På sin 40-års fødselsdag i 1970 gav Ray Charles en forrygende version af Johnny Cash hittet ‘Ring of Fire’ i Cash’ eget populære tv-show og pulveriserede samtlige hillbillies til støv – sådan forvandles country til sort musik i løbet af få minutter. Soulgeniet ville i dag have rundet de 90, såfremt han stadig havde været iblandt os med sin stemme, der får samtlige sangtalentkonkurrencer til at tage sig aldeles latterlige ud.
Det meste, Charles gav sig i kast med, lykkedes for ham takket være et kolossalt musikalsk overblik og evne for fortolkningskunst. Ray Charles Robinson blev født den 23. september 1930 i Albany, Georgia og døde den 10. juni 2004 i Beverly Hills, Californien 73 år gammel.
Hans selvbiografi ‘Brother Ray’ beretter om en stålsat overlever, der kæmpede med sit handicap (blind i en alder af fem år), sin hudfarve og en musikindustri, som ikke just var kendt for altid at behandle sorte kunstnere lige pænt – for nu at sige det mildt. Charles blev en hård og til tider kynisk mand i bestræbelserne på at opnå fuld kontrol og kunstnerisk frihed, men talentet, stemmen og klaverspillet kan ingen tage fra ham.
Om en anden af de allerstørste, nemlig Aretha Franklin, i duet med Ray Charles havde sat toner til et IKEA katalog eller uddrag af en taltung finanslov, ville det lyde af SOUL! Heldigvis findes der klip af disse titaners topmøde bag et klaver, selv om de beklageligvis er få. Et af dem stammer fra musikshowet Midnight Special fra 1975. Slageren ‘Two To Tango’ er en forglemmelig sag, men vibrerer af swing i deres version på et niveau, der tenderer stor kunst.
Franklin og Charles fik desværre aldrig lavet det duetalbum, mange sikkert gerne ville have haft fingrene i, men de nåede da at gøre opmærksom på, at der skal to til en tango i mange af livets forhold – såre sandt – når Brother Ray åbnede munden, blegnede de fleste andre vokalister ved siden af. I en periode var både Charles og Franklin på Atlantic Records, der sikkert har forsøgt at få dem smedet sammen.
Ikke desto mindre medvirker Ray Charles på Aretha Franklins livealbum ‘Aretha Live At Fillmore West‘ (1971), hvor de forsøgte sig med Franklins ‘Spirit In The Dark’. Charles kunne ikke huske teksten, hvorefter han kastede sig ud i et længere improvisatorisk forløb bag el-pianoet. Mesterligt.
Jeg nåede at se Ray Charles to gange. Først i Musikhuset i Aarhus i 1993, hvor han med sit orkester og The Raelettes gav en stilsikker og måske lidt for rutineret optræden. Men min far og jeg blev enige om, at det havde været en stor oplevelse trods alt at se en kunstner, vi har lyttet intenst til gennem mange år. Otte år senere oplevede jeg ham på Plænen i Tivoli under jazzfestivalen i København i 2001. Det kunne jeg og tusinder andre godt have undværet.
Først spillede hans orkester 20-25 minutter for lav volumen, men jeg sad imidlertid tæt nok på scenen til at kunne konstatere, at dem bagved næppe missede alverden. Da Charles skulle på og endelig fik sig placeret bag pianoet helt i front, gik der kage i lyden og hans monitorforhold, hvorefter aftenens store attraktion forvandlede sig til en lille, bitter og vred mand, der skældte lydmanden hæder og ære fra ud over det store anlæg. Pinagtigt.
Den resterende koncert var præget af trættekær ligegyldighed med relativt få højdepunkter, og hans karakteristiske røst lød, som kørte den på reservebatteri det meste af aftenen. Senere regnede det, men desværre ikke med superlativer. Ray Charles endte som en afglans af sig selv – han havde nu fortjent en langt mere værdig sortie ikke kun på dansk grund.
Heldigvis er der et utal af sublime stunder at mindes ved hjælp af et bugnende bagkatalog, der indeholder alt fra gospelpåvirket r&b og soul, klaverjazz, big band swing til country, duet optrædener og hans ultimative evne til at forvandle andres materiale til sit helt eget. Så i sagens natur er der stadig masser at fejre i Ray Charles regi, selv om Brother Ray for 16 år siden sagde adieu klar til at ‘Hit The Road Jack’ for definitivt sidste gang.
