Jazzen er ikke død, den lugter faktisk heller ikke mærkeligt, som salig Frank Zappa ellers udtalte. Jazzen lever, jazzen har det godt – og er på vej nye steder hen. En hel generation af yngre danske musikere flytter i disse år grænserne for gradbøjningerne af Jazz – og har udgivet en stribe udgivelser, der dufter af mere.
Der tages ofte afsæt i jazzmusikkens traditionelle udtryk og identitet, men den hives ofte ud af de kendte rammer, og får tilsat ny energi – og nye drømme. Nysgerrigheden råder – og det giver ofte nogle banebrydende resultater – ikke mindst fordi vi har at gøre med en generation af musikeren, der både er teknisk dygtige, kreative, ’open minded” – og så gør de sig umage hver eneste gang.
Det har man de seneste par år kunne opleve via betagende eller direkte berigende udgivelser fra navne som Johannes Gammelgaard Kvartett, Abekejser, Junglelyd, AddisAbabaBand, AySay, Bremer/McCoy, Athletic Progression, Niels Munk, I Think You’re Awesome, Gorm Askjær, Svaneborg Kardyb, Hvalfugl og Little North, Magnus Munk Tækker og ikke mindst OTOOTO.
Sidstnævnte kan man vel i gammel terminologi kalde fusionsjazz, men OTOOTO sætter man ikke sådan i en genrebås. Hvorfor kan du høre når Koncertkirken på Blågårdsplads i KBH i morgen den 14. juli kl. 15.30 præsenterer det talentfulde orkester – bestående af Jonas Due (trompet), Oilly Wallace (saxofon), Calle Brickman (keys), Matthias Petri (bas) og Andreas Svendsen (trommer).
Koncerten er led i kirkens ”ud af boksen” koncept, som skal afspejle af ”de elsker al slags musik’ – og er de i deres program søger at bringe os tilhørere lidt ud af de klassiske rammer, pirre vores nysgerrighed og åbne vores ører op for en anderledes lyd . Se det er et koncept vi kan tilslutte os her på Side 33.
Navnet OTOOTO betyder “lyd lyd” på japansk. De har netop udgivet deres debutalbum ”This Love Is for You” – der er 44 minutter i et spændingsfelt fyldt mellem drømme, good vibes and grooves, finurlige melodier og et rytmisk drive, der aldrig vælter læsset, men nærmere trækker det – mens andre tager hovedrollen. Et album til anbefaling.
De formår at skabe synergi mellem neo-soul og jazz – og de gør med 11 kompositioner, det har masser af gennemslagskraft uden slagside. Det er gennemgående lyttevenligt – uden at kedsomheden eller pænheden tager over – og det rummer det udfordrende uden på noget tidspunkt at blive for krævende eller anstrengende for den gennemsnitlige øregang.
Tjek f.eks. det mesterlige ”O til 1” med Eliel Lazo på percussion. På 3 minutter og 46 sekunder tages du med på en rejse i lyd, som rummer både vitalitet, wellness, fremdrift, vilje til forandring, og ikke mindst en luftig sjælfuld melodiøsitet, der er som en smuk historie i sig selv. En oplagt kandidat når årets bedste jazz orienterede enkelt nummer skal kåres.
Kan du ikke se dem i koncertkirken i morgen, så kommer der også en mulighed den 25. juli hvor de spiller i Toldkammeret på Kulturværftet til ‘Sommerjazz’ kl. 16.
Og hvis man skal tro på sædvanligvis pålidelige kilder fra Kayak Bar – hvor de spillede en udsolgt koncert den 10. juli – så er det et band i absolut topform – og naturligvis med friske forsyninger af debutalbummet (LP/CD via April Records) til salg.