En battle med 50 år på bagen

”Roxy Music vs. Ziggy Stardust – begge stilskabende – men hvem har mest holdbarhed?”

Fotograf: Album cover (beskåret)

Roxy Musics selvbetitlede debutalbum udkom pudsigt nok samme dag som David Bowies Ziggy Stardust lp. Den 16. juni 1972 er således endt som en vigtig rockhistorisk dag ikke kun på den britiske scene med to udgivelser, der blev særdeles stildannende inden for glamrock, artrock og den mere avantgardeprægede pop.

Til trods for, mange sikkert vil mene, at Ziggy Stardust er svær at hamle op med, bider bandet centreret omkring Bryan Ferrys vokal og coolness samt Brian Enos synthesizere og båndeffekter godt fra sig med Roxy Music. Det bevises fluks i Re-make/Re-Model tilføjet atonale nær kakofoniske lyde i en heftig gang rock og rul, der på snedig vis inkorporerer referencer til Beatles´ Day Tripper, Duane Eddys Peter Gunn og Wagners Valkyriens ridt. 

Ladytron med Andy Mackays karakteristiske obo solo og Phil Manzaneras guitarfigurer er mindst lige så lydmanipulatorisk legesyg som førnævnte. I Ladytron er Ferry den kvindeforførende Casanova type med et ambivalent forhold til det modsatte køn. Ferry forstår at spille på det tvetydige, det nærværende og samtidig distancerende i sin lyrik, der giver visse mindelser til David Bowie, selv om de to karismatiske og konkurrerende alfahanner vist ikke altid havde de højeste tanker om hinanden. 

If There is Something indledes med countryfarvet rock og boogieklaver og skifter undervejs retning mod tidstypisk Roxy Music stil, der giver plads til Mackays horn og Enos klangudfoldelser, mens nummeret stiger og stiger i ekspressiv styrke. Ferrys piano og Paul Thompsons altid medlevende og rytmisk skridsikre trommespil fører det knap syv minutter lange nummer sikkert i hus. 2HB er Ferrys hyldest til Hollywood stjernen over de fleste, Humphrey Bogart, med et citat fra Casablanca, ´Here´s looking at you, kid´. 2HB er direkte i sin hyldest af filmmediet og dets ikoniske figurer på det store lærred. Lignende lyriske hentydninger til det cineastiske univers findes i andre sange fra Roxy Music og senere i karrieren. 

Brian Enos tumleplads

The Bob (Medley) er en ren tumleplads for Brian Enos lydarsenal, der her og i 1972 må have virket på lytteren som en urovækkende blanding af science fiction, skudsalver og bomberegn. Bob er forkortelsen af Battle of Britain, hvor det engelske luftvåben gik til modangreb mod den tyske trussel under 2. verdenskrig. I 1968 kom filmen af samme navn, der skildrede tyskernes og briternes indædte og dødbringende kamp om luftherredømmet.

Den bombastiske The Bob (Medley) følges op af Chance Meeting inspireret af handlingen i David Leans filmklassiker Brief Encounter (1945). Kun Roxy Music kunne i 70´erne kreere så skævt klingende pianobåren ballade som Chance Meeting med rastløse basgange og guitarlinjer som fra en fjern galakse. 

Ydermere er der den finurlige og yderst velspillede Would You Believe?, der veksler mellem ballade og hidsig klassisk rock og rul. Det bredtfavnende spektrum er kørt i stilling på Roxy Music.

Det kan man overbevise sig om ved at dykke ned i den mere end syv minutter lange Sea Breezes, der starter lavmælt med Ferrys indtrængende vokal og Mackays sax for undervejs at tage overraskende former ved hjælp af Thompsons uortodokse og nærmest arytmiske trommespil og Manzaneras syrede guitarpassager. Termerne art-rock og avant-pop giver i svær grad mening i Sea Breezes.

Hele menageriet afrundes med det korte Bitters End, der lyder som en pastiche af altmodisch pop og kitschet 50´er doo-wop på syre. 

