Dr. John er død

”Hans musik var medicin for rodfyldte sjæle"

Fotograf: Bruce Weber PRESSEFOTO

Dr. John – the Nite-tripper, the Good Doctor, Mac, Malcolm John Rebbenack, måske den største, den vigtigste, den mest funky New Orleans-pianist og sanger gennem det seneste halve århundrede forlod planeten den 06.06.19 efter et 77 år langt og farverigt liv.

Vi er mange herhjemme, der har dejlige minder om Dr. John-koncerter i Danmark. Så vidt jeg husker var min første gang på Djurs Bluesland i 1994, sidste må have været på Roskilde i 2012 – på en New Orleans-varm søndag eftermiddag med Roskilde-tislugt i næsen. Men Dr. John spillede rent faktisk mange gange i Danmark – også i 1984, på et så lille et sted som legendariske Musikcaféen i Huset i København – endda med et dansk hold på scenen, gruppen Sidewalk, med bl.a. den tidligere Ganske Lille Band-trommeslager, René Wulff, der sidste år skrev og udgav den glimrende bog “Det ganske lille band – mine år med C.V. Jørgensen”.

Han mindes aftenen i 84 i Musikcaféen med Dr. John således:

“Tilbage i 70’erne og 80’erne var Musikcaféen et populært hangout for mange Københavnske musikere, og selv oplevede jeg nærmest stedet som et slags ”andet hjem”. En sen aften i starten af 1984 stod jeg i baren sammen med Musikcaféens daværende booker, Aksel. Godt påvirkede begge to, havde vi lige fået ordnet verdenssituationen, da talen faldt på Dr. John, som var programsat til at skulle spille solo i Caféen knapt en måned senere – en koncert, vi begge så frem til. Det var efterhånden blevet lukketid, og idet vi tager afsked, siger jeg for jokens skyld til Aksel: ”Når nu du tager ud og henter Dr. John i lufthavnen, så spørg ham venligst lige, om han evt. kunne tænke sig at få noget backing på i nogle numre!?”.

På det tidspunkt spillede jeg med bandet Sidewalk, men da vi ikke havde eksisteret så frygtelig længe, havde vi derfor en del covernumre på repertoiret – heriblandt en syv-otte Dr. John numre. Udover mig selv på trommer, bestod bandet på daværende tidspunkt af Ann Birn og Marianne van Toornburg på kor, Simon Høirup på guitar, Peter Aagaard på keyboards, Jørgen Werner Nielsen på bas og Ole Friis på vokal.

Der går en lille månedstid, og jeg har lykkelig glemt alt om min kække bemærkning til Aksel. Vi har så et eftermiddagsjob med Sidewalk i Rødovre Centret i forbindelse med noget modeopvisning, og næsten lige som vi er gået af scenen efter første sæt, lyder det pludselig højt og rungende fra centrets højtalere: ”Telefon til René Wulff, telefon til René Wulff – han bedes venligst henvende sig i informationen”. Jeg troede oprigtigt talt, at én af mine forældre var døde, eller der på anden vis var sket en ulykke, og ilede derfor hen til receptionen. Stor var min forbavselse derfor, da jeg i stedet fik Aksel i røret: ”Jeg har lige været ude og hente Dr. John i lufthavnen, og han vil meget gerne have noget backing på i nogle numre”. Jeg var fuldstændig mundlam, men fik endelig fremstammet: ”Sig mig tager du pis på mig?”. ”Nej, nej, det er rigtigt nok”, svarede Aksel. ”Når I er færdige skynder I jer bare herind og sætter gearet op”.

Jeg gik ned i bandrummet for at overbringe beskeden til de andre – hvilket holdt hårdt. De troede simpelthen, jeg var fuld af lort, og det tog mig hundrede år og en sommerhat at overbevise dem om, at det var rigtigt. Da det langt om længe gik op for dem, at det ikke var nogen joke, blev stemningen pludselig lettere hektisk. Det var fa’me stort og andet sæt skulle på én eller anden måde bare overstås. Mens bandet fik pustet ud og skiftet tøj, blev bussen pakket i en hast af vores to roadies – lydmanden Steffen ”Steff” Dam og baggearsmand Preben ”Bossen” Vang, og vi kørte direkte ind til Musikcaféen.

Da vi ankom til Caféen, stod der midt og på tværs af scenen et kæmpe flygel, som praktisk talt fyldte hele scenearealet, men manden der skulle betjene det var dog ikke at se nogen steder. Vi diskuterede lidt, hvordan fa’en vi skulle bære os ad med at få plads til fem musikere og to korsangerinder – og med både keyboards og trommer – på de kun ca. 50 cm2., vi havde til rådighed. Men imod alle odds lykkedes os at få placeret gearet – dog således, at Dr. John sad med ryggen til os. Men dette var den eneste reelle mulighed, vi havde for at få plads til os alle uden at skulle dele bandet op i to halvdele og på hver sin side af flyglet.

