Det bliver sommer igen!

"OS TO's nye video er god medicin til de mørkere tider"

Fotograf: PRESSEFOTO

Kalenderen afslører, at det er i morgen, at vi tager hul på 3 måneders efterår.

Solen skinner dog stadig, og musikken spiller endnu over land og by. Ja, festivalsæsonen løber endda også videre rundt omkring. F.eks. er der Midtfyns Festival i den kommende weekend, med stærke navne som Folkeklubben, Andreas Odbjerg, Lasse Helner Band, Kajsa Vala, og The Mukherjee Development, og den 10. september er der KUTTERFESTIVAL i Thorupstrand, THY – hvor Mathilde Falch, SUPERSCUM og OS TO optræder.

Duoen OS TO, der består af Johan Ask Pape & Camilla Lily Pape, har ovenikøbet en af den slags sange med , der kan holde en eventuelt snigende efterårsblues for døren, og måske i stedet tænde håbet om en smuk lang ‘Indian summer’.

Pressefoto

Singlen ”Det bliver sommer igen”, der udkom tilbage i januar, er den måske mest poppede af deres foreløbig fire singler, med et stort omkvæd og masser af stemning og lys i både stemme og melodi. Den har trods et stænk af en underliggende melankoli, alle kvaliteter til at give et kærlig løft væk fra angst, tristhed og mørke.

Selvom sangen således rummer det fælles håb, er det også en meget personlig kærlighedssang, der er skrevet af duoen sammen med Jonas Haahr Petersen fra Hymns From Nineveh.

”Teksten er skrevet som en kærlighedssang til Johan; skrevet på følelsen af, at han hjalp mig til at finde modet og styrken til at fortsætte når alting føltes umuligt.

Når mine drømme og min retning blev bremset af frygt og andre folks meninger, så kunne han rydde vejen frem igen, så jeg kunne fortsætte til verdens ende – pga. ham. Vi kaldte sangen Verdens Ende.

Men senere kom vinteren, jeg blev ramt af angst, og sangen ændrede fokus for mig. Sangen blev på en eller anden måde et lys og en redningsplanke. Så den kom til at handle om mod, tro og overlevelse – Det Blir Sommer Igen – en kærlighedssang til drømme og håb”

– Camilla Pape

Nu har duoen så indspillet og udsendt en video med en ‘acoustic LIVE Session’ af nummeret – indspillet sammen med Det Danske Pigekor. Det er det bestemt ikke blevet mindre lysende smukt af! En varm og vigtig hilsen i en overgangstid.

Johan Ask og Camilla Pape har tidligere udgivet under navnet Eugenia, men genopstod sidste år som OS TO og markerede dermed en ny stil, med et mere nært og tilgængeligt udtryk. Det gjorde blandt andet indtryk på mange, da de i foråret var på turne som support for Fyr og Flamme.

Til foråret 2023 udsender de efter planen deres debutalbum ”Verdens ende”

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.