Rock’n Roll kunne rumme det meste

Andy Mackay har om debutalbummet senere sagt, at bandet ikke opfandt begrebet eklektisk, men at de dog beviste, at rock´n´roll kunne rumme det meste og lyde som stort set alt. Det kan han have evig ret i, når Roxy Music gennemlyttes med et åbent sind, hvilket pladen og dens mange ’turns and twists’ faktisk insisterer på.

Bandets debutsingle Virginia Plain nåede ikke med på debuten, da den ved udgivelsen endnu ikke var indspillet, men dog inkluderet på senere genudgivelser. Tælles Virginia Plain med, stiger kunsten yderligere, da en af bandets populæreste signatursange har det meste: Iørefaldende hooklines, svært gennemtrængelig tekst, swing i afleveringen og gang i keyboardparken og klangforandrende generatorer kyndigt betjent af lydtroldmanden over de fleste, Brian Eno.

Et hipt hurra med de fem gange ti til Roxy Music, der står uantastet stærkt med eller uden Virginia Plain på playlisten. En debut der kom til at præge 70´ernes og 80´ernes rock- og popsound på godt og ondt. Hørt med 2022 ører lyder dele af pladen noget sær i betrækket, men sat i relation til dens samtid er Roxy Music tæt på at være en mindre revolution, hvilket retfærdiggør albummets placering på et hav af lister over væsentlige udgivelser gennem tiden.

Alter ego og japansk frisure

Det kan du så sætte overfor The Rise And Fall Of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars, der blev udsendte samme dag.

Et album, der hos mange nyder status af glamrockens nok mest ultimative klassiker og er med til at definere genrens lyd og selviscenesættelse af dekadence, glimmer og attitude.

Men albummet er meget mere end kun det, da de 11 skæringer udfolder et imponerende register af flotte ballader, storladne arrangementer, energisk rock og mere komplekse udtryk. Sangene fra fortællingen om Ziggy-skikkelsens skæbne kom til at sætte deres præg på Bowies liverepertoire de næste mere end 30 år frem mod hans sidste turné A Reality Tour 2003-04, hvilket fortæller en del om albummets sejlivethed. 

I anledning af de 50 er det passende at kigge nærmere på indholdet af dette løseligt baserede konceptalbum om Bowies alter ego, den androgyne og biseksuelle rockstjerne Ziggy Stardust, der var sat på denne klode i håb om at dæmme op for ragnarok. Ziggy vinder sine fans hjerter, men ender med at dekonstruere sig selv. Tekstmæssigt kredses der om emner som stjerneafgudsdyrkelse, stofmisbrug, musikbranchens kunstighed og seksuel orientering, før alt munder ud i Rock´n´ Roll Suicide og skabelsen af en ny persona, Aladdin Sane (1973). 

The Spiders From Mars

Musikerne i Bowies backingband The Spiders From Mars, guitaristen og arrangøren Mick Ronson, bassisten Trevor Bolder og trommeslageren Mick ´Woody´ Woodmansey satte deres tydelige præg på Ziggy Stardust, hvilket de ligeledes gjorde på forgængeren Hunky Dory (1971). Kun Woodmansey er tilbage fra The Spiders dagene, og Bowie selv tjekkede som bekendt ud fra sin sidste station januar 2016 blot 69 år gammel. 

Side 1 indledes med Five Years, en af de stærkeste åbningssange nogensinde på en Bowie-plade. Nummeret sættes i svingninger at et trommebeat, der minder om hjertebanken og livets rytme. Bowie synger om lurende katastrofer og nærmest skriger nummerets titel ud mod slutningen i dets dynamiske klimaks. Woodmanseys trommespil sørger for en glidende overgang til Soul Love, hvor den apokalyptiske stemning fra Five Years erstattes af vers om kærlighedens sjæl og væsen tilsat Bowies saxofonspil og en af Ronsons utallige guitarsoli nøje formet efter den enkelte sangs stemningsleje, en disciplin han beherskede til perfektion. 