Efter at have fået hul igennem anlægget, og Steff lige hurtigt havde justeret lyden, satte vi os ned og ventede. Endelig trådte manden ind ad døren, med sin velkendte baret på og gående ved hjælp af den stok jeg havde set ham med så mange gange på div. pladecovers – og som jeg altid bare havde troet var en slags gimmick.  Nu konstaterede jeg, at stokken rent faktisk var en nødvendighed for ham, da det var tydeligt, at han ikke var særligt godt gående. Han stavrede direkte hen til flyglet uden overhovedet at værdige os et blik, satte sig ned og begyndte at spille. Vi gloede lettere desorienterede på hinanden og vidste ikke helt hvordan, vi skulle forholde os. Og vi ventede, og vi ventede og blev mere og mere utålmodige, mens doktoren bare kørte derudaf. Ikke fordi det ikke var superfedt at høre på, for det var det i allerhøjeste grad. Men vi ville naturligvis godt lige drøfte med ham, hvordan det hele skulle foregå, og hvordan vi i det hele taget skulle gribe det an. Langt om længe stoppede han, og jeg så mit snit til at gå op til ham og præsentere mig. Han kiggede lige kort op på mig med betænkeligt slørede øjne og lignede bare et stort spørgsmålstegn. Med lettere bævrende stemme fik jeg formuleret mit ærinde og fik ham gjort klart, hvem vi var, og hvorfor vi var her. Endelig kiggede han direkte på mig, og med sin hæse og nasale stemme svarede han lettere ”sydstats-mumlende”, at vi kunne sætte os ned i bandrummet og lige snakke tingene igennem. Jeg spurgte ham om måden, vi havde stillet op på var ok – at han sad med ryggen til os – hvorpå han svarede: ”No problem!”. 

Vi gik ned i bandrummet og efter nogen tid, kom han ned til os. Her forklarede vi ham hvilke af hans numre, vi havde på repertoiret, men samtidig også, at vi i visse af numrene havde set os nødsaget til at arrangere deciderede slutninger, idét de pågældende numre bare fadede ud på hans plader. ”Alright”, sagde han, ”you guys are seven people, so I’ll just follow you”. Det var jo en flot gestus og lød rigtigt fint og meget hensigtsmæssigt, må man sige – hvilket da også tog noget af brodden af vores nervøsitet. Endvidere blev vi enige om, at vi spillede numrene som vi plejede og altså, at det var Ole der sang dem og doktoren således ”bare akkompagnerede os”. Set ud fra den synsvinkel kan man jo godt sige, at ”vi blev backet af Dr. John”.  At manden var dopet med ét eller andet, var der ingen tvivl om, men bortset fra det virkede han meget cool og tjekket. Vi blev da også hurtigt enige om hvilken rækkefølge, numrene skulle spilles i og fik kradset to repertoire-lister ned, hvor han fik den ene i hånden. Samtidig aftalte vi, at han spillede første sæt solo og så spille andet sæt sammen.

Dr. John gik som aftalt på og spillede første sæt alene, hvilket i øvrigt var en ren nydelse. Efter en kort pause, hvor vi sad og småsnakkede med ham i omklædningsrummet, og han til vores overraskelse pludselig virkede helt klar i låget, gik vi så på hele holdet. Vi havde aftalt at lægge ud med nummeret ”Quitters Never Win” og køre videre med ”Keep That Music Simple”. Så langt, så godt. Da vi alle var klar, talte jeg for til første nummer, og det kørte bare helt vildt fedt og swingede som ind i helvede. Det var ganske enkelt fantastisk at spille med ham – han styrede hele bandet på den mest forrygende måde. I realiteten kunne jeg have siddet oppe i baren, og bare være gået ned hvert femte minut for lige lægge et lilletrommeslag – sådan mest for syns skyld!  Nå, men vi fik rundet det første nummer flot af, men inden det havde klinget ud tog fanden pludselig ved manden. Helt uanfægtet af os andre – og hvad vi havde aftalt – kørte han bare på med noget ”præludium-agtigt pianohalløjsa”, og vi anede simpelthen ikke, hvad der nu skulle ske, eller om han overhovedet kunne huske, hvad det næste nummer var. Vi sad og stod derfor nærmest som forstenede og bare lyttede, alt imens han for fuld knald jodlede derudaf. Pludselig vendte han sig om imod os og råbte: ”Three – four” og nærmest refleksmæssig fik jeg ramt crash-bækkenet på førsteslaget og sammen med resten af bandet, startede vi groovet til til ”Keep That Music Simple”, for, til alles store lettelse at konstatere, at doktoren var helt med. Men det første nummer blev så også det eneste, jeg overhovedet fik lov at tælle op. I resten af sættet var det ham der helt og aldeles styrede showet og begivenhedernes gang.

Men det hele kørte over al forventning. Så godt endda, at Dr. John – efter at have spillet de aftalte numre igennem – spurgte, om vi havde mod på at spille nogle gamle standard numre, hvilket vi svarede ja til. Han bad nu vores guitarist, Simon, om lov til at låne hans guitar, og med doktoren på guitar kørte vi så ellers på med numre som ”Let The Good Times Roll”, ”Reelin And Rockin’” og en del andre af samme skuffe.

Dr. John virkede oprigtig glad i låget. Så glad endda, at hans turmanager efterfølgende kom og spurgte, om vi evt. ville backe ham på hans næste Europa-tur, hvilket vi naturligvis – og prompte – svarede ja til.
Desværre holdt bandet ikke så længe, og det blev derfor heller aldrig aktuelt. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at uanset hvad står denne aften så afgjort som én af mine personlige musikalske highlights i min lange karriere – og ikke mindst fordi, jeg havde dyrket mandens musik fra jeg var helt ung. Men jeg tror roligt at jeg kan sige, at det for os alle i bandet var en kæmpe oplevelse og et minde for livet!”

Tak til René Wulff for lån af historien.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.