Det eneste SHU-BI-der-Du’er

"... og så alligevel ikke - for måske er sangene større end selve bandet og brandet"

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Reaktionerne på den triste og sørgelige melding om at Michael Bundesen i søndags døde efter kort tids kræftsygdom har været enorme – og samlet set fremstår der et billede af en person, der var utroligt anerkendt og respekteret – også blandt mange af dem der egentligt aldrig tilsluttede sig det store Shu-bi-dua hyldesthold – og af en kreativ ildsjæl som efterlader sig et aftryk, et eftermæle og en smiley som kun få danske musikere.

Ligesom der i fordums tider har været debat om man var til Cliff Richard eller Elvis Presley, The Rolling Stones eller The Beatles, så var der herhjemme også en snert af kamp om man nu var til Gasolin eller Shu-bi-dua.

Selv valgte jeg dem begge – fordi de på hver deres helt originale facon formåede at sætte ord på os alle som danskere – børn som voksne. Og det gjaldt altså også den 8-årige udgave af mig der i 1977 for egne lommepenge købte mine første Gasolin (”Gør det noget”) og Shu-bi-dua (”4”) plader.

Det var rock/pop for alle aldre – og det var gak og løjer – og til tider – og især med tiden med meget mere i mellem linjerne. De var jo et band, der med tiden nåede at at have hele 16 medlemmer, og ikke et eneste der var med fra start til slut. Michael Bundesen dog længst – og han manglede kun på Shu-bi-dua ”11! – og det var en mangel, der gav et klart svar. Det gik ikke!

Bandets historie kan reelt deles op i 6 epoker –  den originale – og ‘kun for sjov periode’ fra 1973-1977 med næsten hele originalholdet, der skabte bandet. Siden den måske kunstnerisk stærkeste periode fra 1977-1981, dvs. til og med ”7”, hvor Bosse Hall Christensen og Jens Tage Nielsen blev fyret, og 1981-1984, hvor succesen fortsatte indtil Michael Bundesen forlod bandet for at forfølge en TV-karriere, og efterlod et band i tomgang, men med kufferten fyldt af gode sange. Så comeback perioden 1987-1997, hvor Bundesen var tilbage og hvor især ”Sexchikane” fra ”13” gav bandet et helt nyt liv – og sikrede dem ny-salg af de gamle plader til en ny CD generation – og sikrede dem at de blev et brand med en hitparade, der samlede på tværs af generationer, og som siden har været soundtracket til utallige bilferier, sommerfester, og selve det at være dansk .

Efter ”13” kom der ikke flere hit, men stadig en del mindeværdige sange. Bandet holdt ved at være seriøs musik for sjov, og uanset hvilket opstilling de kom i var det et A-hold de stillede op med. Sidste epoke blev fra 1997, hvor Michael Hardinger forlod bandet – og sidste album kom i 2005 . Men bandet var stadig turneaktuelle, da Michael Bundesen i 2011 – blev ramt af en alvorlig hjerneblødning.      

Han kom aldrig på en scene igen – men de efterhånden mange år har vist – i modsætning vil hvad mange troede i sin tid, da han forlod Shu-bi-dua – at sangene rent faktisk er større end budbringerne selv. Den røde tråd i Shu-bi-dua – Michael og Michael – Bundesen og Hardinger – har skabt en musikskat, som vil skinne og funkle i mange år endnu – og vil kunne tåle fortolkninger af rette folk – der med respekt, faglig dygtighed og humor i hjertet – kan viderebringe den glæde og det udsyn, som sangene er skabt på.   

Derfor giver det rigtig god mening af sangene stadig får sig et liv i henholdsvis Hardinger Band med de tre tidligere Shu-bi-dua medlemmer Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Duagaard – og Shu-bi or not Shu-be med tilsvarende 3 tidligere medlemmer – Claus Asmussen, Bosse Hall Christensen og Willy Pedersen.

