, og danderede den backstage, mellem et par koncerter! Jeg var så heldig at have tid til at høre Povl Dissing spille på teltscenen!
Jeg er, og har så længe jeg husker, elsket Dissings stemme og univers. Det startede med pladen Oven Visse Vande, der står for mig som et ubetinget mesterværk.
Efter en utaknemmelig teltkoncert for et varmeramt festivalpublikum, rendte jeg ind i “drengene”! Rasmus, Jonas og Las! Det var også mit første møde med Povl! Allerede da var jeg nærmest lykkelig. Da jeg ramte hotellet, måtte jeg skrive til dem, at det var en stor oplevelse, og at de altså måtte sige til, hvis de mente jeg kunne tilføre noget til deres musik. Jeg var klar! Tilfældet ville, at de skulle i studiet kort tid efter, og indspille “De Smertefulde Sange”! Om jeg ville med? Aldrig har jeg formuleret et JA mere tydeligt.
Indspilningerne var fantastiske. Det var på mange måde et par uger i mesterlære. Mesterlære i udtryk og fortolkning! Jeg blev inviteret med på de efterfølgende turnéer, og fik også glæden af at det er dokumenteret på en liveplade!
Alle de timer jeg nåede at tilbringe med Povl, på og bag scenen, har været uendeligt betydningsfulde for mig. Alle røverhistorierne, al visdommen, alle sangene, alle smilene og alle de kærlige klem!
Hver eneste koncert var en stor oplevelse, med en sanger, der ikke kunne synge halvt! Man fik hele Povl, i hver eneste sang.
De sidste koncerter, inden det frygtelige uheld, står for mig som noget af det største jeg har været med til. Jeg føler mig så privilegeret, og ufattelig stolt over at have været et lille komma i den kæmpestore fortælling om Povl Dissing.
– Palle Hjorth
Min store helt Louis Armstrong fik tidligt en kær konkurrent, Povl Dissing. Jeg var vild med ham lige fra start. Husker hvor jeg var, og hvor jeg stod, da jeg hørte Povls inderlige og rørende stemme for første gang.
Povl fik sproget og tonerne til at vibrere som få før ham. Ingen andre danske sangere har formået på så enestående vis at dele hele befolkningen op i to. Du måtte enten elske eller hade ham. Anden mulighed fandtes ikke.
Jeg har oplevet folk, der elskede ham med tårer og hjertebanken, og folk der ville banke ham sønder og sammen. Det vidner om et helt særligt format. Povl udstrålede en sårbar og skrøbelig menneskelighed, vidunderligt for nogle og vildt svært at klare for andre. Midt i begejstring for alt det nye og spændende udefra lærte Povl os ydmyghed og respekt og kærlighed til vores egne rødder og ord, vores helt egen blues.
Nu har vi kun sangene. Men de lever, og de vil leve længe.
Tak for dig Povl, dit nærvær blev afgørende for mit og manges liv
– Arne Wurgler
Han var fortjent berømmet og beundret for sin indlevelse og sjæl, uanset hvilken genre han rørte ved.
For mig var Povl Dissing først og fremmest en fabelagtig bluessanger med en fuldstændig forbilledlig soul og timing.
Du fik os til at grine.
Du fik os til at græde.
Og først og fremmest fik du os til at fatte, at livet vitterlig ikke er det værste, vi har.
Hvil i fred, Povl. Tak for alle sangene. Bare tak.
– Steffen Jungersen
Det er med stort vemod, at jeg modtager nyheden om Povl Dissings død.
– Kære Povl, du var en af dette lands største musikalske personligheder. Fræk, original, skarp og præcis – samtidig poetisk, kærlig og følsom. Og ikke mindst en stor humorist – med en musikalsk indlevelse og gave til alle, der satte pris på den. Din poetiske smerte og følsomme blues vil leve længe endnu.
Jeg arbejdede direkte sammen med dig på ’Ronja Røverdatter’ (1991) samt på ’Hodja fra Pjort sangene’ (2014).
Tak for det hele og tak for dig, Povl – du landevejens store trubadur. Må du komme godt frem på din sidste rejse.
– Sebastian
Så skete det – Povl Dissing er her ikke længere. Fra sin karrieres begyndelse delte han vandene med sin rablende røst, men han blev ikke desto mindre hele Danmarks Povl Dissing undervejs i sit eminente samarbejde med Benny Andersen omkring ‘Svantes viser’. Han var blandt de venligste og mest elskelige kunstnere, jeg har mødt i showbiz, og han er måske den mest originale og modigste danske sanger, vi nogensinde har haft.
I sin tid fik hans første epokegørende tv-optrædener mig til at spærre mine drengeøjne op og lytte målløs til hans stemme, som om mit verdensbillede lige fik en ordentlig én på sinkadusen og blev skubbet et par omgange – sådan kunne man åbenbart også udtrykke sig, hvor vildt og grænseoverskridende det end lød. Siden oplevede jeg ham ved rigtigt mange koncerter rundt om i landet, fra Slusen i Tønder over Café Runddelen på Nørrebro til Marienborg Gods på Møn. Altid med intens indlevelse og hans ultimativt risikovillige balancering på kanten mellem det gravalvorlige og det humoristisk groteske.
Lige efter udgivelsen af vores debutplade med MALURT i 1980 opdagede jeg ham en dag på vej hjem fra turné på vogndækket på Storebæltsfærgen. Jeg var starstruck, men han kom mig smilende i møde og sagde nogle smukke ord om vores anstrengelser på albummet, som han til min overraskelse havde sat sig grundigt ind i. Siden bragte Sebastian os sammen her og der, senest i en duet da ‘Skatteøen’ blev opført på Ledreborg Slot i 2008.
Det er en sand hædersmand, vi nu skal til at vænne os til at mangle i vores Danmarksbillede. Det er en af vores mest originale kunstnere, der ikke længere er iblandt os. Det er Povl Dissing, der ikke er her mere. De kærligste tanker til Dissing-familien.
– Michael Falch