Vores ”BLIV MEDLEM” formular på www.side33.dk har desværre haft nogle tekniske fejl – og derfor er det ikke alle de mail, der er sendt, som er nået igennem til os.
Kontaktformularen er derfor nu afløst af en tilmeldingsmulighed for et medlemskab af ”Fællesskabet Side 33”. Der er muligheder både for private og erhvervspartnere.
Hvorfor sådan et medlemskab? Blandt andet fordi at Side 33 er en 100 % uafhængig musik side, der er drevet på privat grundlag. Vores eksistens og udvikling vil være betinget af at der også er et økonomisk grundlag for at kunne arbejde fuldtids med siden fremadrettet. Vi er derfor afhængige af mærkbar støtte fra både private, interessenter og samarbejdspartnere i erhvervslivet.
Samtidig har vi en stor interesse i at skabe et givende fællesskab for nysgerrige mennesker, der ved at musik i bred forstand er godt for det der er oppe i vores hoveder. Vi tror på, at der er fordele ved at have noget fælles på spil! De aktuelle fordele er beskrevet nærmere i menupunktet ”om os” – og fremgår også når du tilmelder dig et medlemskab. Vi vil være en musikalsk bredside til os alle – og ønsker at være den mest bredtfavnende musikside indenfor dækning af rytmisk musik herhjemme.
Derfor banker musikhjertet lidt ekstra når vi fra en læser modtager et par dejlige billeder af den bare 1/2 årige Felix, som naturligvis skal have en god musikalsk opdragelse. Hans far – Jakob Villadsen – havde netop læst anmeldelsen af Nils Lofgren ”Blue with Lou” (der fik karakteren 5 ud af 6), og satte forventningsfuld albummet i gang, mens Felix lå på sit tæppe ved siden af. Og hvad skete – efter blot et par numre lå Felix og lavede sine første anslag på en luftguitar. Så glad havde Jakob alligevel ikke set sin knægt før. Og når der nu skal vælges musik fra streaming tjenesten er Felix helt sikker i sit valg – ”Mere Nils, mere Nils”
Så kan vi via vores formidling på Side 33 ramme et publikum fra 1/2 år og op omkring Willie Nelson alderen (86 år) – ja, så skal det nok gå alt sammen – selvom chefredaktøren har arbejdet fuldtid på dette projekt for en stabil fast månedsløn på 0,00 kroner i nu seks måneder.