En alrune taler ud – 50 år efter

”Vi famlede os frem ud fra en tåget vision om, at vi kunne mærke, at vi havde fat i et eller andet.”

Fotograf: Privatfoto

Ved årsskiftet 1969-1970, altså for præcis 50 år siden, gik det glimrende for Alrunes Rod, som netop da blev forkortet til Alrune Rod. Albummet ”Alrune rod” fik en mildt sagt positiv modtagelse, gruppen fyldte spillestederne, og i 1970 blev efterfølgeren ”Hej du” indspillet.

Men inden året var omme, og inden det netop indspillede andet album var ude, var det oprindelige Alrunes Rod ikke bare blevet et bogstav kortere. Tre af bandets fire medlemmer var også skiftet ud. Tilbage var sangeren og bassisten Leif Roden. Og nogle nye musikere. Hvorfor? 

Leif Roden døde af kræft i 2010. Den mest relevante at stille spørgsmålet til i dag er guitaristen Flemming Giese, som forlod bandet omkring slutningen af 1970. Han har boet i Jylland de seneste snart 40 år. Først i den lille by Mollerup, siden i Silkeborg.

Flemming Giese – 1969 – Fotograf: Leif Roden

Der er et let slør af hashtåger over, præcist hvornår ”Hej du” blev indspillet og udgivet, og hvornår trommeslagerren Claus From, Giese og orgelspilleren Kurt Ziegler (med kælenavnet Pastor) – én for én, i den rækkefølge – forlod Alrune Rod. Men det skete alt sammen inden for cirka et år efter udgivelsen af debutalbummet.

Vi begynder med tilblivelsen af ”Alrune rod”, der udkom i december 1969. Leif (Roden) havde været sanger i The Stomps, guitaristen Giese og trommeslageren Claus (From) spillede i bandet Beauty Fools, og Kurt (Ziegler) havde spillet orgel i først Beauty Fools og siden The Stomps. Leif puslede med en idé, som indebar et skift fra engelsk til dansk som sangsprog.

Giese fortæller:

”Det, der var i centrum, var, at dette var på dansk. Der var selvfølgelig Steppeulvene, og der var Beefeaters og Dissing med ”Nøgne øjne”, og egentlig tror jeg, at vi var var begyndt før ”Nøgne øjne”, men vores plade kom i hvert fald efter den. Det, som lå i det for os, var, at det var dansk musik, og det var selvkomponeret. Før den tid havde vi allesammen spillet covernumre.”

”I begyndelsen tænkte vi, at det med at synge på dansk var simpelthen for noller, men over tid vænnede vi os til det, det var faktisk rigtigt fedt, og det afspejlede sig i den musik, vi komponerede –den blev lidt folkemusikagtig. Det er tydeligt, at vi var inspireret af Pink Floyd, Procol Harum, Vanilla Fudge, Traffic, Incredible String Band og andre, som vi lyttede til. Den plade har noget nyt i sig, som jeg hverken har hørt før eller efter. Måske også fordi det er vores egne kompositioner, og vi var ikke ligefrem musikuddannede, så vi gav det et eget touch. Det danske kom rigtigt meget fra Laus Bengtsson, som Leif arbejdede sammen med til hverdag på et kontor.”

Steppeulvene er ekstremt vigtige, men i deres samtid var der ikke mange, som kendte dem. Deres bidrag til den danske kulturskat er vokset og vokset fra nærmest ingenting til noget meget stort, og det er berettiget, og Eik Skaløes tekster er fantastiske. Men Laus Bengtsson var den, der kom ind og introducerede det danske sprog for Beefeaters, Povl Dissing, os og lidt senere Burnin’ Red Ivanhoe.”

Var I noget famlende dengang i begyndelsen?

