Sangeren, sangskriveren, sprogmennesket og musikeren Steffen Brandt, født 14. juni 1953 i Åbyhøj udenfor Aarhus, evner om nogen med såvel øm eftertænksomhed samt ironisk og satirisk vid og bid at beskrive, hvad der måtte røre sig i dig og mig og i sig selv, mens tiderne skifter, nye trends opstår, og værdierne i samfundet forandres. Det har han gjort i over 40 år i bandet tv-2, der med klædelig selvironi har brugt sloganet Danmarks Kedeligste Orkester.
Hans far arbejdede som salgsrepræsentant, mens moren var hjemmegående hustru. Som dreng fornøjede Steffen sig med fodbold, spejderlivet og klaverspil. Steffen Brandt er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet og tog dernæst pædagogikumuddannelsen med henblik på at undervise. Et job på fuld tid i den mere akademiske verden blev dog i starten af 80’erne udskiftet med et som keyboard- og frontmand i tv-2.
Brandt var i midten af 70’erne med til at grundlægge den symfoniske rockgruppe Taurus, der i 1978 udsendte albummet Whatever Happened To The Sixties, der viste sig at blive deres første og eneste. Efterfølgende var han en kort overgang med i Kliche, men forlod bandet inden deres debutalbum for at danne tv-2. Taurus hold af musikere, der ud over Brandt talte Hans Erik Lerchenfeld (guitar), Georg Olesen på bas og trommeslageren Sven Gaul, flyttede med hos tv-2, en grundformation, der er forblevet den samme frem mod 2023 og sandsynligvis næppe ændrer sig.
Bandet oplevede stigende højkonjunktur på den danske scene i det pastelfarvede årti med plader som Beat (1983), Nutidens unge (1984), Rigtige mænd – gider ikke høre mere vrøvl (1985), En dejlig torsdag (1987) og Nærmest lykkelig (1988), men har ligeledes vist solide takter i nyere tid med Det gode liv (2015) og senest med Tæt trafik i Herning (2018).
Alle de nævnte udgivelser har nydt godt af Brandts tæft for holdbare rock- og popnumre tilsat det underfundige tekstunivers, som hist og her har taget bladet fra munden med den verbale krabask i brug, når den danske mentalitet efter hans mening trængte til lidt revselse og opbyggelig tale. Senest eksemplificeret under corona pandemien, da Steffen Brandt gendigtede Den sidste turist i Europa. En dansk klassiker som Lulu Ziegler sang i 1948 om det sønderbombede Europa efter 2. Verdenskrig. Mogens Dam skrev teksten dengang, og Henrik Blichmann den stemningsfulde melodi. Der blev lavet mange sange under denne lange pandemi, men dette var nok den bedste, stærkeste og mest fællesskabende af dem alle. Et imponerende værk, og vel nok en af hans bedste tekster til dato.
Ud over tv-2 har Brandt leveret materiale til blandt andet Bamse, Peter Belli, Dodo & The Dodos, Michael Falch, News, Ray Dee Ohh, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen.
Sammen med Tina Dickow indspillede han i 2004 en ganske vellykket og populær dansk udgave af Leonard Cohens Hallelujah og fem år senere udsendte han sit hidtil eneste soloalbum. Et velfungerende bud på danske gendigtninger af Bob Dylan-sange, Baby Blue, der solgte til en guldplade. Senest har han i eget navn udsendt singlen E45 – Nordgående retning, som var hans bidrag til Tv-serien Min sang til Danmark.
Brandt holder derudover jævnligt foredrag og giver også koncerter i eget navn. Siden 2002 har han arrangeret og udvalgt vidt forskelligartede navne til koncertkonceptet Uden For Sæsonen, der årligt løber af stablen på Bornholm, hvis arrangementer har tiltrukket publikum fra hele landet. Her har han i årenes løb inviteret masse af unge håbefulde navne – med på scenen, og på den måde givet sit lille bidrag til et skridt op ad vejen på karrierestigen for disse artister.
Det er blevet til en del priser og hæder for sit virke som ordsmed. I 1996 modtog Brandt Dan Turéll Medaljen og DR’s syng-dansk-pris i 2002. To gange blev han udnævnt til Årets Danske Sangskriver under Danish Music Awards i 2003 og 2006.
I 2003 fik Brandt Modersmål-Selskabets sprogpris for sin indsats for det danske sprog, og i 2016 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I begrundelsen for ydelsen stod der blandt andet: ‘Steffen Brandt synes at være drevet af en konstant ambition om at genopfinde sig selv samtidig med, at man som lytter aldrig er i tvivl om det særligt ‘brandtske’ – det spydige, sarkastiske, kærligt kritiske og altid rammende hverdagssprog, hvormed han har formået at definere den danske folkesjæl.’
Ydermere samme sted kan man læse: ‘Når sætninger og ord som: Bag duggede ruder, rigtige mænd eller småt brændbart dukker op, henledes tankerne på Brandt og bliver et vidnesbyrd om den påvirkningskraft, en popsang eller poptekst har på os, når den kunstneriske kvalitet er allerbedst.’
Meget mere præcist kan det vel næppe udtrykkes og indrammes i anledning af den runde dag. Steffen Brandt virker desuden som et venligt og imødekommende væsen, det næppe er kedeligt at underholde sig med, selv om han påstår, orkesteret kendt som tv-2 er det.
