Her i slutningen af januar og i starten februar begynder udgivelsesstrømmen af album virkelig at tage fart. Det vil du kunne konstatere på strømmen af anmeldelser her på siden i den kommende tid. Vi kan love, at den vil tage kraftig til . I dag holder vi dog vi fokus på en del af de gode singleudspil, der er kommet og på nogle af de mest velanrettede smagsprøver fra kommende album eller EP’er.
De udvalgte danske numre, der alle er udkommet her i 2021 finder du alle på den nye Spotify spilleliste, som vi kalder ”SIDE 33 – ALT GODT – HJEMME” – og som indeholder noget af den danske musik artister (inklusiv Færøerne og Grønland) som vi varmt anbefaler fra et åbent, ærligt og bredspektret musikhjerte.
For at talent kan udløses via alverdens musikalske udtryk er denne uges udvalgte ”13 rigtige” video’er alle stærke og vedkommende beviser på – ligesom de nok engang understreger at omfanget af kvalitet sjældent har noget at gøre med alder eller køn at gøre – men simpelthen mest af alt drejer sig om evnen til at formidle en lyst til fortælling i tekst og toner, der er skabt på fuldbyrdet formåen, vilje og skabertrang.
Nyd her gode eksempler på det fra Trainman Blues, First Flush, Going for the One, Skammens Vogn, Nanna Bech, Karl Kristian, Michelle Birkballe, SOLVEJ, Græsted Projects (feat. Finn Olafsson), Ronnie Atkins, GINMAN, Astrid Cordes og Highboy – de fortjener på hver sin måde en ‘HIGH FIVE’, ligesom flere andre nye singler – der uden video står så fint i sig selv. Tjek f.eks. de små popperler ”Dør på klem” fra ISSE & Peter Christian, ”Lykkelig” fra Micky Skeel, eller ”Find Out Place” fra David Rasmussen – for ikke at tale om den skønne story-folk godbid ”Snowblind” fra Nikolaj Grandjean eller den rustikke og ægte rocklyd fra Lasse Helner på ”Check It Out” fra hans kommende album ”Over the Hill – Still Got the Thill”. Et singleudspil der lyder som om den titel bestemt ikke lover for meget.
Duoen Bongvand – der består af guitarist og sangskriver Martin Bjørnholt, og trommeslager Casper Mellergård – har allerede udgivet et album her den 1. januar. Deres andet album har fået titlen ”Tusmørke ved Risø” – og afslører måske allerede her en relation til Roskilde og omegn. Nummeret “Knud har sagt farvel” er medtaget som et godt eksempel fra et skæppeskønt småskramlet folk/rock album – fuld af en tilbageskuende 60’er/70’er sound – med nærværende dansksprogede tekster og psykedeliske penselstrøg – skabt i en generelt fri og ”everything goes” tilgang til sangskrivningen. Sådan en tilgang kan vi bestemt godt bruge også her i 2021 – og selvom alt ikke sidder lige i skabet eller er lige minderigt i løbet af de 11 numre fordelt på 39 minutter, så er der bestemt masser af lyspunkter i tusmørket ved Risø. Så hvis du R T D, så tag endelig en skål i Bongvand! – og ellers er det bare at slippe nysgerrigheden løs og nappe efter nydelsesmidler blandt de “13 rigtige”. Det skulle overraske os om ikke du finder en gevinst eller flere.