”Det var vi nok, men ud fra en tåget vision om, at vi kunne mærke, at vi havde fat i et eller andet. Og hvad dét var, udviklede sig med tiden. Vi skulle lige lære hinanden at kende. Vi kendte hinanden på afstand, kom alle sammen fra musikmiljøet på Amager. Jeg tror, at ”Rejsen hjem” var det første nummer, vi spillede. Og så kom der nogle kompositioner, som Leif havde skrevet, nogle, som jeg havde skrevet, og Kurt var med om ”Rejsen hjem”. Det var i høj grad en proces, hvor den enkelte bød ind. Også fordi det var selvkomponeret, så man kunne ikke sætte en plade på og høre, hvordan guitaristen eller trommeslageren spillede, så det blev, hvad vi nu syntes, der var rigtigt i forhold til den inspiration, vi fik af teksten og stemningen. Leif var kommet med ideen om det danske og kom med den første komposition, vi andre kom fra en anden side med andre ideer, og i den sammenblanding var vi et team. Det er fedt, når sådan noget sker, når der er en gensidig inspiration. Jeg ved ikke, hvor mange biografier du har læst om bands, men det er gerne sådan, det begynder, med gensidig inspiration, og så kommer der nogle kanter, som man bliver træt af. Det var også fedt, da vi flyttede ud på en gård, men det, der så skete, var, at vi stort set ikke fik lavet noget musik. Det var det mærkelige ved det. Vi havde jo et øvelokale, men vi havde travlt med så meget andet. Vi spillede meget ude omkring i Danmark. Gården var også i en periode lidt af et centrum for alle i det alternative miljø, som kom rejsende ud på Amager og kiggede …”

Leif Roden

Hvad fungerede ikke?

”I alle de sammenhænge, jeg har været med i i mit liv, har der været en masse højtflyvende tanker, og det har været fedt, men så snart man støder ind i dagligdagens trummerum med opvask, rengøring, oprydning, tøjvask, alle de ting, som man har forskellige opfattelser af og forskellige vaner og kulturer med, der er det altid crashet. Vi kom jo til at bo tæt på hinanden, og det havde vi ikke gjort før. Vi troede, at det ville være skidefedt, men på en eller anden måde dæmpede det kreativiteten. Jeg tror, at det eneste nummer, der blev lavet derude, var mit nummer, ”Hvor skal jeg se solen stå op?”. Og vi opnåede også, at Claus gik ud af bandet, og så kom Karsten Høst og Peter Nielsen fra R & B Section kortvarigt med. Så flyttede vi fra kollektivet, Claus kom med igen i et stykke tid, men så gik han endeligt ud, og så kom Karsten Høst med – og fortsatte, efter at jeg holdt op.”

”I en periode var Kurt ikke med, fordi han skulle opereres i sine ben og skulle genoptrænes, og da spillede vi som en tremandsgruppe, bl.a. varmede vi op for The Who i Vejlby-Risskov Hallen. At spille som trio var ikke fedt. Jeg havde vænnet mig vildt meget til at have et Hammond-orgel med. Som guitarist skal man fylde noget mere i musikken, end hvis der er et orgel med. Lige så snart der er et orgel, en bas og en tromme, er guitaristen bare creme oven på det. Eller kan være det. At spille uden orgel betød en kæmpe omstilling. Og det fungerede i hvert fald ikke for mig på det tidspunkt.”

Kurt Ziegler

Midt i dette kaos blev ”Hej du” indspillet?

”Det blev indspillet med en blanding af Claus From og Karsten Høst på trommer. Vi var meget rodløse i den periode, havde ikke noget øvelokale, måtte leje os ind forskellige steder. Det var noget værre rod. Men noget, som var vigtigt for mig, var, at vi var meget innovative på mange punkter. Vi eksperimenterede rigtigt meget, og vi fik tidsmæssigt meget frie tøjler, var et år om at indspille ”Hej du”. Vi havde en session i Rosenberg-studierne, hvor vi indspillede live, fordi vi selv syntes, at vi var bedst live – den musik, vi spillede, transformerede sig med tiden til en speciel live-enhed, som var svær at putte ind i et pladestudie, så vi tænkte, at vi kunne forsøge at optage det live i studiet. De optagelser er desværre slettet.”

”Vi turnerede rundt med syv-otte numre i en lang periode, hvor vi ikke lavede ny musik, men stillede os op og begyndte på et af numrene, f.eks. ”Rejsen hjem”, og inde i midten var der en jam, og så endte vi med at komme tilbage til nummeret. Det opstod mere eller mindre spontant, men den tradition dyrkede vi og improviserede meget, men ikke ud fra en jazzvinkel. Det er en farlig disciplin – nogle gange er det ad helvede til, og det fungerer ikke, andre gange er det mindre ad helvede til, fordi man lige er i stødet.”

Claus From – foto af Poul Bruun

Det er vel det spændende, det, som giver dynamik: Lykkes det denne gang, eller gør det ikke?

