En bredside af stærke sangskrivere på vej til Odense

”Nashville Nights International Songwriters Festival har stadig fuld fokus på den gode sang”

Fotograf: Maria Fremming

I den kommende weekend fra fredag den 15. til søndag den 17. september er der for tredje gang Nashville Nights International Songwriters Festival i Odense.

Og lad os indledningsvis slå en ting fast. Du behøver ikke knuselske country og/eller cowboyhatte for at deltage. Det vigtigste er sådan set at du interesserer dig for den gode sang – og gerne sangskriveren bag. Der er naturligvis masser af god country på programmet, men der også en masse andet.

Blandt andet en bred vifte af stærke danske sangskrivere, som du alt for sjældent ser på nogle af landets mange andre festivaler. Esben Kronborg, Vingard, SUNDAYS, Lasse Storm & De Lokale, William Torp, Christian Hede, A Circle of Friends, og Niels Skousen er f.eks. den del af programmet.

I det hele taget er programmet spækket med sangskrivere fra ind- og udland, der har den gode sang, og den gode historie i centrum. På denne festival er det så absolut sangskriveren og formidlingen af sangene, der er i fokus, og gerne i et samspil med det publikum, der bliver øjenvidner til de tætte og ofte unikke stunder fordelt på syv forskellige scener rundt om i byen .

Igen i år vil der være masser af ’once-in-a-lifetime” oplevelser at hente fra programmet.

Ikke mindst åbningskoncerten med Kajsa Vala & special guests fredag kl. 15, der blandt meget andet godt vil kunne byde en offentlig premiere af et helt nyt sangskriversamarbejde mellem Signe Svendsen og Kajsa Vala, der af den vej for første gang forsøger sig på dansk. Samme dag udgiver Kajsa Vala i øvrigt også hendes nye single ”Always on the run”.

Ikke mindst åbningskoncerten med Kajsa Vala & special guests fredag kl. 15, hvor man blandt andet kan høre Signe Svendsen og Kajsa Vala spille nogle af hinandens sange. Samme dag udgiver Kajsa Vala i øvrigt også hendes nye single ”Always on the run”. Mon ikke også den er på programmet?

Også dagen efter er der en af den slags koncerter, der kun kan opleves denne ene gang. Der er tale om årets hyldestshow – kaldet ”Nashville Tonight”. Et show,  der ikke bare hylder een artist eller sangskriver, men en bred vifte af de største sangskrivere, artister og sange, der gennem årtier har fundet vej fra Nashville til resten af verden. Aftenens solister har frit valg på hylde et.

“Der er skrevet utallige hits og legendariske sange i Nashville gennem tiderne. Det ligger lige til festivalens DNA at hylde de største sangskrivere og sange fra ”Music City”. Så i år havde vi lyst til at slå ud med armene og hylde en hel række af sangskrivere. Der er lagt op til et brag af en aften med amerikansk hitparade og nyfortolkninger af klassikere, som kun kan opleves på Nashville Nights festivalen i Odense“, siger festivalleder Stefan Mørk.

Solisterne der kommer på scenen er Poul Krebs, HUSH, Silas Bjerregaard, og Kajsa Vala, og de suppleres af the real deal fra Nashville; Noah Smith, Taryn Papa, Briana Tyson, og CJ Field. Bag dem alle står et regulært stjernehold af danske musikere – Mads Andersen, Palle Hjort, Rune Kjeldsen, Kajsa Vala, anført af kapelmester Troels Skjærbæk.

Indenfor den danske afdeling af unikke oplevelser på årets festival fuldendes hattricket med en af festivalens specialiteter – en ’writers round’ med Kira Skov, Søren Huss, Mette Lindberg suppleret af  Live Strings og Silas Tinglef.

“Nashville Nights har bedt mig om at kuratere en koncert under festivalen. Jeg har inviteret to artister som jeg holder af og beundrer til at medvirke til denne enkeltstående koncert. Konceptet er at vi vil spille sange for hinanden og fortælle om baggrunden for de valgte kompositioner live på scenen.

Koncerten finder kun sted denne ene gang og vi er bakket af multiinstrumentalisten Silas Tinglef på guitar og de eminente Live strings som har skrevet stryger arrangementer særligt til denne lejlighed, så det bliver ren luksus”.

– Kira Skov

Ligesom de foregående år spiller de mange Nashville sangskrivere også i år en hovedrolle, og populære navne som Dan Smalley, Payton Taylor og Kensie Coppin vil med garanti være populære genvalg for mange.

Mange af disse sangskrivere er mest kendt for at levere sange til andre – og ikke mindst til country hitlisterne, men festivalen har også en masse artister, der har bevist sig i eget navn f.eks. Shawn Colvin, Sean McConnell, Caitlin Rose, Wild Rivers, og Chris Kläfford.

Så vil du have en festivaloplevelse, der er ud over det sædvanlige, blandt fordi du kommer helt tæt på musikken og på skaberne bag, så er det altså med at få indløst billet. Der kan købes både til enkeltdage og partout billet.

(Artikel redigeret den 12.09.23 i afsnit om Kajsa Vala & Friends)

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.