Der følges op med Moonage Daydream, hvor Ronson viser stålet med et tungmetallisk glamrock riff, der sætter (mester)skabet på plads, mens der synges om Ziggys alien lignende væsen og biseksuelle udskejelser.

Efterfølgende diverteres der med et af Bowies mest elskede hits, Starman, der kom som single godt halvanden måned før udgivelsen af Ziggy Stardust. Mildere toner slås an på den akustiske guitar i popklassikeren om Starman, der vil lande på jorden med et mere forsonende og håbbringende budskab, mens der lyttes til rock i radioen. ´Let All The Children Boogie´ til la la la i det fængende omkvæd. 

Orgie af gøende glamrock

Vendes vinyludgaven til side B, står den på et mindre orgie af gøende glamrock: Hang On To Yourself, titelsangen og Suffragette City, før dommedagsbasunerne køres i stilling med Rock’n’Roll Suicide. The Spiders From Mars-rytmegruppen viste her for alvor deres håndelag som hårdtarbejdende og bundsolide folk, der kunne deres kram. Forrest i front med Bowie fandt man Mick Ronson, meget mere end blot en gudbenådet guitarist, men en afgørende vigtig kreatør i det samlede lydbillede ved hjælp af sine iderige og yderst velklingende arrangementer. 

Inden glamrocken tager helt over, byder Bowie ind med den dånende smukke ballade Lady Stardust, der blot understreget hans status som en af musikhistoriens allerstørste sangskrivere. Den effektive rocker Star leder over til Hang On To Yourself, hvor Ziggy kastes for løverne under nummerets punkede energi, mens publikum vil have mere, og hovedkarakteren forsøger at holde fast i sig selv, før tøjlerne slippes definitivt.

Titelsangen er en (selv)biografisk beskrivelse af Ziggys heftige tour de force mod berømmelsens tinder som en særegen outer space skabning med underlig japansk frisure, der går planken ud i en rus af sex, stimulanser og selvdyrkelse (´Makin love with his ego´) og ender med at måtte opløse sit Spiders From Mars orkester, før det hele er for sent (´When the kids had killed the man, I had to break up the band). 

Den får nogle drøje hug over nakken i Suffragette City med en gang ´wham bam thank you ma´am´, der mere end blot antyder erotisk liv i kludene efter endt koncert. Musikalsk og lyrisk er nummeret et overflødighedshorn af referencer til andre kendte rock sange med glam speedometeret i bund. Men alt har sin pris som skildret i slutnummeret Rock´n´Roll Suicide, hvor ´time takes a Cigarette´, og luften tages ud af den ultimative selviscenesættelse. 

Roxy vs. Ziggy – Y aksen med X faktor

Det obligatoriske stort tillykke med den runde dag skal selvfølgelig også lyde til The Rise And Fall Of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars, et album af samme kunstneriske dimension, som titlen er lang og proklamatorisk i dets annoncering af, hvad der venter lytteren, der går ombord i den tonesatte og mytologiske beretning om såvel Ziggys som rockmusikkens storhed og fald, mens Dionysos holdt ekstatisk hof, til gæsterne segnede af vinens virkning og lyden af bægerklangs-blues.

Måske Mr. Stardust holder hof med Major Tom et sted i den ydre galakse, mens vi dødelige jordboer må kæmpe med krig, kaos, inflation og intense prisstigninger?

Svaret svæver vel nok i det uvisse i glamrockens glitterstads – ligesom svaret på dagens battle gør alt efter hvilken passioneret lytter du spørger.

Fakta er i hvert fald at den 16. juni 1972 var en dag, der har sat sine Y spor i musikhistorien.   

På årets Cannes Film Festival i maj var der i øvrigt premiere på det der kaldes den ultimative David Bowie dokumentar Moonage Daydream.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.