Sanger, sangskriver, skuespiller og kunstmaler kunne der blandt andet stå på Eric Burdons visitkort. Han blev født den 11. maj i Walker, Newcastle upon Tyne i England og bærer mellemnavnet Victor. Burdon, der stammer fra den lavere middelklasse og modtog en mindre åbenbaring, da han første gang så og hørte Louis Armstrong optræde, betegner sin skoletid som ‘A Dark Nightmare’ – en forudseende lærer fik ham, før det løb helt af sporet, som teenager ind på den lokale Art School, hvor han mødte ligesindede med interesse for musik, film og en anden livsstil, end der hvor han kom fra.
1962 blev den 21-årige og musikhungrende Burdon forsanger i The Animals, der det år tog navneforandring fra The Alan Price Rhythm and Blues Combo, som bandet havde heddet siden 1958. Med Burdons karisma og kraftfulde klang som fokuspunkt lod succesen ikke vente længe på sig. British invasion tilføjet The Blues og The Big Beat, og stimen af Animals klassikere samt singlehits frem til 1966 kan jo nærmest tage pusten fra en: ‘The House of the Rising Sun’, ‘Baby Let Me Take You Home’, ‘I’m Crying’, ‘Boom Boom’, ‘Don’t Let Me Be Misunderstood’, ‘Bring It On Home to Me’, ‘We Gotta Get Out of This Place’, ‘It’s My Life’, ‘Don’t Bring Me Down’ og ‘See See Rider’.
Eric Burdons konflikter med keyboardmanden Alan Price førte til et brud med den oprindelige besætning, og bandet fortsatte med nye som gamle folk under navnet Eric Burdon and The Animals, der slog ind på en mere psykedelisk rockstil i samklang med tidsånden i 1967-69, hvilket man kan overbevise sig selv om ved at lytte til sange som ‘San Franciscan Nights’, ‘When I Was Young’, ‘Monterey’, anti-Vietnam hymnen ‘Sky Pilot’ og ‘White Houses’. Dernæst måtte Burdon videre og fandt nye soulmates i det amerikanske gruppekollektiv kaldet War.
‘We the People, have declared War against the People, for the right to love each other’, lød budskabet på bagsiden af coveret til det første album med Eric Burdon og War, der udkom april 1970. Funk, blues, R&B, latin og rock med elementer af jazz mødes på ‘Declares ‘War’’ udført af septetten bag Burdon med et så saftigt sydende swing, at næppe kun jeg er i stand til fuldstændigt at holde kroppen i ro, når maskineriet kører i højeste gear.
Burdon ‘goes with the flow’ og trækker på hele registeret, når han skiftevis råber, rapper og pacer kavaleriet frem stolt syngende sin soul og på brovtende bønfaldende vis brølende sin blues. Det er mesterligt, tryglende og triumferende, mens War verificerer hvert et udsagn med bund i rytmegruppen, velklang i korstemmerne og flugt over feltet i solopræstationerne.
Pladeproduceren Jerry Goldstein havde hørt War bakke andre solister op og mente, de ville være det rette match til Burdon, som omkring 1968-69 valgte at bosætte sig i hippie hovedstaden San Francisco i håb om at nå mere i dybden med de musikalske rødder, som han havde dyrket med The Animals. Der skulle nu levnes mere plads til improvisation og musikalsk intuition.
Alt dette blev indløst under War og Eric Burdons første fælles optrædender for publikum diverse steder i det sydlige Californien, og i al hast bookede Goldstein studietid straks efter nytår 1970 – dette var simpelthen for unikt til at måtte gå til spilde. Oktetten inklusiv Burdon turnerede dernæst flittigt i USA og Europa og indspillede i løbet af efteråret 1970 dobbelt lp’en ‘The Black Man’s Burdon’ udsendt december måned det år.
I midten af War’s Europa turné i starten af 1971, der også bragte dem til TV Byen i Gladsaxe og KB Hallen i København, kollapsede Burdon på scenen med et voldsomt astmaanfald. War gjorde turnéen færdig uden ham, hvorefter deres veje skiltes. Burdon fortsatte solo og udgav pladerne ‘Guilty!’ (1971), ‘Survivor’ (1977), ‘Darkness Darkness’ (1980) og ‘Comeback’ (1982). Sidstnævnte er delvist soundtracket til filmen af samme navn, hvor Burdon på selvbiografisk vis skildrer en sanger, der gennemgår op- og nedture med dæmoner, destruktiv livsstil og druk i kølvandet.
Samme år leverede Burdon og hans fantastiske band en triumfal optræden under Rockpalast’ udendørs Lorelei festival transmitteret til hele Europa af tysk tv. Hits, hardrock og new wave med Burdon i topform iklædt læderbukser, moderigtig t-shirt, charmeklud og solbriller. Denne skribent så med og har været svoren fan lige siden.
Skruen blev holdt i vandet gennem 90’erne, dog kun med et udsendt soloalbum som resultat, ‘Lost Within The Halls of Fame’ (1995). Der kom heldigvis mere snit og stil over tingene i nullerne og tierne med de stærke udspil ‘My Secret Life’ (2004), ‘Soul of a Man’ (2006) og ikke mindst ‘Til Your River Runs Dry (2013), der alle demonstrerede, at Burdon fulgte med tiden, lød til at være i ok vokal form og faktisk ville noget med sin musik frem for kun at fungere som et egnsmuseum fyldt med bedagede minder.
Disse dyrkes, når Burdon i ny og næ har turneret med forskellige inkarnationer af det, der engang var The Animals i starten som Eric Burdon and The Animals, indtil en mangeårig strid om retten til at kalde sig The Animals endelig blev bilagt i 2013, der gjorde det muligt for Burdon at bruge navnet The Animals. Noget kringlet forløb med diverse mellemregninger, der åbenbart også er en del af gamet, når der går penge, renomme, stædighed og stolthed i den.
Et højt og rungende hip hip hurra på den runde dag til Eric Victor Burdon, en sjældent karismatisk bluesshouter par excellence with a rock’n’roll Heart og sjæl i afleveringen. En stolt overlever, der har budt sig selv lidt af hvert og ikke altid forvaltede sit (sine) britiske pund lige heldigt. Det gør jo kun mytologien mere underholdende, legendeskabende og dramatisk.
