En enkelt ”High Five” rækker ikke her i uge 5

"En sand vinterstorm af varme nye danske udgivelser tænder lys i mørket"

Fotograf: Brian Selander

Musikkens vilkår og virkegrundlag har været vendt på mange planer og i mange medier i den seneste tid. Mange spørgsmål trænger sig på, og gør næsten mere træt end klog, når de verbale krige fra alle fløje igangsættes, mest af alt med forudsigeligheden som den store gabende fællesnævner. For fakta er at der ikke er enkle eller entydige svar eller løsninger, uanset om vi taler udbud, efterspørgsel, grad af grådighed, tilskudsordninger, mellemled, håndværk vs. hobbyarbejde osv.

Måske vi skulle starte ved udgangspunktet – at musik mest af alt drejer sig om at skabe og lytte, til fysisk og psykisk gavn for de fleste mennesker med en form for puls. Og har det så samfundsmæssig, historisk eller økonomisk værdi, så bør det vel give en konkret fortjeneste for dem, der leverer selve ’varen’.

Og jeg skal da love for at der er udøvende professionelle artister, der leverer ’varen’ i disse tider. Efter en stille start på udgivelsesfronten, så er der alene i denne uge udkommet meget anbefalelsesværdige album fra Mika Vandborg, Holtsø & Wittrock, Kajsa Vala, Poul Krebs, Katinka Band, Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, GRETA, og PIPI – og det i kølvandet på mindst lige så bemærkelsesrige album i de forrige uger fra Mø, Farfars Tobak, Henrik Olesen, Jacob Gurevitsch, Per Vers + Benny Andersen, The Minds of 99 og Per Worm.

Bredden og diversiteten folder sig i den grad ud her i årets åbning, og det med en enkelt fællesnævner – KVALITET.

Vi kan ikke nå at anmelde dem alle, men vi kan garantere at en del af dem vil blive det i den kommende tid, så de bedste udgivelser også opnår kendskab som fortjent.  

Herfra håber vi blot at alle musikelskere i året der kommer vil huske at kigge og lytte nysgerrigt på de mange nyheder, og ikke blot lade dig fortabe, forgabe og forkøbe i de mange tilbageblik og genudgivelser, som de store pladeselskaber stopfodrer plademarkedet med i disse år. Det er bestemt vigtigt for os alle at orientere os i bagspejlet, men vil vi videre her i livet, er vi nu nødt til at slippe blikket engang imellem, og se fremad efter nye muligheder.

Så uge efter uge i tiden der kommer vil SIDE 33 fortsat spejde frem mod nye album, der forhåbentligt kan gøre 2022 til et ekstraordinært og markant musikår. I de kommende måneder ser vi frem til blandt andet at få lyttet efter hvad nye album fra Verdens Sidste Idé, Rigmor, LineMarianne, Terese, Lasse Storm, Babylon Twist, Total Hip Replacement, Tone of Voice Orchestra og Ronnie Atkins indeholder.

 

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.