”Det er i hvert fald interessant, at der i store træk først i nyere tid er kommet nogen improvisation ind i rocken igen. En af grundene til, at mange ikke improviserer, er, at det er svært at forudse, om det lykkes eller ikke lykkes. Hvor interessant bliver det, og hvor interessant bliver det ikke? Det kræver 100 procents tilstedeværelse at gøre det, og det kræver 100 procent af publikum i salen og af stemningen. I den bedste af alle verdener, hvor det hele går op, kan det være spændende, men det kan også være dødkedeligt. Uanset om det var godt eller dårligt, var det dét, vi gjorde i et år, indtil ”Hej du” udkom.”

Og dér opløstes bandet. Havde I brændt fingrene?

”Jeg kan ikke tale for de andre. Men jeg var begyndt at spille som 14-årig, og det at spille fyldte sindssygt meget i min bevidsthed. Da jeg var 20, holdt jeg op med at spille. Da havde jeg været i en boble med musik og rock og været meget isoleret der. Jeg havde det fedt med at komme ud blandt almindelige mennesker og se, hvordan verden så ud derude. Der opstod stille og roligt en lyst til at spille igen, og det har jeg så gjort. Jeg kunne godt have kapitaliseret på Alrune Rod, men det har jeg ikke gjort.”

I Beauty Fools stod du som sanger og guitarist i forgrunden. I forlængelse deraf trådte du et skridt tilbage i Alrune Rod, hvor Leif var den primære forsanger?

”Jeg tror ikke, at Leif var den store skurk i dette. Han var ikke gøgeungen, der skubbede os andre ud af reden. Det var mere vi andres passivitet, der gjorde det. Leif var nok den, som tænkte mest professionelt, altså på musikken som en levevej. Vi var jo begyndt at spille musik, fordi vi syntes, at det var fedt, ikke fordi vi ville gøre det til en forretning. Noget af drivkraften var nok også, at vi ville være berømte. Men vi vidste ikke, hvad vi begav os ind i, eller at det ikke var så skønt, som det måske så ud på afstand. I 1970 var det interessante forsvundet for mig. Det er svært at anlægge et objektivt skøn på det. Leif ville gerne være stjerne og købte en flot jakke, og så skrev han nogle numre, hvor han selv skulle spille guitar. Det var meget væk fra det, vi var oprundet af. På én måde var det en naturlig forlængelse og en naturlig udvikling, på en anden måde var det det modsatte.”

Forlod du bandet fra den ene dag til den anden?

”Arh, ikke som et lyn fra en klar himmel. Det var også noget med, at kemien var blevet anderledes. Da Karsten Høst kom med på trommer, blev orkestret anderledes. Vi havde spillet sammen længe, vi fire, og havde boet sammen. Det havde skabt nogle relationer socialt og musikalsk. Jeg tænkte nogle gange: Hvad nu hvis jeg ikke var gået ud? Efter et par år blev jeg tilbudt at komme med i Alrune Rod igen. Men jeg syntes, at jeg var færdig med det. Nu var min identitet, at jeg var et almindeligt menneske, og det var sundt for mig at skulle opdyrke et mere normalt liv og at skulle klare mig på de vilkår. Og dengang, i begyndelsen af 1970’erne, begyndte de dårlige sider af stofkulturen at vise sig. Den ene efter den anden døde. Af stofmisbrug eller druk.” 

Var du i nærheden af nogen risikozone?

”Nej, i Alrune Rod kom vi aldrig til de hårde stoffer. Vi var godt klar over, at det skulle vi ikke. Men vi røg jo meget, og pusherne sværmede omkring Alrune Rod. Men det var stadig i den naive periode, inden det at pushe hash i 1970’erne blev kriminaliseret, og de hårde stoffer fulgte med.” 

Flemming Poul Giese Rasmussen – Ovenstående fire foto taget af Poul Bruun – hentet fra albumcoveret

Flemming Poul Giese Rasmussen
Født 1950.
I årene 1965-1970 guitarist og sanger i Zooms, Beauty Fools og Alrune Rod.
 I 1970’erne: Sammen og Hermans Hip Som Happy Band.
Arbejdede bl.a. som portør, frugtavler, hjemmehjælper og bestyrer af en grammofonpladeforretning.
Tog etårigt HF.
Læste i midten af 1980’erne musikvidenskab ved Aarhus Universitet.
Kom derefter til at arbejde ved Rytmisk Aftenskole i Silkeborg, var en overgang leder af Gjern Musikskole.
Arbejder – nu på halvtid – ved Den Kreative Skole i Silkeborg.
Driver desuden eget firma, Music Maker Media (lyddesign, videoproduktion, workshops).
Modtog i 2017 Årets Kulturelle Iværksætterpris i Silkeborg.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.