”Og hva’ mon der sker, når man ska’ bort
Når livets skjorte bli’r for kort
Hvor mon den er, den røde tråd
Man må for fa’en da bli’ til noget”

I sommers talte vi med tre af de tidligere medlemmer af Shu-bi-dua, og nogle af deres svar understøtter fint det samlede indtryk, at Michael Bundesens aktie i Shu-bi-dua’s fantastiske rejse er beundringsværdig, uomtvistelig og eviggyldig, men også at han rent faktisk har skabt noget, der var og til stadighed er større end ham selv. Mere kan man vel ikke forlange!

FOTO: Maria Fremming

SIDE 33 – I rollen som forsanger skal du jo varetage sange, som folket kender og elsker med en hel anden stemme end din. Føles det som en tung arv eller er det mest af alt en form for et berigende musikalsk kald – og hvor bevidst er du, om at du skal være og lyde som Jørgen Thorup og ikke være en vikar for Michael Bundesen?

Jørgen Thorup “Jeg er virkelig ydmyg omkring det, jeg er godt klar over at der er rigtig mange mennesker, der når de hører sangene inde i deres hoved, hører Michael Bundesen’s stemme, det gør jeg jo også selv. Jeg har fra starten, bestemt mig for at jeg ikke vil være en kopi. Jeg ville lyde som mig selv og jeg vil synge som mig selv. De første par år var svære, men nu tænker jeg ikke så meget over det mere. Jeg er meget stolt over at være en del at den danske kulturskat og især når tiden er inde til ”Hvalen Hvalborg”, som er mit favorit Shu-Bi-Dua nummer.”

FOTO: Maria Fremming

SIDE 33: Du har været med stort set hele vejen med Shu-Bi-Dua (siden 78’eren) og efterfølgende i Hardinger Band fra 2013. En fantastisk rejse med masser af op og nedture, hvad lyser op og ned med begge band når du kigger tilbage?

Kim Daugaard “Det dårligste overhovedet, var da Michael Bundesen blev syg. Vi vidste ikke hvad fanden vi lige skulle gøre. Det var en forfærdelig oplevelse og en kæmpe nedtur, jeg kan huske at jeg tænkte – ’Jeg skal aldrig nogensinde ud at spille mere igen’. Jørgen Thorup ringede mange gange og prøvede at lokke mig, men svaret var altid et nej tak. Så efter tre måske fire år så sagde jeg endelig ja.”

Foto: Maria Fremming

SIDE 33 – Du har haft en vild og unik rejse med masser af op og nedture med Shu-Bi-Dua samt fortsat rejsen med Hardinger Band og endda haft masser af sideprojekter undervejs. Hvad lyser op for dig når du kigger af hele din lange musikalske “Memory Lane”?

MICHAEL HARDINGER – Det der blev til starten for Shu-Bi-Dua det var en vild og besynderlig tid. Jeg var på vej til noget arbejde i Italien, da vi indspillede ”Fed Rock”, og vi var som sådan ikke noget band endnu, men talte om hvad vi kunne hedde. Det blev så til Shu-Bi-Dua, der var 11 mennesker med på coveret, der ikke havde noget med sagen at gøre. Jeg rejste til Italien og så blev ”Fed Rock” et hit.

Vi startede helt anderledes end andre bands, der øver sig og gør ved og får sig så en pladekontrakt. Vi var slet ikke et band og fik et hit og først bagefter måtte vi finde ud af – ’Gider vi det her!’. Det gad vi så. Så kom ”Stærk tobak” og ”Rap jul” og efterfølgende blev Shu-Bi-Dua jo et stort navn. Det var sjovt og mærkeligt. På et tidspunkt syntes jeg også det var en befrielse at gå ud af Shu-Bi-Dua fordi jeg flyttede til USA og syntes det blev anstrengende det hele. Jeg ville gerne udvikle Shu-Bi-Dua mere og det var de andre ikke med på. Jeg har som sådan ingen dårlige oplevelser.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.